| At elske for livet og synge for døden |
| |
Klædt helt i sort, bærende sin guitar som døden sin le og med udspilede øjne brænder hans kontur sig ind i iris, alt i mens hans musik, hans lyd, hans stemme ætsende sløvt brændemærker sjælen. "Steady like a train, sharp like a razor", som June Carter bemærker i Walk the Line; den nye autobiografiske genfortælling af legenden om Johnny Cash, 'The Man in Black'. Manden der spillede langsomt og sårede sig selv og menneskene omkring sig, fordi han ikke kunne andet, men også manden, der fik udløb for sine dæmoner, fandt sit livs kærlighed og sang sig ind i både musikbøger og -hjerter.
 |
Copyright:
Fox Film |
Ude og hjemme, dæmoniseret og forelsket
Walk the Line kortlægger kort Johnny Cashs forarmede barne- og teenageår i Arkansas med en kærlig, musikelskende mor og en alkoholiseret far, der bebrejder Johnny denne broders død, men beskæftiger sig ellers primært med gennembrudsårene 1955-1968. Det var her Cash fik en pladekontrakt hos Sun Records og mødte sin første kone, men også her hans misbrug af piller, alkohol og mennesker for alvor tog fart. Sideløbende med stigende Billboard-popularitet og en omspændende turné med navne som Elvis, Roy Orbison og Jerry Lee Lewis fulgte også skænderier og skyldsspørgsmål. Når han var på tur, ville han være hjemme – når han var hjemme ville han på tur. Og allerhelst ville han være hos June Carter, en fraskilt entertainer og sangerinde, om hvem meget af filmen – og Johnny Cashs liv – kredser.
En musikalsk film
Først og fremmest er Walk the Line en film om musik. Om at udtrykke sig, fortælle en historie og formidle et budskab musikalsk – koste hvad det vil. Johnny Cash var intet musikalsk geni ("If we could play faster, we would") og havde en stemme som sløv, hæs prærieulv, men brændte alligevel igennem. Der er mange jam-sessions og live-optrædener med Phoenix’ og Witherspoons sjælfulde fortolkninger af stærke Cash-sange, men det bliver aldrig for meget, aldrig musikken foran fortællingen. Fokus er hele tiden på Cash, den dæmoniserede mand af kød og blod over for den usårlige legende, og dennes forhold til specielt musen June Carter.
 |
Copyright:
Fox Film |
Skuespil med nerve i deres livs roller
Der veksles fint mellem op- og nedture, spirende kærlighed og neurotiske tanker, men uden den nyfortolkede musik og – ikke mindst – skuespillerne havde Walk the Line næppe været bemærkelsesværdig. For sjældent har en film i dén grad været båret af dens skuespillere. Cashs halte gang, soveøjne og fåmælte indelukkethed indfanges perfekt af Joaquin Phoenix, der er dyb og tavs som en brønd, og overskygges kun af Reese Witherspoon, der – i hendes livs rolle som den dels sukkersøde, dels viljestærke June Carter – er yang til Johnnys yin, den manglende brik i puslespillet.
Love is a burning thing
Walk the Line handler om at turde gå linen ud og følger også sit eget dekret ved at give en forholdsvis nøjagtig, uforsødet gengivelse af legenden Johnny Cash. Enkelte scener er overflødige, andre vigtige synes at mangle, men det bliver aldrig rigtigt problematisk. Ligeledes optræder der både klichéer og idéforvirring, men også disse fortaber sig i Phoenix’ dybe, sjælfulde øjne og Witherspoons afvæbnende smil, der til lyden at udødelige toner fortæller mere end tusinde ord, fortæller med overbevisning at love is a burning thing.
|
| |
| | (af Lisa Brygger)
Der er ikke blevet sparet på noget med udgivelsen af James Mangolds prisvindende Johnny Cash-hyldest Walk the Line. Ikke blot har Mangold indtalt et spændende kommentarspor – mere om det senere – man har også mulighed for at nyde flere af de musikalske numre i deres fulde længde, og først og fremmest: Komme bag legenden Johnny Cash. En massiv bunke interviews med adskillige folk omkring Cash og Carter er blevet smidt i mikset og resultatet er en rimelig fyldestgørende historie om hvem Johnny Cash og June Carter var.
De fire 'korte' featuretter på disk 2: "Folsom – Cash and the Comeback", "Ring of Fire – the Passion of Johnny and June", "Becoming Cash Becoming Carter" og "Cash and his Faith" er lige som den lange featurette "Celebrating the Man in Black: The Making of Walk the Line" lavet med hjælp fra en masse rigtige musikere, der kendte Cash & Carter i virkeligheden samt filmens centrale skabere, hvilket giver stykkerne lidt mere troværdighed end de typiske 'reklame-indslag', der altid bliver spyttet ud med de store Hollywood-produktioner. Disse er naturligvis også meget positive og rosende overfor Cash, men de lovprisende ord bliver aldrig uinteressante eller for meget af det gode.
Det samme kan siges om James Mangolds kommentarspor, hvor han "deler sine minder med os". Mangold fortæller farverigt, men stadig sagligt om processen med at få filmen lavet. Han forklarer meget om filmen og giver samtidig en fin beskrivelse af manden det hele handler om. Kort sagt: En formidabel dvd-udgivelse!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (11 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | nobody is looking
18-9-2010 20:35 | phoenix owner den her film totalt! |
| Mortensen
20-11-2007 21:49 | En af de absolut bedste film jeg har set, meget bevægende! Man ærgrer sig over at man ikke tidligere er faldet over hans musik, filmen har helt sikkert givet et helt andet syn på Cash og hans musik. Samtidig får man helt ondt af hans til tider meget sørgelige liv. Når jeg hører hans musik tænker jeg på filmen og Phoenix fantastiske fortolkning af Cash |
| Like Cash said long time ago...
20-11-2007 10:50 | "I love songs about horses, railroads, land, Judgment Day, family, hard times, whiskey, courtship, marriage, adultery, separation, murder, war, prison, rambling, damnation, home, salvation, death, pride, humor, piety, rebellion, patriotism, larceny, determination, tragedy, rowdiness, heartbreak and love. And Mother. And God."
Og det er stadig det vi vil høre! |
| Generalen
26-9-2007 12:07 | Den film er fantastisk.
Phonenix og Witherspoon levere begge absolut top prestationer og så er filmen ud over det fremragende! 6 x * |
| Skarlagen
3-12-2006 14:59 | Så den to gange i biffen. Den er virkelig virkelig genial. Phoenix leverer en af de bedste skuespilpræstationer, jeg nogensinde har set. |
|
|
|  |
|
