| Blair saved the Queen |
| |
Som at være på første parket til en historisk begivenhed. Det er både gribende, bevægende og interessant at opleve Stephen Frears skildring af Lady Dianas død set fra kongehuset og Downing Street.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Den 1. september 1997
- rystedes hele verden af Prinsesse Dianas død. Hvad vi her i landet ikke skænkede så mange tanker var, at briterne i den efterfølgende tid også chokeredes af kongehusets tavshed i kølvandet på den tragiske ulykke. Symbolsk lå pladsen foran Buckingham Palace badet i blomster fra et folk i sorg, mens den royale familie opholdte sig hundrede kilometer borte bag tykke mure på Balmoral Castle i Skotland – i tavshed.
Fra kold luft til orkan
Hvad der i forvejen var kold luft mellem Dronning Elisabeth II og Prins Philip på den ene side og Prins Charles og Lady Diana på den anden, blev i en tunnel i Paris forvandlet til en orkan, der truede med at vælte hele kongehuset. For pludselig var hele folket med – og mod. Dianas enorme popularitet forvandledes til en overhængende trussel mod ikke alene Elizabeth II, men også den royale institution. I døden endnu mere end i live. Men før slottet blæste helt omkuld, kom der hjælp fra den mest uventede side. Landet havde nemlig fået en ny premiereminister ved navn Tony Blair.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Kig helt ind
Begivenheden er mere end en ugebladshistorie om de royale og en håbefuld politiker. Det er også markeringen af en historisk overgang, hvor folket og massemedierne klart markerer deres position. Blair udnytter situationen politisk, men bliver også personligt involveret. Da han som landets nye fader stod alene frem og kaldte Diana 'Folkets Prinsesse' ramte han ikke alene en politisk guldåre, men blev også inddraget i et rænkespil, han ikke havde forventet. "Will somebody save these people from themselves!", udbryder han rammende efter endnu en royal udtalelse varsler fallit i det mediehysteriets spin, han selv kender så godt. At denne 'nogen' bliver ham selv er måske en lige så stor overraskelse for ham som for historien.
På første parket i historieskrivningen
Magtspillet – denne britiske 'dronningekabale' – vindes først og fremmest igennem folket. Deres krav har ændret sig, må hun sande. Blair har, hvor filmen forlader os, endnu sin lektion til gode. The Queen er beundringsværdig, fordi den så præcist rammer den svære balance mellem det intime og det vedkommende. Man føler sig som vip-medlem med adgang til første parket i historieskrivningen. Helen Mirren spiller dronningen til perfektion og en særdeles fortjent skuespillerpris på Venedigs filmfestival, hvor også Peter Morgans hjertevarme manuskript med den gennemarbejdede research blev belønnet. Kongen af kammerspil i bredformat, fra klassikeren Dangerous Liaisons til den moderne High Fidelity, Stephen Frears er tilbage på toppen efter den lidt slingrende Mrs. Henderson præsenterer. Ikke med en hyldest til de royale eller Labour-støtterne, men med en skarp og respektfuld skildring af menneskers valg i historiens gang. Det er filmisk gribende, følelsesmæssigt bevægende og politisk interessant – lige til at grine, græde og blive lidt klogere af.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
19-3-2007 22:25 | jeg er fuldstændig enig med Hansen og anmelderen en fremragende film af høj klasse med store skuespiller præstationer af mirren og sheen.
Mirren vandt fortjent en Oscar for sin rolle.
Desuden vil jeg også nævne at fotograferingen og musikken er helt i top.
fem stjerner |
| Hansen
30-12-2006 21:20 | Skal jeg virkelig være den første med en kommentar her. Det må være en misforståelse.
Kan kun anbefale den her film på det højeste plan. Helen Mirren er fantastisk og Michael Sheen som Blair er forrygende.
En glimrende historie som man selv husker alt for godt pga Di´s død og konspirationerne omkring kongehusets tavshed om kring hendes død - selvom filmen ikke det mindste. Men det er hva jeg selv erindrer.
Den er gennemspillet og et syn værd ingen tvivl 5 ud af 6 herfra! |
|
|
|  |
|
