Noget af det eneste mere kontroversielt end homoseksualitet er transseksualitet, dvs. kvinder der føler sig som og vil være mænd eller – som oftest – modsat. Det er et tabubelagt emne, der i det konservative Hollywood kun er blevet behandlet sporadisk, men alligevel ganske bredt. Ed Woods notoriske Glen or Glenda anvendte transseksualitet som en komisk gimmick, Neil Jordans The Crying Game behandlede det tårevædende melodramatisk, mens John Cameron Mitchells Hedwig and the Angry Inch anlagde en sarkastisk samfundskritisk tone. Interessante film med hver sin tilgang. Det samme kan siges om Duncan Tuckers Transamerica, der i tone, stil og tempo lægger sig tæt op ad The Crying Game, men alligevel selv har noget på hjerte.
 |
Copyright:
Nordisk film |
Det skæve road-trip-par
Der er kun én uge til, at den transseksuelle Bree (Felicity Huffman) kan lægge sit tidligere ulykkelige liv som Stanley bag sig, kun én uge til kønsskifteoperationen. Sabrine 'Bree' Osbourne – en anstændig, arbejdsom kristen – har været igennem plastikoperationer, hormonbehandlinger og feminitetskurser og ligner i det store hele en kvinde. Det eneste, der mangler, er kønsskifteoperationen. Den udskydes dog på ubestemt tid, da det viser sig, at Brees eneste seksuelle erfaring som Stanley "so tragically lesbian I didn't think it counted" viser sig i høj grad at have talt: Bree har en søn. Uden mulighed for at få sin psykiaters tilladelse til operationen, før hun har mødt sønnen Toby (Kevin Zegers), vælger hun at afhente ham mod kaution og tage ham på en road-trip mod vest. Uden dog at røbe hverken sin identitet, sine bagtanker eller sit køn!
Leg med forestillinger
Der foregår en bevidst leg, en bevidst vildførelse i Transamerica. Lige fra den første indstilling, hvor vi ser en video af en kvinde, der gradvist hæver og sænker sin stemme, til det kontrapunktiske valg af den maskuline, traditionsbundne road movie-form grundlagt i Easy Rider som ramme, leges der med vores forståelse af seksualitet. Det er både filmens styrke og dens svaghed. Lige så velovervejet som angrebet på den amerikanske fordømmelse af transseksualitet er, lige så præcist udstilles fortællingens nærmest klichéfyldt klassiske fremadskriden." En introduktion, en overraskelse, en dannelsesrejse og en forløsning. Den store nydelse ligger ikke i at få at vide, hvordan Bree og Kevin når fra A til Z, men i stedet at opleve hvordan deres følelser over for sig selv, hinanden og samfundet dels ændres, dels forankres undervejs. Rejsens – og dermed plottets – mål fortoner sig langsomt, og tilbage er en række små, indsigtsfulde øjeblikke, der i høj grad får liv gennem den lige dele maskuline og feminine Huffman i sit livs præstation. Transamerica er ingen stor film, men til gengæld en særdeles vigtig én, båret af noget i Hollywood så sjældent som en velformuleret humanistisk pointe.
|
