| Med på en lytter |
| |
Radio er en ærkeamerikansk film. Ingen anden filmindustri end den amerikanske vil kunne finde på at sprøjte så selvtilfredst og intetsigende et produkt ud, der samtidig er skruet så behændigt og professionelt sammen. Heldigvis sørger et par alvorlige ridser i lakken for at vække os fra sukkerdrømmen, inden den kritiske sans ryger helt overbord.
 |
Copyright:
SF Film |
Gode hensigter
Gary Ross’ Seabiscuit fortalte os historien om outsideren, som ingen troede det mindste på, og hans overrumplende triumf. Radio tager sentimentaliteten og det glasurdækkede glansbillede af de gode gamle dage et stort skridt længere med beretningen om landsbytossen med kælenavnet 'Radio' (Cuba Gooding Jr.), som fredeligt trisser rundt med sin indkøbsvogn og holder sig for sig selv. Han kan godt lide at kigge på, når det lokale football-hold er på banen under ledelse af den hårde træner Jones (Ed Harris), men en dag bliver fristelsen for stor for de unge drengerøve, som befolker holdet, og mens træneren kigger væk, bagbinder de Radio og gemmer ham i redskabsskuret. Træner Jones opdager hurtigt forseelsen, hjælper den unge knægt med at slippe løs og straffer de skyldige, men interessen for den tavse dreng med indkøbsvognen er vakt og snart er Radio en fast maskot for byens hold.
Ikke drama nok
Historien om Radio bugner af potentielle konflikter i ægte soap-ånd. Når en ung sort knægt i midten af 60’ernes South Carolina på den måde blev fremhævet på bekostning af de udvalgte og fysisk stærke stjerner på skolens footballhold, så burde det ikke skorte på foragelse hverken hos spillere, tilskuere eller ambitiøse fædre. Samtidig har træner Jones et problem med at udvise tilstrækkelig opmærksomhed overfor konen og den snart voksne datter, så summen af velegnet konfliktmateriale taget i betragtning, er det en påfaldende magelig og afdæmpet film, som Mike Tollin har fået ud af anstrengelserne. Faktisk virker hele historien en anelse for let og ubekymret.
 |
Copyright:
SF Film |
Ed Harris i centrum
Nu kan alle disse betænkelige konstateringer skydes til jorden med det håndfaste faktum, at filmen er baseret på virkelige begivenheder, og den ægte Radio render stadig rundt som maskot for det lokale footballhold i byen Anderson i South Carolina. Men egentlig kan det ikke bruges til så pokkers meget om historien er opdigtet eller gennemført sandfærdig, for når den ikke genererer tilstrækkelig filmisk spænding undervejs, så er den ret beset uinteressant. Mange af fagets bedste er samlet om opgaven. Filmkomponisten James Horner sender strygergruppen på konstant overarbejde og drukner ganske enkelt filmen og de få følelser, som måtte spire frem blandt publikum. Skuespillerne tilhører den solide kaliber, Cuba Gooding Jr. har trukket tosserollen denne gang, men står konstant i skyggen af Ed Harris, som med ro styrer portrættet af træner Jones sikkert i mål. Han er filmens interessante person, autoritetsfiguren i lillesamfundet, som pludselig bryder med normen og tager sig af outsideren, men modstanden mod hans projekt er for begrænset og reduceret til ganske få brummerier fra den lokale bankdirektør, hvis søn er stjernen på holdet.
Sentimental fuser
Problemet er nok, at den virkelige historie om Radio simpelthen ikke rummer tilstrækkelig med kontroverser til at udgøre en spændende film. Manuskriptforfatteren Mike Rich har tidligere betrådt lignende græsgange med Good Will Hunting-klonen Finding Forrester og hittet The Rookie. Med Radio har han skruet helt op for de sentimentale kanaler og satset på, at minderne om de gode gamle dage kunne overdøve manglen på et ordentligt drama – og blot fordi den taktik lykkedes helt fint i USA, så er det ikke særligt sandsynligt, at vi hopper med på samme galaj her i landet.
|
| |
| | - bliver ikke anmeldt -
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Bøffen
16-4-2004 11:55 | Pissegod Bøf!
Bøffen |
|
|
|  |
|
