| Smukt spundet efterfølger |
| |
Hollywood har virkelig fået styr på sine helte i disse post-9/11-tider, og det lever især supeheltene højt på. X-Men-filmene må siges at være den største succes indtil nu, men med Sam Raimis utroligt vellykkede efterfølger til 2002’s Spider-Man, er det den vægkravlende unge mand ved navn Peter Parker, der overtager pladsen som den mest vellykkede filmatisering af et tegneserieoplæg.
 | Copyright: Columbia Pictures | Den evige kamp Som så mange andre helte før ham, kæmper Peter Parker/Spider-Man med et helt basalt problem – privatlivet. Livet som forbryderbekæmpende superhelt står i voldsom kontrast til livet som ung universitetsstuderende, og Parker har absolut ikke let ved at få begge dele til at hænge sammen. Spider-Man kommer altid i første række, og det betyder, at Parker må give slip på de ting, der gør ham til et almindeligt menneske. Som en ung mand, der er håbløst forelsket i en smuk kvinde, han tilsyneladende aldrig kan få på grund af sin status som superhelt, er det ikke let. Så Parkers liv er stille og roligt ved at smuldre. Han mister Mary Jane, han kan ikke holde et fast arbejde, det er svært at følge med i skolen, og han har problemer med sin gode ven Harry, hvis far blev dræbt i kamp med Spider-Man i den første film. Så faktisk går det ikke synderligt godt for Lille Peter Edderkop, og det bliver absolut ikke bedre af, at hans depression tilsyneladende begynder at påvirke hans evner. Den skurkagtige Doctor Octopus! Men depression eller ej, så holder verden altså ikke op med at dreje rundt, og det kommer Parker og resten af New York til at opleve, da Dr. Otto Octavius og hans partner Harry Osbourne (sønnen af skurken fra sidste film, Norman Osbourne) igangsætter et ambitiøst fusions-projekt, der naturligvis går grueligt galt. Octavius bliver fusioneret med et sæt tentakler, hans kone omkommer, og vanviddet griber ham. Pludselig har byen fået en ny fjende, hvis motiver synes at være ugennemskuelige men absolut dødsensfarlige. I mellemtiden forsøger Parker at genvinde Mary Janes kærlighed, men det synes at være en kamp, som selv ikke Spider-Man kan vinde. Problemerne i skolen, Tante Mays økonomiske situation kombineret med hans egen og en solid identitetskrise kulminerer i en velfortalt og engagerende historie, som vil appellere til både fans af tegneserien og den første film. Det er ikke underligt, at filmen allerede har haft så stor succes i USA.
 | Copyright: Columbia Pictures | Dramatisk og komisk Peter Parkers identitetskrise og hans personlige forhold til de andre figurer er i høj grad filmens omdrejningspunkt, og det er samtidig dens helt store force. Ikke dermed sagt, at der ikke er masser af action og superhelte-glimmer, som det var tilfældet i den første film. Tværtimod er der både mere og bedre dynamik i filmens actionscener, ligesom den flyder bedre og mere naturligt, nu hvor vi ikke skal introduceres for Spider-Man-universet og alle dets personligheder. CGI-mæssigt er Spider-Man-figuren også mere vellykket og naturtro, og selvom et kyndigt øje sagtens kan se skiftet til animation, betyder det ingenting. Men det, der gør Spider-Man 2 til en virkelig vellykket efterfølger, er det øgede fokus på figurerne, på udviklingen af deres personlighed og den hårfine balance mellem komik, action og melodrama, som Sam Raimi i særdeleshed demonstrerer, at han han mestrer. På intet tidspunkt bliver man lullet i dvale af en lidt for lang, lidt for klodset eller lidt for patetisk dramatisk scene, og det er sjældent en let opgave i en film, der skal appellere så bredt som Spider-Man 2. I stedet bliver man revet med; tvunget i knæ over medfølelsen for den hårdt prøvede super-nørd Parker, mens man kaster sig jublende rundt i biografstolen, når Spider-Man giver sig i kast med at redde verden endnu en gang. Det er velafmålt og -balanceret filmkunst.
