| Dage på flaskens bund |
| |
Bobby Long er en god historie værd. Det synes den debuterende instruktør Shainee Gabel i hvert fald, så den fortæller hun med denne kærlighedserklæring til tre skæve eksistensers tilværelse, som den udspiller sig på sydsiden af Mississippi-floden, skråt over for New Orleans’ tætpakkede franske kvarter. Klangen fra Bourbon Street og dens ligesindede runger fordrukkent over vandet til det forfaldne hus, hvor Bobby, Lawson og snart også Pursy prøver at holde styr på livet.
 | Scarlett Johansson som Pursy
Copyright:
Angel/Scanbox |
Arven
Forhistorien er såre simpel. Pursys mor var jazz-sangerinde, flyvsk og ude af stand til at tage sig af sin datter. Det er derfor bedstemoderen i Florida, der har opdraget Pursy, og afstanden mellem mor og datter er over årene blevet så stor, at de har tabt kontakten. Da nyheden om moderens død ikke når frem til Pursy før efter begravelsen, tager den unge, trailer-trash-pige vestpå til New Orleans for at se på det hus, som er den eneste arv. Overraskelsen er stor, da det viser sig, at huset bebos af to småfordrukne mænd – den tidligere litteraturprofessor Bobby Long (John Travolta i fin form) og hans unge protegé og biograf Lawson.
En ny beboer
De har skruet en tilværelse sammen med alkohol som det faste holdepunkt og lever i en sand sky at litterære citater og vaskeægte boheme-stil. Et selvvalgt forfatter-martyrium, der dagligt kæmper for at leve op til historiens store forgængere, som også er gået i hundene i jagten på den perfekte roman. Vi fornemmer, at de har kendt Pursys mor, og efter et par grundige overvejelser flytter Pursy ind på et ledigt værelse og begynder stille, men sikkert, at få styr på det lille hjem. I virkeligheden er den afdøde sangerinde fra graven i fuld gang med at gennemføre en større og ganske snedig plan, som ingen af de tre involverede evner at gennemskue.
 | John Travolta nyder rollen som livsnyderen Bobby Long
Copyright:
Angel/Scanbox |
Flaskens bund
A Love Song for Bobby Long er en ganske enkel og ligefrem historie. New Orleans er rygraden i projektet, en sindstilstand hvor man fornemmer den kvælende sommerhedes indflydelse på personerne under den. På trods af de lange, tømmermandsramte dage og håbløsheden, som den tager sig ud på bunden af en tom flaske, så hylder Gabel samtidig myten om den skabende forfatter og sætter hele illusionen om den kreative boheme-tilværelse til diskussion ved at placere en jordbunden og realistisk figur som Pursy (Scarlett Johansson mere naturlig end nogensinde) i fortællingens midte. "Livet er altid bedre i bøger – det er derfor de er bøger" – det er dén indsigt, Gabel gerne vil lære os og sine hovedpersoner, og med den livslektie i baghovedet kan filmen anbefales til både forfattere in spe og alle andre med forkærlighed for hjertevarme sydstatsdramaer.
|
| |
| Seneste kommentarer: (14 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Nina
9-1-2010 23:33 | Denne film er min absolutte favoritfilm! |
| Nanna Panduro
4-11-2009 19:54 | Det er nu 3. gang jeg ser filmen, og den er lige rørende hver gang.
Smuk, stmningsfuld, varm og spændene.
KAN KUN ANBEFALES!!! |
| Heinrich
7-8-2009 01:33 | Synes det er en god film. Stemningen i filmen er helt unik |
| Eldine
4-8-2009 23:54 | den bedste film siger du jeg vil mere
kalde det for den dårligste film |
| Anne
4-8-2009 23:30 | Jeg er enig med Samuel, dette er en af de bedste film jeg har set og jeg har efterhånden set den mange gange. Jeg elsker den specielt fordi den er så smuk.
Scarlett er ikke fejlfri, men billeder og musik kompencerer for det - en poetisk symfoni. |
|
|
|  |
|
