| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (10 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
1.85:1, 16:9 Anamorphic Widescreen
Lyd:
Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale:
Interview med Max von Sydow, biografi over Knut Hamsun |
|
|
|
 |
Hamsun
| Nationalhelt og landsforræder |
| |
Den store norske digter Knut Hamsun, der blev hyldet for sine banebrydende, moderne romaner, beskæmmede sine sidste leveår ved at sympatisere med Hitler-tyskland og åbent støtte Quislings marionetregering. Da Hitler faldt, blev Hamsun anholdt, mentalundersøgt og dømt for landsforræderi.
Stor kunstner eller nazist?
Siden har Hamsun naturligvis været genstand for vidtstrakte diskussioner, om hvorvidt en kunstners politiske overbevisning bør tælle med, når man vurderer hans kunst. Og i 1979 kom så den danske forfatter Thorkild Hansens dokumentarroman "Processen mod Hamsun" hvor Hamsun fremstilles som offer for manipulation fra sin hustrus og besættelsesmagtens side, og hvor nordmændenes hårde dom over deres nationalskjald tages voldsomt i rette.
Bogen vakte furore i Norge, og der skulle gå femten år inden tiden var moden til en filmatisering af det kontroversielle stof.
Bitterhed
Hamsun er en gammel mand, da vi møder ham i filmen - og den væsentligste del af hans forfatterskab ligger bag ham. Forholdet til den 22 år yngre Marie (Ghita Nørby) er præget af bitterhed og gensidige beskyldninger. Hun kan ikke tilgive ham, at han fik hende til at opgive sin skuespillerkarriere for at leve på hans vilkår og passe deres fire børn, mens han ofte var længe væk fra hjemmet for at få ro til at skrive. Men med nazismen finder hun en ny 'rolle' som talerør for Hamsuns tyskvenlige ideer.
Smidt ud af Hitler
Vendepunktet bliver Hamsuns personlige møde med Hitler. Den norske forfatter ankommer i dyb beundring for Hitler, hvis kongstanke Hamsun naivt har han troet var et nordeuropæisk 'germansk' fællesskab - et slags EU - af selvstændige stater. Men da han kritiserer førerens brutale rigsforstander i Norge, vil Hitler ikke høre på ham. Hamsun mister besindelsen, bryder sammen og bliver bogstaveligt talt smidt på porten.
Det er spændende stof, og Max von Sydow skildrer den karismatiske, men despotiske ægtemand og familiefar og det voldsomme følelsesmenneske med en styrke, der langsomt går over i sårbar skrøbelighed, efterhånden som Hamsun ældes, og hans selvbedrag begynder at gå op for ham.
Langt og tungt
Hamsun er en flot gennemarbejdet, men også meget tung film, hvis udstrakte dialoger og langsomme fortællerytme gør den en anelse trættende. Desuden har filmen et stærkt teaterpræg i kraft af den til tider tunge dialog og de tableauagtige scener, og det er et filmsprog vi gennem de år der er gået siden Hamsun havde præmiere i 1996, er blevet uvant med. Jan Troell har selv siddet med bag kameraet og i klipperummet, og filmen er billedligt formfuldendt, skønt ekstremt statisk filmet. Den estiske komponist Arvo Pärts vemodigt-sjælfulde musik bidrager til det tunge, langsomme præg.
Postulater
Det største problem er dog at der refereres så meget til begivenheder, der ligger langt inden filmens univers begynder. Det er forståeligt nok, når historien jo handler om de sidste år af et menneskes liv, men det betyder at meget af dialogen går med udredninger og forklaringer, som kommer til at stå som tomme postulater, når tilskueren ikke har set og følt de begivenheder der henvises til.
Digteren Hamsun?
Det samme gælder Hamsuns virke som forfatter. Intet sted i filmen møder vi citater eller henvisninger til hans værker og digteriske inspiration. De af hans tekster, der citeres er politiske indlæg i dagspressen. Det er ganske vidst ikke filmens ærinde at skildre Hamsun som digter, men uden nogen demonstration af hvad han var, før han blev gammel, kommer han til at stå som en skævvredet og igen - desværre - postuleret person. Sydow skildrer eminent den gamle mands stolthed og påståelighed, som gradvist smuldrer - men vi ser ikke digteren og den litterære fornyer.
Knut taler svensk!
Selvfølgelig er der meget at komme efter i filmen. Max von Sydow har sjældent været bedre, også Ghita Nørbys præstation er god, og der er flere fine biroller, såsom Edgar Selge som den kyniske Terhoven, og Anette Hoff som Hamsuns alkoholiserede datter Ellinor. Så må man se gennem fingrene med det paradoks at Knut Hamsun - den mest norske af alle nordmænd - taler svensk i filmen. Sandt nok kunne næppe nogen nordmand spille ham bedre end Max von Sydow gør, men det svarer altså omtrent til at den høje, magre svensker med det karakterfulde ansigt skulle spille vores egen H.C. Andersen.
Rehabilitering?
Hamsuns problematiske sympati for Hitler forklares bl.a. som stammende fra et stærkt had til den britiske imperialisme, som han har set udfolde sig gennem hele sit liv. Ligesom mange intellektuelle i senere årtier så hen til Sovjetunionen som et alternativt til det imperialistiske, forbrugsorienterede og kapitalistiske USA, kan man godt forestille sig at Hitler-tyskland kan have vakt tilsvarende følelser hos folk med en baggrund som Hamsuns. Men senere forskning har påvist, at Thorkild Hansens bog, og dermed også Troells film, næppe rummer hele sandheden om den problematiske figur, for går man Knut Hamsun efter i sømmene, er der antidemokratiske og reaktionære træk at spore langt tilbage i forfatterskabet.
|
| |
| | Det eneste relevante ekstramateriale på denne udgivelse er et interview med Max von Sydow. Den navn- og ansigtsløse danske interviewer stiller ikke altid skuespilleren de mest skarpe spørgsmål, men den indsigtsfulde og velformulerede von Sydow får heldigvis lov til at tale løs og perspektivere filmens komplicerede og kontroversielle hovedperson.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
