| No day but today |
| |
AIDS-udgaven af Fame, der har gået sin sejrsgang på Broadway, er nu klar i en filmudgave, som med al uønskelig tydelighed understreger, hvor hurtigt ting forældes nu om dage. Jonathan Larsons Pullitzer-vindende musical debuterede i 1996, men handlingen er henlagt til årene 1989-90. Vi befinder os i New Yorks East Village blandt en gruppe selvudnævnte bohemer, der kæmper for at tackle livets genvordigheder, som de byder sig, når man konstant er flad og nægter at gå på kompromis.
 |
Copyright:
SF Film |
Musicalgenren har altid været populær på film, og når man overfører en opsætning fra scenen til lærredet, så er der egentlig kun en hovedregel: Sørg for at få historien til at fungere som film. Det var netop det, som Rob Marshall lykkedes med i Chicago, og det er et langt stykke af vejen præcis det, Chris Columbus mislykkes med i Rent. Columbus iscenesætter snarere end han skaber – ikke overraskende, for han er 'blot' en af Hollywoods mest driftsikre håndværkere – og taget direkte fra papiret mangler Larsons musical noget substans, der rækker ud over nyskabelsen i at behandle 'kontroversielle' emner som AIDS, seksualitet og tanken om at bryde med konventionerne og skabe sit eget liv. For så var det faktisk heller ikke mere nyskabende, da stykket åbnede – nok foregår den i 1989, men i 1996, hvor den åbnede på Broadway, der havde vi allerede set en film som Philadelphia tage fat på tidens tunge emner i mainstreamform.
Handlingen sværmer kort fortalt om en stak venner, der bor i og omkring en af de lækre newyorker-lejligheder, som i dag kun kan bebos af eliten. Vi befinder os før den store oprydning i New York, så bumser og svindlere præger gadebilledet, og de unge, højtstræbende kunstnere forsøger at finde deres plads i byen. Men problemerne melder sig, når man i forsøget på at lykkes kunstnerisk med sin sang/film/performance/dans, glemmer hverdagens mere trivielle gøremål som betaling af husleje og elektricitet. Twistet på historien er tilstedeværelsen af AIDS, som er en aktiv medspiller i fire af hovedpersonernes liv. De lever med sygdommen, har gjort sig bevidste om den – og har valgt deres livsbane ansporet af dens tilstedeværelse.
 |
Copyright:
SF Film |
Kvaliteterne er så afgjort til stede. Her er et par glimrende sange i den lette rockede stil, her er fine præstationer, både fra de mange, som har prøvet deres rolle i teaterversionen, samt de få, som er helt nye, bl.a. Rosario Dawson, og der er udvalgte steder – som oftest i selskab med netop Dawsons hiv-smittede, stripdansende Mimi – den rette "grib dagen"-ånd, hvis man kan se bag om de postulater, som aktørerne ret beset er. For der naturligvis en modstrid mellem den rebelske attitude og den demonstrativt mainstream-firkantede indpakning, en ydre splid mellem indhold og emballage. Chris Columbus gør intet for at modvirke dette, men ret beset hjælper Larsons stykke heller ikke, for mens de unge bohemer nok kan finde ud af at citere og 'name-droppe' revolutionens store helte, så svinger de sig aldrig op til vildere udskejelser end lidt fixeri på bagtrappen og en dans på bordet på den lokale bæverdingel. Her kunne man godt have ønsket sig, at tonen havde været enten lidt mere rå og gritty, som man f.eks. kan finde den i Hedwig and the Angry Inch – eller poetisk drømmende som i Moulin Rouge. Begge er også musicals om det vilde liv i kunstens navn – og begge er markant bedre film end Rent.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | matroshatten
10-2-2007 21:27 | hej jeg syntes at rent filmen er fed og musikken er kanon, og jeg har godt kunne finde steder hvor jeg har kunne hente musikken gratis men endnu ikke selve filmen endnu. så hjælp mig lige |
|
|
|  |
|
