| En amerikansk rock-odyssé |
| |
”Den dårligste film nogensinde,” har Aki Kaurismäki selv kaldt sin første Leningrad Cowboys-film – ”med mindre du tæller>Sylvester Stallones film med.” Hvis ikke man kendte den finske instruktørs ry for stædig selvnedgørelse, ville man tro han fiskede efter at blive modsagt. For Leningrad Cowboys Go America er tværtimod en lille perle af en independent-komedie: Underspillet vittig og sprudlende opfindsom.
Det altædende USA
Filmens omdrejningspunkt er det sibiriske titel-orkester, der drager til USA på foranledning af en lokal impresario. ”Tag til USA, der æder de hvad som helst,” lyder hans råd, da han hører de seks sovjetiske cowboys spille op til russisk folkedans. Og af sted tager de, ledt af den enerådige manager Vladimir, der er fast besluttet på at få en rock’n’roll-succes ud af det bizarre og mildest talt talentløse orkester.
Episodisk og løs
Rejsen til USA skildres episodisk og løst i Leningrad Cowboys Go America, nu og da afbrudt af spøjse, stumfilms-agtige mellemtekster. ”Sometimes, on Sundays” står der på et tidspunkt, hvorefter vi ser det forsamlede orkester kaste længselfulde blikke efter en traktor, der minder dem om den fjerne hjemstavn. Hele road movie-strukturen er langt hen ad vejen blot et listigt påskud for et væld af visuelle gags, og som sådan tjener den fint sit formål.
Uforklarlig komik
Meget af komikken centrerer sig om de sibirske cowboys’ bizarre look: De strittende enhjørninge-frisurer, de sylespidse sko, de skarpe jakkesæt. Stilen stiller eksempelvis helt specielle krav til kister. Men Kaurismäki og kompagni kan også få meget ud af simpel inkongruens: For eksempel en betalingstelefon, der hænger på siden af en lade langt, langt ude på landet. I sidste ende kan filmens humor dog dårligt forklares, for magien ligger i den underspillede ironi, perfekte timing og Leningrad Cowboys’ dead pan-komik.
Finner på bølgelængde
Leningrad Cowboys Go America fungerer ikke altid optimalt, og hen i mod slutningen er man til tider ved at miste tålmodigheden med den episodiske struktur. Men filmen virker, fordi Kaurismäkis samarbejdspartnere i det finske kult-orkester Sleepy Sleepers – der spiller Leningrad Cowboys – tydeligvis har samme på en gang sindige og absurde humor som auteuren. Med en lidt fortærsket kliché: Form og indhold går op i en unik og meget charmerende helhed.
Hverdagspoetisk billedside
Med sit meget bevidste valg af locations – slidte baggårde, osende fabrikker, lurvede beverdinger – iscenesætter Kaurismäki samtidig et skævt og egensindigt portræt af det USA, der ikke levner meget plads til hverken håb eller drømme. Filmens hverdagspoetiske billedside løfter de sovjetiske cowboys’ amerikanske eventyr over den basale rock’n’roll-satire og gør Leningrad Cowboys Go America til en tankevækkende uudgrundelig satire over forholdet mellem øst og vest.
|
| |
| | Hvad lyd- og billedkvalitet angår, fungerer Leningrad Cowboys Go America udmærket i DVD-format. Men det er tyndt, at der ikke er blevet plads til noget ekstra-materiale – overhovedet. De fleste DVD-snedkere inkluderer i det mindste en tekst-biografi eller et billede-galleri, om ikke andet så for et syns skyld. Her er intet som helst, og karakteren må nødvendigvis blive derefter.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
