| Drømmebilleder i ørkensandet |
| |
Med The Piano og Portræt af en kvinde har instruktøren Jane Campion markeret sig som et af hovednavnene blandt de australske og newzealandske filmskabere, der op gennem halvfemserne bragte en ny visualitet og stilbevidsthed til Hollywood. Ligesom Peter Jackson og Baz Luhrmann, specialiserer hun sig i hypnotiske billeder og skæv virkelighedsskildring på grænsen mellem drøm og melodrama.
No Exit
I Holy Smoke udforsker Campion og hendes søster Anna fænomenet besættelse, religiøs såvel som seksuel. Under et ophold i Indien, er den unge australske kvinde Ruth blevet involveret i en religiøs kult. Hendes bekymrede forældre lokker hende hjem under påskud af, at faderen ligger for døden. Men når hun ankommer til Sydney er det ikke blot familien, der venter på hende, men også den amerikanske 'cult exiter' PJ Waters, ekspert i at 'afvænne' kultmedlemmer. Over tre dage isoleret i en hytte i ørkenen skal han forsøge at nedbryde Ruth, og genforene hende med familien. Sortklædt og selvsikker tror Waters, at han har Ruth i sin hule hånd, men det viser sig snart, at det er hende, der er den virkelige manipulator. Sammenbruddet nærmer sig, spørgsmålet er blot om det er Ruths eller PJ’s.
Skarp satire og svigtende logik
Filmens første halvdel er både velfortalt og engagerende. Præsentationen af karaktererne er en balancegang på kanten af parodiens afgrund, men det lykkes Campion at illustrere det forløjne forstadsmiljø med hårfin satire. Realismen og dramaet lever side om side med den groteske humor i næsten en time, men så knækker filmen. Totalt umotiveret tilsidesætter PJ al professionel fornuft og lader Ruth tage på diskotek med vennerne. Scenen er ikke nødvendig for handlingen, men den bliver katalysator for personernes fuldstændige opløsning.
Op i røg
Et af filmens problemer er, at Ruth fra første øjeblik virker som den mest klarsynede og afklarede i familien. Det er selvfølgelig Campions pointe, men man kunne af dramaturgiske grunde ønske, at dette ikke var så åbenlyst fra begyndelsen. En fra udgangspunktet mere fanatisk Ruth, og en reel kidnapning frem for den udramatisk frivillige hjemrejse, kunne måske have sløret sympatierne noget. Men Holy Smokes hovedproblem er, at søstrene Campion tilsyneladende har tabt interessen for kultfænomenet undervejs, og i anden halvdel fokuserer på det seksuelle magtforhold mellem Ruth og PJ. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men en sidste gennemskrivning af manuskriptet kunne formentlig have sikret en klarere vægtning af temaerne. Som den er nu, er Holy Smoke i første halvdel en narrativ og visuel tour de force, mens anden del er en ørkenvandring i sex og tom dialog, kun punktvist blændende som i slutningens surrealistiske galskab i det røde australske ørkensand.
Kvinden der overlevede Titanic
Kate Winslet er tilbage i topform efter katastrofen Titanic og spiller her sin stærkeste rolle siden Peter Jacksons Engel min engel. Hun formår at gøre Ruth til en kvinde, der er både stærk og erotisk, uden at være det mindste fatale. Det er et filmisk kvindeportræt af en sjælden kaliber, og hun overgår selv den rutinerede Keitels i øvrigt fremragende præstation. Birollerne byder på et galleri af groteske typer, spillet af ukendte lokale talenter, og den genopdagede Pam Grier i en minimal gæsteoptræden.
Den røde ørken
Billedsiden er som et rejsekatalog på syre. Farveintensiteten i det australske landskab give associationer til Antonioni, og indstillingerne bliver som fantasmer, små, knivskarpe drømmebilleder udenfor tid og sted. Den musikalske ledsagelse bidrager om noget til følelsen af modernistisk legende æstetik men Campions fabelagtige valg af rock- og popnumre på lydsporet, mens Angelo Badalamentis (David Lynchs hofkomponist, kendt fra bl.a. Twin Peaks serien) score er nærmest ikke-eksisterende. Med et bedre gennemarbejdet manuskript havde Holy Smoke været et studie i psykisk manipulation, et essay om afhængighed og besættelse. Men i sin nuværende form, er den bedst, når den nydes i sine enkeltdele. I sekvensen, i mødet mellem musik og billede, i den enkelte replik, i karaktertegningen og i visionen.
|
| |
| | Trods en flot, animeret menu er DVD-udgivelsen af det skæve drama en middelmådig oplevelse. Billedet er klart og tydeligt, men den ellers gode digitale 5.1-lyd virker underligt flagrende i sit styrkeforhold. Musik og baggrundsstøj træder tydeligere igennem end dialog - og niveauforskellen mellem de mest dramatiske højdepunkter, og de mere sagte øjeblikke er alt for stor.
Ekstramateriale? Åbenbart ikke - udover trailers, selvfølgelig.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
