| Charterhelvedets velsignelser |
| |
Elling blev kendt over hele Skandinavien, da han og kammeraten Kjell-Bjarne forsøgte at etablere sig i en almindelig tilværelse i en beskyttet lejlighed i Oslo. Hverdagen var lidt af en kamp for den forsigtige Elling, hvis vigtigste våben mod samfundet omkring ham var snusfornuft og en god portion sund skepsis.
Sydpå
I komedien Mors Elling er vi hoppet et par år tilbage i tiden til de dage, hvor Elling tilbragte en ordnet tilværelsen sammen med sin mor i en lille lejlighed. Han får hjælp til meget, men formår nu alligevel at danne sig sit helt eget og ualmindeligt firkantede syn på livet udenfor lejlighedens sikre vægge. Moderen er gammel og syg, og hun er godt klar over, at Elling en dag bliver nødt til at lære verden at kende på egen hånd. Så i en sidste livsanstrengelse køber hun to billetter til en chartertur til Mallorca – for hun har altid ønsket sig at komme lidt ud i verden og måske kan Elling også lære noget af det. Vi ved jo godt, at det først er efter hendes død, at han for alvor indser omfanget af samfundet omkring ham, men selv de første små skridt kan være charmerende nok.
Lun humor
Mallorca bliver det, også selv om hele tanken om en charterferie naturligvis ikke står højst på Ellings menukort med livretter, og det er egentlig kernen i denne anden spillefilm, som også er baseret på en roman af Ingvar Ambjørnsen. Ganske som i den første film ligger der en lun kritik og socialskildring i baggrunden, mens den mere håndfaste komik og de skævvredne betragtninger leveres sikkert som altid af Per Christian Ellefsen i hovedrollen. Man griner flere gange af den kulsorte voice over, og man smiler pænt tilbage af filmens indbydende humør, som viser sig fra sin mest smilende side i den fine strandscene, hvor Elling for alvor får set nøgne kvinder til alle sider og derfor må tilbringe en hel dag stående i vand til livet for dog at fastholde en anelse af værdigheden.
Sydens eskapisme
Men Mors Elling føles svagere end forgængeren – og det er vel også en del af forklaringen på, at den ikke får chancen i biografen. Der går lige lidt for meget folkekomedie i udtrykket, og man tænker for ofte tilbage på en dansk grisefest-pendant som Walther og Carlo, mens moderen bliver kurtiseret af en pensioneret major, og Elling falder sødt og naivt for den storbarmede kvinde i værelset ved siden af. Den skarpere skildring af velfærdssamfundets forsøg på at bringe orden i et verdensbillede, det ikke selv forstår, fra den første film anes nu kun meget svagt i baggrunden, mens man følger moderen og Ellings ophold i Syden, og de løsrevne bidder af kritik rammer denne gang selve idéen om at tro, at man kan opsøge lykken andre steder, i stedet for selv at skabe rammerne for den.
|
| |
| | Bliver ikke anmeldt
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
