| Solgennemvædet lyrik |
| |
Der var kamp om Oscar’en for bedste udenlanske film tilbage i 1993, og ikke mange havde regnet med, at den spanske filmmager Fernando Trueba skulle løbe med æren foran så prominente instruktører som Ang Lee (The Wedding Banquet), Kaige Chen (Farvel Min Konkubine) eller Tran Ang Hung (Duften af Grøn Papaya). Men set i bakspejlet, og ikke mindst i lyset af den aktuelle premiere på Truebas humoristiske fabel, er æren alt andet end ufortjent. En premiere, der nok er lettere forsinket, men selv ti år kan ikke få en forgyldt filmperle til at falme.
Backdrop
Belle Epoque foregår i 1931 i et Spanien, hvor den republikanske revolution gør opgør med monarkiet og den katolske kirke. Fernando er en deserteret fra den kongelige hær og strejfer på må og få om i det spanske landskab. Her møder han Manolo, en liberal kunstner, som straks fatter sympati for Fernando, der som tidligere præsteelev har samme åbensindede, politiske ståsted.
Fernandos ophold kolliderer dog med det årlige besøg fra Manolos fire døtre; den seriøse og sørgende enke Clara, den maskuline Violeta, æggende Rocio og unge og uskyldige Luz. Alle underskønne kvinder, der hurtigt maner Fernandos idé om at drage videre til jorden. I stedet bliver stormfyldte forelskelser og kurmageri på kryds og tværs dagligdag i de idylliske omgivelser.
Universel
Meget af Belle Epoques jordnære charme tager udgangspunkt i den universelle humor det er at se en mand være under kontrol af sin libido. Trueba benytter sine figurers ’hvis det føles godt, så gør det’-attitude til at tegne en billede af sindstemningen i befolkningen under den republikanske revolution; en forandring i det rigide, katolske Spanien til en mere liberal æra. Udtalt i scener hvor Rocios forlovede, den stive rigmand Juanito, gør oprør med sin dominerende mor. Juanito er så tæt forbundet med katolicismen, at han tror livet som rebel indbefatter et besøg hos den lokale præst, der har en ceremoni for den slags.
Nedtonet
Det politiske billede af Spanien er dog ikke mere end et svagt messende tema i baggrunden, for Belle Epoques styrke såvel som svaghed er, at den ikke foregiver at handle ’om noget’. Der er ikke noget reelt plot, men istedet en lang stribe af underholdende sammenstød, der ikke reelt set udbygger nogen af figurerne. Fernando, spillet af Jorge Sanz, er især vag, og hans erklærede agnosticisme får aldrig reelt kontakt med hans uhæmmede romanticisme. Så er Manolo (der bliver spillet upåklageligt af den store, spanske karakterskuespiller Fernando Fernan Gomez), faderen til de fire skønne kvinder, langt mere interessant. Ikke alene er han en hanrej, hvis hustru bedrager ham uden skrupler, han er også en anarkist uden noget at gøre oprør imod. Alt er mere eller mindre som han ønsker det; han er en selvbestaltet kunster og en lykkelig familiefader, og hans underliggende livsglæde varmer hele filmen. Ikke mindst når man som biografgænger ved, hvilke frygtelige tider der venter forude for et Spanien under Franco-årene.
Som komedie bestående af udelukkende lystige indfald lider Truebas film ikke voldsomt under disse let skitserede figurer. Det er en film, der med solgennemvædet lyrik fejrer menneskets sensualitet, og minder os alle om, at sex kan være nænsom, inderligt, smukt og ubekymret. Heldigvis med et underliggende smil hele tiden, så inderligheden i budskabet aldrig bliver anmasende.
|
| |
| | (af -FAV)
Den på coveret lovede Making Of er desværre ikke at finde på skiven, og det efterlader os med et par biografier og en flot dvd-æske til hylden.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
