| Tro, håb og Audrey Tautou |
| |
En mand, der har lavet så markante film som Delicatessen, De fortabte børns by og Den fabelagtige Amélie fra Montmartre, og der som regel forbereder sig med 2-3 års grundighed, må efterhånden leve med store forventninger. Desværre indfries de ikke i den seneste film om Mathilde, der udviser viljestyrke og tålmodighed langt over, hvad der kan forventes af publikum.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Den fabelagtige Audrey Tautou
Jeunet forelskede sig i skuespillerinden – ikke kvinden – Audrey Tautou, da de sammen lavede den i sandhed fabelagtige Amélie . Ikke uforståeligt, og allerede nu i hans næste film er de samlet igen. En smule vovet, ville den skeptiske indvende, for der er ligheder mellem Amélie og Mathilde så store, at man ikke undgår at tage sig i at sammenligne de to i mørket. Men heldigvis er Tautou stadig fremragende. Og En lang forlovelse er hendes film.
Detektiv på krykker
Udgangspunktet kender vi i store træk fra Tilbage til Cold Mountain. Krig gør kvinde enlig, men ligesom Nicole Kidmans Ada Monroe, nægter Mathilde at tro på det værste. Havde han været død, havde hun mærket det i sit hjerte. Med tro og håb akkompagneret af en kærlighed baseret på en enkelt nat, begiver den polioramte Mathilde sig på detektivarbejde med krykker for at finde sandheden om sin elskede Manech (Gaspard Ulliel).
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Dømt til døden for kærlighed
Det viser sig, at Manech ligesom fire andre soldaterkammerater under 1. verdenskrig er dømt til døden for at have påført sig selv skade for at komme hjem til deres elskede. Men i stedet for en regulær henrettelse er de sendt ud i ingenmandsland mellem tyske og franske frontlinjer, og deres skæbner er derfor slet ikke så afklarede, som de dårlige nyheder Mathilde får fra hæren.
Regelbryderen
Jeunet er normalt manden, der kan bryde reglen "don't tell it - show it", og ligesom i Amélie lægger han ud med en indledning på næsten 20 minutters voice-over, der skal bringe os ind i hans særegne univers, der nok udspiller sig i Frankrigs landidyl anno 1920, men som især er en jeunetsk, version, og fremstår som taget ud af sindet på vores hovedperson. Farveladen er hentet fra de franske impressionister, og med den tegner instruktøren igen en drømmeverden. I den er hans flyvende kameraer og karakteristiske nærbilleder stadig hjertelune og til tider magiske, og havde det været hans debutfilm, ville man fryde sig og glæde sig til mere. Men Jeunet har allerede bevist sin visuelle særegenhed, og i En lang forlovelse savner man, at historien kan leve op til de skæve portrætter og visuelle bjergtagninger.
En lang film
Filmen er baseret på Sébastien Japrisots roman "Un long dimanche de fiançailles", Jeunets foretrukne efter sigende, og ligesom i Intet nyt fra vestfronten er der oprørende krigsberetninger fra skyttegravshelvedet og iscenesættelser som videreført fra Saving Private Ryan, hvor vi er helt i øjenhøjde med soldaternes rædsler. Men hovedsagligt er det Mathildes film, og det er igennem hendes efterforskning, der mest består af brevveksling med vidner og sin hyrede privatdetektiv, at filmen begynder at halte som hende selv. Selvom Jeunet har forsøgt at gøre hende mere aktiv (i bogen sidder hun i kørestol) for at komme tættere på filmsproget, mærker man stadig det skriftlige forlæg ånde den tungt i nakken. 134 minutter er lang tid, når en fortællerstemme er den fremdrivende kraft, og selvom styrken i det episke format ligger i dens forløsning, er det ikke nok til, at man følger opklaringen så ukueligt og intenst som Mathilde og Jeunet selv.
|
| |
| Seneste kommentarer: (8 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Johnny Pepperoni
25-1-2007 16:46 | Jeg elsker at folk der ikke kunne lide filmen generelt ikke kan lide franske film. Hvad regnede i egentlig med? For at være ærlig er filmen her meget bedre end anmeldere har gjort den til. Ikke kun er den et visuelt og cinematografisk mesterværk, den er gennemtænkt ned til mindste detalje. Mange overser rigtig mange ting i slutningen, der har mere at byde på end man skulle tro, og som helhed er jeg vild med karaktererne. Skam jer, folk der ikek kan lide den, og smut tilbage til jeres letfordøjelige Hollywood film istedet. 5/6 |
| hmm
25-1-2007 12:53 | FUCK en skod film - alt for lang! - alt for fransk!
men hva regner man med når man sætter sig for at se 134 min's ren LORT! |
| EA
27-3-2006 23:20 | Jeg har efterhånden set en del anmeldere skrive at den er langtrukken, og det kan jeg give delvis ret i, men alt i alt synes jeg filmen er så smuk, at jeg nemt kan abstrehere fra det.
Og jeg er enig med folk i at Hr. Larsen skulle se filmen igen.
Bed også mærke i den "baseret på en enkelt nat"-sætning, hvor amatør-agtigt... |
| lona nilå
19-12-2005 22:47 | Man må sige anmelderen her, har en meget negativt indstilling til filmen. Ærgeligt for ham. Hvis man er vild med filmen, kan jeg kun anbefale, at man læser bogen, som af gode grunde, er en del mere uddybende. Iøvrigt synes jeg det er utrolig dumt sagt, og viser tydelig uvidenhed for historien, når man siger at Mathilde og Manechs kærlighed er "baseret på en enkelt nat". Så har man da for alvor misforstået essensen deres forhold, som jo netop danner rod, helt tilbage i deres barndom. |
| jkcarlo
12-4-2005 00:28 | man skal være til franske film, hvis man skal kunne lide dette klassiske kærlighedsdrama om en bondepige, der lever i håbet om at gense sin elskede, der efter sigende er faldet i krig.
jargonen fra den fabelagtige ameli går igen i en lang forlovelse, der er lettere forvirrende med sine mange informationer, der skal formidles på vejen til opklaringen af mysteriet om den faldne soldat.
filmen er flot filmet, og der er mange fine indfald, men den er desværre også lettere kedelig efter min mening. men franske film har heller aldrig rigtig været min kop the
*** (tre af seks) |
|
|
|  |
|
