| Rend mig i joken |
| |
Der kommer en familie ind på en teateragents kontor. "Vi har et nyt, revolutionerende nummer ulig alt, hvad du hidtil har set", siger faren. "Ok, hvad er det?", spørger agenten. "Jo, nu skal du bare høre", siger faren og fortsætter – ikke med en almindelig petithistorie eller en veloplagt salgstale, men med praktisk demonstration af nummeret, som rummer en fri fantasi over tilværelsens mest obskøne forestillinger om seksuelle grænsevaner og stødende situationer. Agenten er lamslået, men fremstammer til sidst "Det-det... lyder spændende. Men hvad hedder jeres trup?" Faren tøver et sekund og udbryder så: "The Aristocrats!"
 | George Carlin for fuld udblæsning...
Copyright:
Miracle |
It's like a Tourette's Syndrome joke
Det starter blødt, men gradvist bliver det værre og værre og værre – selvom det dog bliver ved ordene, ved det talte. Nogle gange er det sproglige bræk-, sæd- og incest-gallerier, men der findes også grovere, mere blodige, mere racistisk-sodomitiske varianter.
Det kan synes provokerende og er for alvor en prøvelse på lærredet – men en sjov én. Synes jeg! For sjældent har der været en film, der i dén grad vil dele vandene imellem de smålumre, (over)tolerante, som vil elske den, og de mere sarte, konservative sjæle, der vil behandle den som det rene djævlepis.
Stand-up-koryfæer på afskyelige afveje
The Aristocrats er historien om den ældste og mest vulgære joke i historien, og det siger ikke så lidt. Den er så grov, at ingen stand-up-komikere – og de er de eneste, der kender den – nogensinde har fortalt den foran et publikum. Oplægget og afslutningen ligger fast. Midterstykket bestemmes af den enkelte. Det er ligesom jazz en improvisationens kunst, hvor det handler om at kunne blæse varmt og koldt, nyt og gammelt. Og helst med røven. Det er pik, prut og patter-vittighedernes afskyelige alfader, der passende leveres af stand-up-koryfæer: Gilbert Gottfried, Robin Williams, Whoopi Goldberg, Drew Carey og mange, mange flere. Godt et hundrede komikere giver hver deres variation af joken, og det svinger lige fra enkel stand-up foran kameraet til en animeret South Park-sekvens og en mimekunstners udlægning. Nogle gange fungerer det, nogle gange skyder det helt forbi, og ergo er The Aristocrats en noget ujævn, men stadig sært fascinerende oplevelse.
|
| |
| | Faktisk et rigtig godt ekstramateriale, hvor man f.eks. kan høre Aristocrats-joken fortalt af de medvirkende i filmen. Det indslag er faktisk længere end filmen, og som supplement til baggrundshistorien om jokens tilblivelse, som fortælles i selve filmen, er det helt i top. Mange andre kortere bidder om humorens helt særlige væsen supplerer glimrende.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | pm
17-10-2005 21:25 | Ja, gad vidst, hvad der fik folk til at udvandre? Der var også flere, der udvandrede fra den almindelige biografforestilling, da jeg så den. Ja, det er da rigtigt, at den til tider er lidt, øhm, plat, men der er da også meget andet - spekulationer over, hvad humor er og sådan noget... Og først og fremmest er den jo ret sjov! (Tænk at man skulle se Bob Saget, den renskurede familiefar fra 'Full House' være så ufattelig sjofel!) |
| lars
1-10-2005 11:27 | jeg glædte mig virkelig til at se denne film efter al den virek efter visningen i Imperial. Jeg må nok sige, at det er en af de sjoveste film, jeg nogensinde har set. også aviserne er vilde med den. I EB og B.T. og får filmen 5 stjerner og i JP og Berlingeren får den 4. På Filmnet får den 6 stjerner pg bliver udråbt til måske at være årtiets sjoveste film.... tankevækkende at den kunne provokere sådan i Imperial |
|
|
|  |
|
