Thumbsucker er rigtigt, rigtigt svær at blive klog på. Lige dele ironisk samfundskommentar, ungdomsfilm og karakterstudie placerer den inden for den amerikanske smart film – og så alligevel ikke. For her er intet af Ghost Worlds demonstrative weltschmerz eller Rushmores ekstreme excess, selvom temaer, persongalleri og setting er tæt beslægtet. Nej, Mike Mills’ spillefilmsdebut føles nemlig mere moden, poetisk og åben, og selvom den bestemt har sine mangler, bliver de mere end opvejet af denne interessante tilgang til materialet.
At slutte med at sutte
Justin (newcomer Lou Taylor Pucci) er en ikke helt almindelig 17-årig, amerikansk dreng. Justin sutter nemlig på sin tommelfinger. Men hvorfor? Dét har hverken Justin, forældrene, vennerne eller lærerne kunnet svare på, og det er ikke, fordi de ikke har forsøgt. Terapi, hypnose, medicin. Noget hjælper, andet gør ikke. Og når man ved siden af har en krævende mor (Tilda Swinton), en irriterende anonym far (Vincent D'Onofrio) samt en lærer, der er svær at stille tilfreds (Vince Vaughn) og – ikke mindst – bliver forelsket for første gang, så er livet for alvor svært.
Gendigtning – og videredigtning
Altså en klassisk, filmisk gendigtning af Catcher in the Rye? Både-og. For selvom mange elementer går igen, afviger mange også. Justin er tavs, indelukket og svær virkelig at holde af, men omvendt også umulig ikke at have sympati med, forældrene er det ene øjeblik kærlige, det næste krævende, og pigen, læreren og tandlægen (en herligt hippie-excentrisk Keanu Reeves) indeholder også mange, mange lag. Præcis som virkelige mennesker. Thumbsucker er befriende fri for arketyper – og dét selvom den fortæller en arkehistorie.
En tilpas lille film
Følelser og sex, fornuft og akademia. Mills får flettet det hele ind på en måde, så man aldrig ved, hvad den næste scene vil være, men hvor meget få scener føles overflødige eller fejlplacerede. En stor fortælleteknisk bedrift. Båret af et ualmindeligt stærkt ensemble, et æterisk meditativt soundtrack og enkle, minimalistiske kompositioner, der giver uro, når uro er påkrævet og stabilitet, når stabilitet er påkrævet. Det største problem for Thumbsucker er egentligt dens force: At den er en lille film. Én dreng, nogle få problemer og disse problemers effekt på en lille gruppe mennesker. Det er altså set før, men sjældent med en sådan poetisk nerve – og dét er i den grad eksistensberettigende.
|
