| Bodypaint og dildoer... |
| |
Det største problem i Better than Chocolate - en canadisk film med en masse lokale talenter i hovedrollerne – er dens akavede forsøg på at portrættere en ung, lesbisk piges problemer med at afsløre hendes homoseksualitet for sin mor. Før dette sker skal seeren hives igennem næsten 2 timer med karikerede og ekstreme figurer, såsom transseksuelle og lesbiske stereotyper. Alle karikerede til det ekstreme i forsøget på at skabe en sødmefyldt komedie, der undervejs skal give seeren et mere afbalanceret og mindre fordomsfuldt forhold til homoseksualitet.
Rodet
Men manuskriptet er rodet og tager mange afstikkere undervejs. Maggie er filmens hovedperson – en ung lesbisk pige som falder for Kim, en omvandrende kunstner, der hurtigt får afprøvet sine færdigheder i en hed bodypaint-sexscene med Maggie. De flytter sammen nogenlunde samtidig med at Maggies nyligt fraskilte mor kommer til byen – og også flytter ind.
Humlen – midt i den blomstrende kærlighed mellem de lesbiske piger – er, at moderen ikke ved noget om Maggies homoseksualitet. Samtidig befinder hun sig i et seksuelt ørkenland og skal pludselig til at genopdage sin krop og behov. Til alt held har lesbiske øjensynligt dildoer som dekorationsgenstande.
Hvor blev historien af?
Better Than Chocolate udvikler sig hurtigt til en farce, hvor Maggie prøver at redde sin spirende romance, samtidig med at hun skal fortælle moderen sandheden. Midt i det hele bliver hendes arbejde i en butik med sexlegetøj stødstenen til Maggies spirende karriere som politisk aktiv feminist.
Lyder det interessant? Desværre er personerne så skræmmende stereotype, at man nærmest bliver fornærmet over deres overfladiske forhold til de kontroversielle emner, som instruktør Anne Wheeler bringer op, såsom censur og diskriminering.
Skuespil og titel
Det mest underholdende i Better Than Chocolate er næsten titlen. Den har nærmest ingen reference til selve historien – og når endelig den enkelte replik, der forklarer sammenhængen dukker op, må man nærmest knibe sig i armen for ikke at kaste fjernkontrollen efter fjernsynet.
Filmen er som helhed et miskmask med masser af huller, indlysende observationer og i kraft af en evigt smilende Karyn Dwyer i rollen som Maggie håbløst optimistisk. Langt fra virkelighedens verden får den aldrig nerve – og det absurde gør den aldrig tilnærmelsesvis sjov.
Hvis man er til nøgne lesbiske piger – fint nok. Men hvis man gerne vil have et realistisk indblik i det liv en moderne lesbisk lever, så gå ud og lej Go Fish.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Jennifer
7-2-2007 14:45 | Det var en virkelig fascinerende film. blev virkelig grebet af den. Tænk, at 2 menensker, elsker hinanden, så meget, at de fuldstændig er ligeglade med andres meninger. Bortset lige fra moderens, omkring Maggie. De bliver nærmest til 1 person, selvom de er meget forskellige. Og den måde de udtrykker sig på, gennem den scene, med sex og kunst, den er bare.. Ja. Den film giver virkelig én, noget at tænke over. |
| Mette
3-7-2005 13:07 | Hvor kan man købe denne film med danske undertekster ?? |
|
|
|  |
|
