| The big blow |
| |
Tag én snobbet rigmand, et hold hyggelige småforbrydere på spanden og tilsæt en masse sammenfiltrede sammenstød, og du har den amerikanske caper-film ('caper' betyder helt bogstaveligt 'krumspring').
Rigmanden skal røves og de ludfattige, charme-kriminelle forgyldes. Hvordan? La Grande Illusion. Det store kup med fupnumre, spil for galleriet og indviklede krumspring, hvor kun ét er sikkert: Alle bliver fuppet.
Caper-filmen – der for alvor vandt terræn med 60’ernes Rat Pack – har de senere år oplevet en ægte renæssance med remakes som Ocean's Eleven og The Italian Job. Der blev dog også lavet kupfilm før disse store, dyre remakes, ikke mindst i midten af 90’erne, hvor forfatteren Elmore Leonards bøger dannede forlæg for tre af de største: Get Shorty, Jackie Brown og Out of Sight.
Nu er Leonards skarpe iagttagelser af det intrigante ensemble-kup igen blevet overført til film. Turen er kommet til "The Big Bounce", der allerede er blevet filmatiseret én gang før, nemlig i 1969. Det var ingen succes. Og det er 2004-versionen heller ikke.
Paradise on stereotype island
Jack Ryan (Owen Wilson) er en dagdriver og en tølper, der fra sit midlertidige hjem på Hawaii trisser nærmest bedøvet gennem livet. En klassisk all-american bum, en rigtig fordragelig fætter, der fordriver tiden med småkriminalitet og småjobs; senest som byggearbejder for øens rigmand Ray Ritchie (Gary Sinise).
Livet løber ingen steder, og det gør Jack så sandelig heller ikke. Lige indtil han en dag møder sin boss’ elskerinde, den solbrune, blonde Nancy (Sara Foster). Nancy er træt af livet som playtoy, og med Jack som vild og villig partner begynder de to at planlægge et kup for at stjæle 200.000 af rigmandens dollars.
Så nemt går det dog ikke, for mens Jack og Nancy render rundt og solbader, flirter og bader, dukker andre kupmagere op. Der er den halvdumme håndlanger Bob Jr. (Charlie Sheen); den kølige, kalkulerende dommer Walter Crewes (Morgan Freeman), der søger sin egen vinkel frem for lovens; den fordrukne, bitre rigmandskone (Bebe Neuwirth) og flere endnu.
Jo, de er her alle sammen – og intet er naturligvis som det umiddelbart tager sig ud. Alliancer skifter, som vinden blæser, bag facaden er blot endnu en facade. Et kup er aldrig bare et kup.
Velbehag som valium
Faktisk synes kuppet i The Big Bounce at være, at der slet intet kup er. Der snakkes om det og bygges op til det, indtil man – alt for tidligt – indser, at kuppet faktisk er ligegyldigt; at The Big Bounce mere er en afslappende dag på stranden end overrumplende, indviklede intriger.
Den røde tråd ignoreres ikke bare – den skæres helt over. Den første time går med Jack og Nancy badende i bølgen blå og flirtende, alt imens de fortæller historier lige så almene som læserbrevene i Alt for Damerne. Nancy vil score kassen og væk fra Hawaii; Jack vil give sit liv mening og finde kærligheden. Uden at de dog eksplicit siger dette, for der er jo ikke plads til følelser i det smarte, smurte pseudo-kup.
Rige Ray Ritchie forsvinder fem minutter inde i filmen og vender først tilbage efter en time – og det samme gælder historien. Ind i mellem bliver der stjålet punge, nøgenbadet og ført dialoger mere tomme end de flotte Hawaii-sandstrande: Én af Jacks småkriminelle venner forsøger at afpresse Nancy $1500; Jack spiller poker med dommeren Crewes; Jack og Bob Jr. tumler rundt i en stiv, usjov slåskamp - og alt sammen uden relevans for kuppet. Man kan praktisk talt ane den røde stand-by-knap blinke i baggrunden.
Stivnede smil
Sjældent har en så kort film føltes så lang – og dét er en skam. For trods alt vrøvlet og den komplette mangel på konflikt og fremdrift, aner man ansatser til, i det mindste, en hyggefilm. Hawaii fremstår solbeskinnet lækker, de prominente skuespillere hygger sig indbyrdes, og dialogen når endda i ny og næ samme høje niveau som i Get Shorty.
Det er dog alt for sjældent, alt for lidt og alt, alt for tyndt. Kupfilmen savner simpelthen et kup, for uden et sådant bliver de mange forviklinger og facader mere anstrengende end inspirerende. Varemærkerne – de kølige fyre, den moderne femme fatale, de smarte one-liners og den distancerede ironi – er her, men varen er ikke. Her er kun hul snak, stivnede smil og en frygteligt masse surfer-billeder. Det ville næppe holde til en 5 minutters kortfilm – og slet ikke til 88 minutters ensemble-vrøvl.
|
| |
| | Den obligatoriske bag kulisserne-feature, "The Big Bounce: A Con in the Making", består af 12 minutters indbyrdes rygklapperi og ros til forfatteren bag bogen bag filmen, Elmore Leonard, hvis filmatiseringer "alle i Hollywood" angiveligt drømmer om at være med i (?).
De to surfing-features, "Surfing the Pipeline" på 4 minutter og "Wicked Waves" på 8 minutter, har nogle fine billeder af surfere, men omhandler ellers ikke filmen. Hygge på stranden – en død hval i DVD-afspilleren.
Det noget tarvelige show afrundes af en klassisk, upbeat Hollywood-trailer.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
