| Tilbage i tiden |
| |
Tidsrejser har altid fascineret Hollywood. Hvad nu hvis man kunne tage tilbage i tiden? Vil vi blive klogere på os selv, vil vi ændre historiens gang – eller vil det blot være en pokkers god undskyldning for et kulørt eventyr i andre omgivelser end vores egne? Timeline har ingen ambitioner om andet end underholdningen, og derfor er det ekstra trist, at den er så kedelig.
 | Copyright: UIP | Historisk soap i Frankrig Vi lægger ud ved en udgravning i Frankrig. Under ledelse af den farverige Dr. Johnston er en blandet skare arkæologer ved at finde ud af sandheden om et stort slag mellem franske og engelske styrker i 1357, men de får hjælp fra en amerikansk millionær, der med skræmmende præcision kan forudsige, hvor de skal grave for at finde væsentlige brikker til det historiske puslespil. Dr. Johnston undrer sig over millionærens synske evner og tager til USA for at få svar – blot for at forsvinde sporløst. Det er dog ikke hans forsvinden, der fylder i filmens indledende halve time. Det er derimod en masse småpludder mellem filmens hovedpersoner, arkæologen André Marek, Johnston Jr. med fornavnet Chris og den kønne Kate Ericson, som er den eneste grund til, at Chris overhovedet gider befinde sig på en historisk udgravning. Tilbage til historien En dag får de tre unge adgang til et hidtil skjult rum under den ruin, de arbejder på, og her finder de til deres store overraskelse Dr. Johnstons briller og en inskription på noget pergament, hvor han i 1357 har skrevet ordene "Help Me". Så selvfølgelig går turen straks til USA til millionæren Roger Doniger og hans vanvidsprojekt med at sende folk tilbage i tiden. Hans opfindelse – en tidsmaskine – er forklaringen på de præcise profetier, men teknologien er ikke helt færdigtestet og vilkårene for tidsrejser er underlagt stramme deadlines, om ikke andet så i det mindste for at give filmen lidt spænding. En håndfuld af Dr. Johnstons faste elever tager tilbage for at finde ham, men helt tilfældigt kommer de af sted netop den samme dag, som det afgørende slag mellem de to hære finder sted, og så er det ellers om at skynde sig med at finde deres læremester, inden slaget bryder løs. Men naturligvis kan man ikke bare dumpe ubemærket ned i fortiden, heller ikke selv om man godt ved, hvad der vil ske.
 | Copyright: UIP | Comeback Richard Donner var den sikre rorgænger på hele Dødbringende våben-serien, men siden 4’eren har han holdt en lang pause. Derfor står Timeline som et noget urovækkende comeback-projekt, for sansen for tempo og nerve er tilsyneladende helt forsvundet fra den gode Donners hænder. Problemerne starter allerede på manuskriptniveau, hvor Jeff Maguire og George Nolfi aldrig får gjort Michael Crichtons bestseller særlig spændende. Der løbes meget i filmen, men det fører ikke rigtig nogen steder hen, og personerne plages af konstant at skulle gøre og sige dumme ting. Dertil hjælper det heller ikke, at man har støvsuget markedet for kønne men absolut talentløse b-skuespillere, der aldrig får givet filmen den karisma, som den så desperat savner.
En skuffelse Timeline holder en renskuret og næsten naiv ærlig tone, mens historien roligt triller af sted. Tonen tangerer i perioder stemningen fra en statslig støttet undervisningsfilm om vigtigheden af at tænke på historien, og mens rammerne egentlig er sat til en storfilm, ligger formatet hele tiden tættere på tv-seriens snævert beskårede billeder og svingende tempo. Uden stærke personer eller en medrivende handling til at fastholde koncentrationen taber Timeline i sidste ende til næsten alle andre, velproducerede underholdningsfilm – ikke fordi den er katastrofalt ringe, men blot fordi den burde have været så meget bedre og strammere fortalt.
|
| |
| | Ekstramaterialet er faktisk vældig interessant og glimrende skruet sammen i dette tilfælde og udspiller sig over tre dokumentarer, som sagtens kan ses i et stræk, som i så fald udgør en god times baggrundsinformationer om produktionen. Richard Donner er en rigtig hyggeonkel af en instruktør, som er god til at kommentere arbejdet - eneste sørgelige er, at ingen tilsyneladende er klar over, hvor ringe en film, der er ved at komme ud af anstrengelserne.
Et par trailers runder af.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|