| En melankolsk kvinde |
| |
Sylvia Plath var en begavet digter, måske en af 1900-tallets største. Hun var også en mentalt skrøbelig kvinde, fanget mellem nye og gamle kønsroller. Plath higede efter det trygge hjem og ægtemanden, der elskede hende betingelsesløst, men hun ville også have rum og plads til at folde sig ud som en stor og beundret digter. Den cocktail – krydret med et tragisk endeligt – har gjort Plath til et ikon.
 |
Copyright:
SF Film |
Husmor og poet
Sylvia tager udgangspunkt i hendes stormfulde ægteskab med digterkollegaen Ted Hughes i halvtredserne og tresserne. De mødes på Cambridge efter hun (Gwyneth Paltrow) har læst et af hans (Daniel Craig) digte. Forholdet er fra starten præget af beåndet lidenskab, men også af Plaths splittelse mellem husmorrollen og digterambitionerne. På parrets første sommerferie sammen skal Plath skrive, men ender med at bage kager hele tiden. Og da Hughes’ første digtsamling er klar, tjener Plath som sekretær: Laver kopier og sender rundt. Bogen vinder priser og får gode anmeldelser, mens Plath selv må kæmpe for overhovedet at blive anmeldt.
Usund jalousi
Parret får børn, og arbejdsfordelingen bliver skævere. Hughes begiver sig ud i verden, feteret og anerkendt, mens Plath bliver hjemme med barnet. Hun udvikler efterhånden en usund jalousi: Hendes mand er flot og belæst, og omgives som underviser dagligt af kønne studiner. Plaths jalousi bliver Sylvias dramatiske brændstof – lige frem til det punkt, hvor den viser sig berettiget: Hughes har en affære og Plath smider ham ud, såret og uforsonlig.
 |
Copyright:
SF Film |
Indpakkede kvaler
Først nu ser vi Plaths mørke side folde sig ud på lærredet. Hun bliver depressiv, får svært ved at sove, "føler Gud tale igennem sig". Men hele tiden virker hendes kvaler og manier sært pakkede ind: Plaths digte kunne være både morbide og ondskabsfulde, men i Sylvia er digteren bare en melankolsk, lidt usikker kvinde, der ikke kan håndtere tilværelsen. Plaths mentale skrøbelighed skildres simpelthen ikke i et format, der gør hendes tragiske skæbne begribelig.
Dådyrøjne og Hollywood-hår
Det ville være nemt at gøre nar af Gwyneth Paltrows våde dådyrøjne og Hollywood-hår i rollen som Sylvia Plath. Men reelt er der ikke meget at udsætte på hverken Paltrows eller Daniel Craigs præstationer. Faktisk gøres der gennemgående en fornuftig indsats både foran og bag kameraet: Billedsiden er smukt mahogni-tonet og Christine Jeffs instruktion virker sikker. Kun en noget håndfast brug af filmmusik skæmmer det håndværksmæssige helhedsindtryk.
Manuskript uden mellemregninger
Problemet ligger snarere i forlægget. John Brownlows middelmådige manuskript byder på masser af nemme, overtydelige forklaringer, men intet dybere indblik i figurernes psyke. Måske fordi vigtige mellemregninger er blevet skåret fra – Plaths tårnhøje ambitionsniveau, Hughes’ umodenhed, begges hidsige temperament. I hvert fald fremstår Brownlows skildring af Sylvia som et vegt og farveløst kompromis. Vi får hverken en markant vinkel på den eminente lyriker eller en nuanceret skildring af hendes dramatiske liv, og derfor bliver Sylvia aldrig rigtig interessant.
|
| |
| | (af -FAV)
Ekstramaterialet rummer en ganske kort featurette med lidt for mange klip fra selve filmen, et par ganske glimrende interviewsekvenser, hvor man får et par minutter i selskab med hhv. Gwyneth Paltrow, Daniel Craig, Blythe Danner og Michael Gambon samt filmens producer og instruktør. De sammenlagt 13-14 minutter giver en god fornemmelse for, hvad det var, der tiltrak skuespillere og bagmænd til projektet.
Endelig er der 3 minutters ligegyldige b-rolls og et par klip fra filmen, som man også kan nyde ude af kontekst.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Asta - Marie
21-9-2008 21:59 | Super fed film :) |
| jkcarlo
27-1-2005 21:53 | fortryllende, fascinerende og dragende mørk. stilsikker og
mesterlig fremføring af gwyneth paltrow
****** (seks af seks) |
| flensted
2-8-2004 17:38 | Jeg tror ikke jeg synes at denne film er så helt så mislykket som den udmærkede anmelder. For det første får man et langt bedre indblik i Plaths og Hughes' forfatterskaber (selvom deres datter erklærede sig imod filmen og bla. forbød filmens skabere at citere Plats digte) end man gjorde i 'Iris', som man næsten uundgåeligt sammenligner den med. I den blev Iris Murdochs forfatterskab totalt udeladt. For det andet tager den ikke så voldsomt parti for nogen af parterne, som eftertiden ellers har gjort. Jovist var Hughes sikkert en sjuft (som feminister siden 1963 har haft travlt med at pointere), men han var ikke kun det, og Plath var uden tvivl ikke nem at være sammen med. Dermed giver den et lidt mere nuanceret billede end de utallige værker om Plath, som har givet Hughes hele skylden for at det gik som det gik. |
|
|
|  |
|
