| Kærligheden overvinder alt |
| |
Det er tæt på, at Kærlighedens højsang fra 1. Korinterbrev ligger som en snefyldt sky over bjergene i Tilbage til Cold Mountain, en storfilm i det helt rigtige format, hvis noget spinkle historie er bundet op på tanken om to elskende, der går gennem ild og vand for at få hinanden igen: "Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt" – og det må man sige, at den gør igennem det Oscar-nominerede værks fulde spilletid på lidt over 2½ time. Nu havde det været et frygtelig simpelt projekt, hvis det var alt, men heldigvis rummer Charles Fraziers populære roman meget mere, som også har fundet vej til lærredet.
 | Renée Zellweger i en ægte prisvinder-præstation. Copyright: UIP | Mændenes krig Anthony Minghella har tidligere haft stor succes med komplicerede filmatiseringer, da han omsatte Michael Ondaatjes bog Den engelske patient til en 9-dobbelt Oscar-vinder tilbage i 1996. Den samme storladne stemning hviler over Tilbage til Cold Mountain, men historien har slet ikke samme gennemslagskraft og sammenhæng. I centrum er to unge elskende. Ada Monroe flytter med sin præstefar fra den levende sydstatshavneby Charleston ind i landet til en lille flække i bjergene, hvor livet går en anderledes rolig gang. Her ser hun som noget af det første den tavse W. P. Inman og så er utallige amoriner sendt på overarbejde. Men krigen lurer i baggrunden, og da staten North Carolina kort tid efter melder sig ud af Unionen – og på den måde støtter Sydstaterne i borgerkrigen mod Nordstaterne og de demokratiske vinde fra Philadelphia – må Inman sammen med byens andre mænd drage i krig. Tilbage bliver kun den ulækre Teague, som selvudnævnt beskytter for byens kvinder. Hjem til kærligheden Inman kastes rundt på slagmarken i det ene meningsløse slag efter hinanden, mens Ada venter i længsel derhjemme. De nåede kun et enkelt kys i afskedens ophedede atmosfære, men hverken de eller publikum er i tvivl om, at de hører sammen. Hendes far dør tidligt, og hun bliver boende i det store hus i håbet om, at krigen snart slutter og hverdagen kan vende tilbage, men i stedet er det fattigdom og magre vintre, der står på kalenderen. Anthony Minghella har i samarbejde med sin faste fotograf John Seale skabt nogle brutalt smukke øjeblikke fra krigens helvede; billeder der tager sig ud som dramatiske malede tableauer, hyldet i røg og en næsten overjordisk belysning, men den visuelle skønhed i krigshandlingerne gør dem ikke mere attraktive, og efter tre års fravær beslutter Inman sig for at flygte fra hæren – og dermed idømme sig selv dødsstraf – for at komme hjem til hans elskede Ada.
 | Ada og Inman inden krigen skiller dem ad.
Copyright: UIP | Bag om borgerkrigen Filmens to handlingstråde følger Inmans besværlige fodrejse hjem til Cold Mountain samt Adas trængsler hjemme i byen. At have den ene på vandring og den anden i stilstand giver ikke megen fremdrift i et plot – uanset hvor noble hensigter, der måtte ligge bag – men Charles Frazier har fyldt sin bog med mindeværdige bipersoner, som hver især udgør små kapitler på især Inmans rejse. Som flygtning må han tage utraditionelle midler i brug for at overleve, men krigen påvirker moralen hos alle, og han finder snart ud af, at han ikke kan stole på nogen. Blandt højdepunkterne på hans rejse er mødet med præsten Veasey, der spilles af verdens vel nok bedste birolleskuespiller, Philip Seymour Hoffman, men Natalie Portmans hårdt pressede krigsenke er også et mindeværdigt bekendtskab. Tilsammen danner de mange møder et godt billede af en nation i krig med sig selv. Traditionelt har borgerkrigen på film været skildret som store slag og kampen for retfærdighed, men der kommer Anthony Minghella adskillige spadestik dybere ned i historien og præsenterer gennem disse vignetter forskellige aspekter af krigens bagside. For bag frontlinjerne befandt de virkelige ofre sig; kvinderne, de gamle – alle, der ikke kunne bruges i kamp var reduceret til overflødige eksistenser, som selv måtte prøve at skabe sig en identitet i en usikker verden. Giovanni Ribisi har også en kort optræden som en højst tvetydig hjælper, som egentlig blot prøver på at holde sig selv og sin familie i live.
