| Gudsforladte engle og mennesker |
| |
De to engle Bartleby og Loki er sure over stadig at rende rundt i Wisconsin, som de har gjort de sidste 2000 år, men ved et særdeles heldigt tilfælde(?) opdager de en vej tilbage til himlen. De skal bare tage til New Jersey, klippe deres vinger, gå gennem dørene i en særlig kirke, og så er de sikret syndsforladelse og kan automatisk komme tilbage til deres savnede hjem. Der er bare en lille penibel hage ved situationen - de MÅ ikke komme tilbage til himlen. Gud smed dem ud, fordi de havde gjort noget skidt, og deklarerede derefter, at de aldrig kunne komme tilbage. Så skulle kirkemissionen i New Jersey lykkes, vil det bevise, at Gud er fejlbarlig, og derved vil al eksistens ophøre. Verden vil simpelthen gå under!
Verdens redning
Den slags går naturligvis ikke, så himlen sætter deres stærkeste kort ind. En kvinde i sin bedste alder ved navn Bethany. Engang troende katolik, men nu fortabt fra sin tro. Der er dog en god familiær grund til, at hun er den udvalgte, men det røbes ikke her. Under alle omstændigheder står hun foran opgaven med at holde de to bevingede fyre ude af den farlige kirke. Helt alene i sin kamp er hun dog ikke, for hun får hjælp af to ’profeter’ – bedre kendt som Jay og Silent Bob, Guds egen stemme englen Metatron, den 13. apostel Rufus og en forhenværende muse Seredipity.
Katolisisme og Star Wars
Hvis alt dette lyder overrumplende, så fortvivl ikke. Dogma er en svær og tætpakket film med vanvittig megen katolsk mytologi, men i stil med hvad Kevin Smith generelt står for, så er der en overflod af dialog og kække filmiske referencer, ligefra Star Wars til Karate Kid. Det intense indhold gør filmen svær at følge med i, men skulle man miste koncentrationen under den monumentale oplevelse, så er der trods alt godbidder at hente i de utallige småskæve udbrud.
Mening med galskaben
Men er det overhovedet passende, at morsomme og hæmningsløse Kevin Smith, der tidligere har lavet film med de mest bizarre handlingsforløb, kaster sig over noget så helligt som den katolske tro? Ja, må svaret være, for Kevin Smith har hjertet med i sine film og viser det bedre end mange andre filmskabere. Dogma lyder måske blasfemisk, men det kunne ikke være længere fra sandheden. Smith er venligt indstillet overfor katolicismen, og selv ikke et omvandrende monster af lort kan fortrænge, at der er varme, mening og næstekærlighed i filmen og i dens indstilling til det at tro.
The Usual Suspects
Som så mange andre instruktører bruger Kevin Smith sine sædvanlige folk. Ben Affleck som den ene engel, Jason Lee som frustreret dæmon, og naturligvis sig selv og Jason Mewes som Jay og Silent Bob - filmhistoriens sjoveste par siden Gøg og Gokke. Smith er nok ikke verdens mest sikre personinstruktør, men han skriver en gudsbenået dialog, som enhver skuespiller med et halvstort ego må elske at fremføre. Det gør specielt engleparret Affleck og Damon. Sidstnævnte har allerede bevist sin store spændvidde i valg af roller, men Affleck, der normalt spiller heroiske og pæne personer, får lov at vise tænder og en anelse galskab, der er vidunderligt klædeligt.
Nærved og næsten
Havde det ikke været for Kevin Smiths manglende evne til at skære ned i historien, så havde der ligget 6 stjerner og ventet på den talentfulde manuskriptforfatter og instruktør, for ideen er fantastisk. Men desværre begynder flowet og tempoet at blive for tungt hen mod midten, historien trækker i langdrag, der er ganske enkelt for meget med. Den dramatiske og blodige slutning runder smukt filmen af, men den kan ikke redde hvad Smith allerede har tabt. Men Dogma er, trods småfejl, en fascinerende film.
|
| |
| | Det er ikke altid nok at lægge rigeligt med ekstramateriale på en DVD-udgivelse. I dette tilfælde kan man tale om et udmærket forsøg der fuldstændig fejler i udførelsen.
De små interviews med fire af de involverede personer i filmen går lige an - rent indholdsmæssigt, men de er simpelthen så amatøragtigt filmet og klippet, at det er svært ikke at blive irriteret over dem.
Biografierne er heller ikke bedre. Korte, overfladiske og utydelige at læse, oven i købet med pinlige trykfejl. Billedsiden er stadig vidunderligt overlæsset og lydsporene bugner af Howard Shore musik.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Tobias
26-6-2009 13:44 | Total genial film, griner hver gang jeg ser den, det eneste der er lidt probo ved den er at Linda Fiorentino er med i den og syntes hun er en elendig skuespiller, og da hun er hovedrollen ja så kan det jo sige sig selv. ellers er de andre skuespille pisse sjove. så vil råde folk til at se den man kan ikke lade vær med at grine i den ;). |
|
|
|  |
|
