| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (13 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
1,85:1 anamorphic
Lyd:
Dolby digital
Ekstra materiale:
Trailer, interviews, B-rolls |
|
|
|
 |
Together
| Når bare vi er sammen |
| |
Den kinesiske instruktør Kaige Chen er vendt tilbage til hjemlandet efter en mildest talt mislykket udflugt til Vesten, som uheldige vidner vil vide hed Killing Me Softly. Kaige fik nogen gevaldige rap over fingrene, både af publikum og kritikere, og nu er han heldigvis tilbage på hjemmebane, hvor han med rette regnes som en af Kinas førende filmskabere. Det har han blandt andet bevist med værker som Yellow Earth (startskuddet for den 5. Generation) og ikke mindst Farvel min konkubine, der blev belønnet med Cannes’ Gyldne Palmer i 1993.
Den søde og velpolerede Together, vi nu får lov at opleve i biografen herhjemme, kan dog ikke helt leve op til tidligere standarder. Vi må nøjes med glæden over at se Kaige tilbage i sit rette element.
Far og søn
I Together møder vi violinvirtuosen Xiaochun, den 13-årige landsbyknøs, der har vundet samtlige talentkonkurrencer, hans far Liu Cheng har kunnet opstøve i provinsen. Den er nu blevet for lille, så faren tager Xioachun med til Beijing for at finde en skole, der kan matche talentet. I hovedstaden møder de to godtroende landsbyboere den større verdens realiteter. Selvom man er den bedste violinist på sin alder, kommer man ikke ind på den bedste skole. Her taler pengepungen et tydeligere sprog end noderne.
Andet end violinspil
Med en hel del stædighed og en anelse snilde finder Xiaochuns far alligevel en personlig violinlærer til sin søn, den verdensfjerne Professor Jiang, der uheldigvis tænker mere på sine hjemløse katte og fortabte ungdomskærlighed end på violinundervisning. Det er først da Liu Cheng træffer valget at skifte lærer til den anerkendte talentspejder og -udvikler Yu Shifeng, spillet af Kaige Chen selv, at Xiaochun får sin store chance. Men knægten tænker til farens store fortrydelse på mange andre ting end violinspil.
Det kan stryges væk
Der er heldigvis mere end vidunderbarnet og hans violinspil mellem noderne i Together, som derfor ikke bliver så sensationslysten som for eksempel Jodie Fosters Little Man Tate. Together vil også gerne fortælle historien om det splittede Kina mellem land og by. Mellem de gode landsbyboere og de distancerede storbymennesker, der alle kan lære noget af hinanden. Om sønnen, der skal træffe sit første valg efter at have stået på egne ben. Om kærligheden, der er altid vil være større end karrieren. Om musikkens helende kraft. Og så videre, fristes man til at sige. Desværre udvander Kaige Chen nemlig selv sine gode intentioner med unødvendig sentimentalitet og strejf af forudsigelighed. Nok vover han samfundskritikken af sit land, men på sin films karakterers vegne synes han nærmest konfliktsky. De ellers interessante spændinger imellem dem får ikke lov at udvikle sig mere end de kan stryges væk med violin.
Kinesisk sødsuppe
Alligevel er Together dygtigt sat sammen. Det er en publikum-pleaser af de helt store. En af den slags, man synes man har set før, men som gør så godt at se igen. Kaige ved til mindste detalje, hvordan en sødsuppe skal serveres. Præsentationen er imponerende. Lyset er dæmpet og hyggeligt. De fleste af ingredienserne er der, kun det sure er vi sparet for. Instruktøren løfter endda selv skeen op til vores mund og puster nænsomt på symbolikken, så vi ikke brænder tungen. Det er så fermt og venligt gjort, at man næsten føler sig lidt utaknemmelig ved ikke at sætte nok pris på det. Men det er måske fordi, det hele til syvende og sidst alligevel ikke smager af så meget.
|
| |
| | Det er vel en slags attraktion i sig selv, at der overhovedet findes noget ekstramateriale på en lille kineser som Together. Men før træerne gror ind i himlen, bliver man desværre nødt til sige, at de næsten lige så godt kunne have sparet sig besværet.
Det begynder middelmådigt med et par småinterviews med Kaige Chen og et par skuespillere (ingen hovedroller). Kaige forklarer lidt om, hvorfor han selv valgte at spille læreren, samt om hvordan han lod sig inspirere til filmen. Ingen af delene er noget man havde blevet længe oppe for, hvis det var sendt på tv.
Udover en biografi af instruktøren, er der lagt godt 20 minutters såkaldt b-rolls, hvilket betyder videooptagelser fra optagelserne. Personligt har jeg altid godt kunne lide denne slags flue på væggen-oplevelse, men når man ikke har tekstet begivenheden, bliver det svært at holde gejsten. Faktisk bliver det ganske meningsløst.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
