| Humoristisk Hollywood hurlumhej |
| |
I december måned tilbage i 1985 blev to mænd pløjet ned på åben gade i New York. FBI ledte hurtigt mistanken hen på mafiaen, nærmere betegnet den berygtede John Gotti. Filmen her er baseret på den sande historie om FBIs forsøg på at optrævle mafiaen ved at gå undercover i filmbranchen. Det lyder måske forvirrende – og det er det også – for forfatter og instruktør Jeff Nathanson har godt nok gjort et ihærdigt forsøg på lave en rapmundet Hollywood/G-Men komedie, men den er kun sporadisk vellykket.
Afklippede fingre og døde hunde
The Last Shot starter fortrinsvist sort. Den dedikerede FBI-agent, Joe Wells, får under en tophemmelig mission afklippet sin pegefinger af to 'småfisk' indenfor mafiaen, og efterfølgende kommer han hjem og får at vide af hushjælpen, at hans elskede hund har begået selvmord ved at drukne sig i jacuzzien. Efter begravelsen bliver han mødt af sin chef, der sender ham til Providence for at få større mafiafisk i nettet. Under dække af at være Hollywood-producer, møder han den sølle billetkontrollør Steven Schats, hvis drøm, det er, at instruere sin egen film, og med FBIs greenlight, går filmproduktionen i gang.
Filmens humor og den komiske timing virker lovende for de næste 90 min, men så skrider det for Hr. Nathanson. Han formår aldrig helt at forklare sammenhængen mellem de to mord i New York og hvad helt præcis mafiaens involvering med filmindustrien er. Det efterlader lidt af et plothul, idet han hastigt bevæger sig videre til andet akt af historien.
Get Shorty er set på hjørnet af State and Main
Resten af filmen holder sig oprejst ved hjælp af en flok pudsige karakterer, der mildest talt er filmen. Makkerparret Matthew Broderick og Alec Baldwin som Schats og Wells fungerer ypperligt som filmens akse, hvorom Calista Flockhart som Stevens frustrerede skuespillerkæreste Valerie, Toni Collette som den berømte, men noget ucharmerende skuespillerinde Emily French, Ray Liotta som Wells chef og Tony Shalhoub som den vansirede mafioso Tommy Sanz, roterer. De mange forskelligartede skikkelser kunne nemt spænde ben for hinanden, men takket være de meget David Mamet-agtige relationer, virker figurerne godt sammenflettede med masser af bid og skæv charme, der trods filmens meningsforstyrrende elementer, redder den fra at gå totalt i glemsel.
|
| |
| | Meget er der ikke at komme efter. De slettede scener og fraklip gør som sædvanlig ingen forskel fra eller til, og er tilmed ikke engang interessante eller morsomme, så hvorfor blive ved med at proppe dem ind på disse ekstramateriale-forumer?
Interviewet er nu meget pudsigt at opleve, hvis man har nogen interesse i den sande historie bag filmen. De to filmskabere, Gary Levy og Dan Lewk konfronterer efter ti år FBI-agenten, Garland Schweickhardt, som dengang gik undercover som filmproducer uden selvfølgelig at fortælle de to, at deres store drøm aldrig ville blive realiseret. De 12 minutter er værd at ofre.
Til slut skal det nævnes eller ynkes, at det åbenbart kun er instruktør Jeff Nathanson og Matthew Broderick, der har haft tid eller lyst til at optage et kommentarspor og jo mindre sagt om det, jo bedre. Som Matthew Broderick selv siger i starten: "Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige" og det er ikke engang løgn. De to herrer er nu meget vittige, men det er ligesom ikke nok til at få folk til at investere endnu 90 minutter på filmen, så lad være!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
