| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (29 stemmer) |
|
|
|
 |
Agata og stormen
| En storm i et glas vand |
| |
Brød og tulipaner, hvor en midaldrende Licia Maglietta kastede sig ud i livet og flyttede ind hos en poetisk eneboer i skikkelse af Bruno Ganz, var en ganske hæderlig og mildt sprællende italiensk romantisk hverdagskomedie. Den viste, hvordan instruktøren Silvio Soldini kunne sætte flere strenge i spil og på en gang formidle små fine melodiske udløbere og samlende harmonier. Hvis man fastholder det billede af en måde at lave film på, må man konstatere, at han har skiftet sin velklingende harpe ud med en billig spansk guitar, hvor han knapt har fået stemt strengene, og harmonierne langt hen af vejen helt går fløjten.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Lykken er fred, ro og kærlighed
Det ser ellers glat nok ud. Vi følger igen den smukt smilende Licia Maglietta, denne gang i rollen som boghandler-indehaveren Agata, der lever lykkeligt alene og nyder opmærksomheden fra den noget yngre bejler Nicola. Hun må også lægge øre til sin bror, Gustavo, der har fundet ud af, at han i virkeligheden ikke er hendes bror og derfor på vej ned med flaget i en identitetskrise. Inden det når så vidt, får han dog held til at opsøge sin nyfundne bror, Romeo, en småtskrydende tøjsælger, der er sin kone utro pr. refleks og drømmer om at slå sig ned med en put'n'take-sø som baggrund.
Lykken er fred, ro og kærlighed, og det skal det åbenbart tage to timer at fortælle.
Gumpetung forestilling
Små overraskelser som elpærer, der springer på grund af Agatas indre spændinger, Ann-Elenora Jørgensen i en totalt overflødig plakat-pleaser-rolle hjælper på ingen måde filmen. Det forbliver ved flyvske forsøg på at pumpe følsomhed ind i den gennemgående gumpetunge forestilling. Man mærker aldrig for alvor kriserne kradse, og den glatte, forsøgsvis muntre overflade er i længden meget svært at tage alvorlig. Frem for at fokusere på fortællingen, flimrer filmen af sted som en mellemting mellem tegneserie og teater - stive billeder, skærende skarpe udtryk og en ligefrem dialog, der ville gøre sig ligeså godt i talebobler.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Kedelig
Agata og stormen er som to mellemgode manuskripter af Pedro Almodóvar, hvor hver anden side – de sjove vel at mærke – er faldet ud. Almodóvar formåede med elegance at sætte nogenlunde de samme kryderier i spil med film som Min hemmeligheds blomst og Kvinder på randen af nervøst sammenbrud. Her oplever man hverken elegance, humor eller drama. Kedelig er vel grundlæggende en unuanceret betegnelse. Men nogen gange rammer den bare plet, og dækker det hele. Det er desværre tilfældet her.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