Søstersolidaritet Knapt så afvekslende men stadig med masser af dramatik udspiller livet sig omkring Cold Mountain. Naboerne bliver efterhånden bekymrede for Adas eneboertilværelse i det store hus, og derfor sender de arbejderpigen Ruby Thewes til undsætning. Ruby er en ualmindelig ligefrem pige, som har måttet arbejde som en mand for at blive respekteret af den drikkende og fraværende far. Hun flytter ind på gården og i søsterskabets ånd får de to kvinder efterhånden styr på sagerne og faktisk også opdyrket en urtehave, så de kan holde sig mætte, men Teague rider dagligt rundt i området med sin faste bande og finder på nye måder at terrorisere indbyggerne på, og da Rudys far pludselig dukker op i sit bedste hjørne og søger tilgivelse for fortidens synder rykker krisen tættere på – for som mand burde han naturligvis være i krig og ikke på landevejen med to kammerater og en banjo.
Bipersonernes festparade Som tidsbillede er Tilbage til Cold Mountain en ganske overbevisende film. Minghella har ikke sparet på virkemidlerne rent visuelt – godt nok er en del af filmen optaget i Rumænien, men man skal vist være meget stedkendt for at bemærke forskellen – og som storslået underholdning i det dramatiske hjørne fungerer alt efter planen. Men historien om Ada og Inman er ikke stærk nok til at bære så stor og overvældende en film. Nicole Kidman og Jude Law giver den ellers alt, hvad den kan trække i længselsfulde blikke forbi kameraet, men det ændrer ikke ved, at det er bipersonerne, der har de mest interessante historier, roller og replikker. En perlerække af kendte skuespillere takker og bukker for muligheden til at skabe afrundede og fine figurer med begrænset tid på lærredet – og vi kan kun sende samme tak for uden dem havde filmen været noget af en prøvelse. Renée Zellweger har den største af birollerne og er et regulært kraftcenter som Ruby. Rollen virker af og til problematisk, fordi de bramfrie replikker og den ukomplicerede tilgang til livet bruges som komisk pausenummer efter nogle af de ganske voldsomme og brutale scener, som også forekommer, men netop fordi Zellweger får skabt en nuanceret og troværdig figur lykkes den dristige balance. Udover Zellweger og de allerede nævnte bør også Brendan Gleeson, Ray Winstone, Kathy Baker og Donald Sutherland fremhæves for deres indsats i tilsvarende roller. De spiller alle fortrinligt – faktisk så godt, at det i nogen grad tager glansen af Law og Kidmans præstationer.
Vignetter fra en krig Med al opmærksomheden rettet mod de skiftende bipersoner er det svært at samle sig om den centrale kærlighedshistorie, men hverken Minghella eller andre kan løbe fra, at den er kernen i filmen. Det er svagheden i filmen, at dens egentlige fortælling taber kampen om publikums opmærksomhed til alle de øvrige begivenheder – men heldigvis er det også en fuldt tilfredsstillende oplevelse at se Tilbage til Cold Mountain som en samling vignetter fra borgerkrigens bagland i stedet for som den store kærlighedshistorie.
|
| |
| | Med en produktion i denne størrelsesorden skulle man mene, at det kunne blive til mere ekstramateriale end et par slettede scener, men desværre nej. Det lugter lidt af, at vi skal have en Special Edition om ikke så længe.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (11 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | guild wars or 30-3-2013 01:21 | Hi, just wanted to mention, I enjoyed this news. It was perfect. Keep on! guild wars or http://www.powerleveling.fr/gold/guild-wars-2-or-po/ |
| Toutch-twice 20-10-2007 11:11 | cold mountain er en mega god film, skuespillerne spiller fantastisk, og den skal helt klart have 5 stjerner! grunden til at jeg nok også synes den er god, er fordi Jude Law er med. (hen er rimelig lækker) :D |
| LLic 18-11-2006 15:05 | Skuespillerne spiller godt, når man tænker på at filmen er så utrolig kedelig ... |
| jeronimus 19-8-2006 01:37 | Sikke dog en rædsom film! |
| jkcarlo 15-1-2005 01:14 | en episk klassefilm til alle håbløse romantikere ***** (fem af seks) |
|
|
|  |
|