Når superhelte bliver impotente Håndteringen af Parkers livskrise kommer til udtryk i mange forskellige dele af filmen. Ganske som det var tilfældet for Superman i den skrækkelige Superman 2(1980) og for Batman i Joel Schumachers fornærmende ringe Batman Forever(1995), skal Spider-Man tage stilling til helt grundlæggende elementer af sin tilværelse – vil han fortsætte som superhelt og potentielt opgive alt det, der er ham nært og kært, eller vil han tilsidesætte sine egne ønsker og drømme og fortsætte med det, som måske er hans skæbne? Valget ser ud til at blive truffet for ham, da hans depression stille og roligt begynder at påvirke hans evner, og han bliver ramt af en impotens af den slags, der velsagtens kun kan ramme superhelte. Og det er et valg, der er både spændende og dramatisk at overvære, og med Raimis kyndige hånd, Tobey Maguires sikre skuespil, Kirsten Dunsts store blå-grønne øjne og Alfred Molinas udmærkede præstation som Doc Ock kan det ikke gå galt. For fanden, selv tante May er interessant og med personlighed, noget som tegneserien ved Gud aldrig formåede. Spider-Man 2 er et af sommerens helt store hits, og med en 3’er i støbeskeen kan vi kun antage, at det bliver endnu bedre. Bravo Raimi.
|
| |
| | (af –FV)
Der er ikke overraskende tale om et gevaldigt ekstramateriale som ledsagelse til årets store tegneseriefilmatisering, og det kan varmt anbefales, at man sætter de nødvendige 6-10 timer af i kalenderen til at komme til bunds i det vigtigste.
På denne plads anmeldes den noget dyrere 2-disc-verison af filmen, som er ude på dvd. Den kan anbefales for den fyldige disc 2, men lad os i første omgang dvæle ved selve hovedfeaturen. Filmen står selvfølgelig i fin teknisk stand, og den ledsages af to kommentarspor samt et info-track. Tobey Maguire og Sam Raimi taler indhold i filmen sammen med producerne Avi Arad og Grant Curtis, mens der lægges mest vægt på teknikken fra hele seks mand m/k på det andet spor. Begge kommentarspor kan varmt anbefales, selv om det ofte bliver en anelse fortravlet med så mange mennesker til at kæmpe om mikrofonen.
Så er der mere ro over Spidey Sense-sporet, som er et tekstkommentarspor, der bidrager med små triviaoplysninger i hele filmens længde. Det er faktisk en ganske sjov måde at gense filmen på, og heldigvis leveret med et fornuftigt overblik.
På den anden disc står bag kameraet-featuren på fulde 2 timer i centrum. Den er delt op i mindre afsnit, som kan ses enten enkeltvist eller i et samlet hele. De to timer kan anbefales som supplement til at høre kommentarsporene, og selv om fortælletempoet er noget adstadigt, så har produktionen af Spider-Man 2 en naturlig sensationsværdi, som gør, at man hænger ved.
Ret skal være ret, for når først man har været den lange tur bag kameraet, så kniber det lidt med at mobilisere særlig stor entusiasme over resten af ekstramaterialet. Der er tre kortere featuretter på små 20 minutters spilletid hver, som kigger nærmere på kvinderne i filmen, på skurken og på Peter Parkers problematiske situation, når han skal kombinere hverdag med status som superhelt. Under titlen ”Enter the Web” gemmer sig en lidt skuffende multi-vinkel-feature, hvor man ser b-rolls fra tre forskellige kameravinkler på en scene, hvor Alfred Molina og Spider-Man slås i Doc Ocks laboratorium ved havnen. Fin udnyttelse af teknikken, men heller ikke meget mere end det.
Endelig er der et galleri med tegneren Alex Ross’ tegninger, som man ser korte glimt af i de medrivende åbningsbilleder på filmen. Her kan de nydes i ro og mag. Der kigges også nærmere på Spider-Man i andre medier under menupunktet ”Interactive”, hvor det især er konsolspillet, der præger billedet.
Der er som beskrevet rigeligt at kaste sig over, hvis man vil nå hele udgivelsen igennem, men den grundige gennemgang af produktionsforløbet og ét af de to kommentarspor (alt efter personlig interesse), bør man unde sig selv for at få hele historien om dette års store blockbuster-hit på plads.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (41 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | nystad 24-11-2007 22:04 | bra film |
| nystad 24-11-2007 22:03 | bra film
|
| michaelw 29-10-2006 18:11 | En meget bedre film end etteren som jeg synes er lidt for langsom og som aldrig rigtig kommer op at køre. Men denne film kommer helt op at ringe med en endnu mere veloplagt cast end i etteren så en særdeles underoldende film. ser frem til treeren. Fem stjerner. |
| spideramn 22-10-2006 18:09 | Hører her folk spiderman filmene har fået størst succes af alle superhelte filme,tjent flest penge, set af folk mest,spiderman vil altid være den bedste, især 2eren og 3eren bliver bedre tror jeg nok.. |
| Laura 4-2-2006 19:12 | GOD film. Men etteren er altså bedre! Synes at den her er sådan lidt mere forudseelig, og "helteagtig". Ja og nu tænker I sikkert at spiderman jo også ER en helt, men det er altså svært at forklare... |
|
|
|  |
|