| Den blide bokser |
| |
Cinderella Man besidder hverken Raging Bulls fatalistiske storhed eller Million Dollar Babys stærke afbildninger af mellemmenneskelige forhold. Men det gør mindre, når den er så sikker i sin sag: Det er en virkelig historie serveret som et eventyr af drømmefabrikkens helt store mester.
 |
Copyright:
UIP |
I coulda been a contender!
New Jersey, foråret 1929. James J. Braddock (en strålende Russell Crowe) er en ung, irsk bokser på vej mod titelkampen i sværvægt, en ’contender’. Lige før titelkampen går det hele dog galt. Først taber han en kamp, dernæst bliver han skadet, og med børskrakket i 1929 taber Braddock og hans familie med ét sin formue investeret i aktier og fast ejendom.
Fem år senere – i 1934 – har Depressionen for alvor sat sine spor. Braddocks boksekarriere falder fra hinanden, og uden arbejde eller penge, tvinges han og konen (en tilpas betuttet Renee Zellweger) til at sende børnene væk og søge bistandshjælp. Det hele virker håbløst. Men bedst som den evigt positive Braddock er ved at smide håndklædet i ringen, dukker hans gamle træner (altid solide Paul Giamatti) op. Der er opstået en mulighed, en livsvigtig ’second chance’.
Den amerikanske drøm
Den autentiske fortælling om bokseren James J. Braddock er som maskulin askepothistorie (Braddock blev i pressen døbt Cinderella Man) skræddersyet til melodrama-mesteren Ron Howard. 1930’ernes USA er, med de få rige versus de mange forarmede, et perfekt skue for Howard, der ikke er sen til at skære engle og dæmoner ud i pap. Braddock er noget så sjældent som et helt igennem godt menneske: En far der sulter for sine børns skyld, bokser med en brækket hånd for at redde sin karriere og altid hjælper andre før sig selv. Ja, han havde helt sikkert været for god til at være sand, havde det ikke været for Russell Crowes kraftpræstation som afdæmpet irsk pater familias med næver af bly og et hjerte af guld. Griske pengemænd, deprimerede arbejdere og 1930’ernes barske realiteter truer med at stjæle billedet, men takket være Crowe – og Zellweger samt Giamatti på sidelinjen – bevares fokus. Cinderella Man er en autentisk allegori over menneskets ukuelige godhed, og fungerer som en sådan ved at holde fast i én mands enkle kamp for sine idealer og sin families eksistens. ”I’m all prayed out”, erklærer Braddock til sin kone, da det ser allerværst ud. Men det passer naturligvis ikke. For hos Howard gemmer der sig selv i det mørkeste mørke et lysglimt af håb.
 |
Copyright:
UIP |
Virkelighedens eventyrlige substans
Cinderella Man er hverken overraskende eller overrumplende. Det er til gengæld en solid ’feel good-film’, der veksler mellem melo- og boksedrama. Deprimerende billeder af Braddock-familien i deres lille, kolde kælderværelse veksler med billeder af den fysisk forkrøblede, men psykisk uovervindelige Braddock i bokseringen – og begge dele fungerer. Førstnævnte gør én blød om hjertet; sidstnævnte leverer det præcise uppercut. For selvom livet leves uden for bokseringen, dikteres det af resultaterne inden for ringen. Som Braddock siger: ”I’d rather take my beatings in the ring than outside.” Hvorfor? “I have to believe that when things are bad... I can change them.” Det handler om overlevelse, men også om hvordan man overlever.
Det er derfor, det er hårdt at se Braddock æde sin stolthed og tigge hos de boksepromotorer, der har dømt ham ubrugelig. Det er derfor, det er hjerteskærende at opleve hans kone forsøge at holde hus uden elektricitet eller mad. Og det er derfor den afsluttende kamp mellem Braddock og mesteren Max Baer føles så klimatisk. Det er overlevelseskamp i ordets bogstaveligste forstand – men det er også en visuel tour de force. Skiftevis rå nævekamp og yndig ballet, skiftevis smuk slowmotion og klipning med en lige højres kraft. Det er en film, som mange vil elske at fordømme udadtil, men alligevel vil huske i deres hjerter.
|
| |
| | Grundigt præsenterede slettede scener (desværre uden "play all"-funktion) og et glimrende indslag med den gamle kamp mellem Baer og Braddock, kommenteret af filmfolkene og en boksespecialist.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Imperialisten
22-1-2006 22:33 | Knaldgod præstation af Crowe ingen tvivl. Det er nok den bedste boksefilm jeg har det siden Million Dlloar Baby. Den er helt klart værd at se. Det overrasker mig faktisk at jeg er den første der kommentere den :-)
|
|
|
|  |
|
