| Når helten vender |
| |
Wim Wenders i det legesyge hjørne. Sær, sjov og betagende. Sam Shepard har skrevet manuskript og spiller hovedrollen som skuespilleren Howard Spence, der er træt af sig selv som cowboy.
 | En af de morgener...
Copyright:
Camera Film |
Endnu en broken flower
Ved genfortælling kan det lyde som endnu en Broken Flowers. Midaldrende og kvindeglad mand tager sit liv op til revision og begiver sig ud for at finde svar. Men så alligevel ikke. For Wim Wenders og Sam Shepard i fællesskab er mere løjerlige end Bill Murrays deadpan-humor. Det ligner ikke helt virkeligheden, men det fortæller noget om den. Og så er det underholdende.
On the road again
Vi befinder os på et filmset i Nevadas ørken, hvor en klassisk western er ved at blive skudt. Men stjernen mangler. For Howard Spence har stjålet sin filmhest og er på vej ud over ’prærien’. Noget driver ham væk. Noget går ham på. Hvad ved han ikke præcist, men måske er det bare punktet i livet, der ikke sådan er til at komme over uden at vende sig om og gå i den modsatte retning først. Spence ringer til sin mor, han ikke har set i 30 år. For mange år siden blev hun kontaktet af en pige, der påstod, at Howard er far. Vores cowboy får travlt og filmselskabet hyrer en detektiv til at opspore deres forsvundne stjerne, og så er vi on the road again.
 | Og på besøg ved sønnen...
Copyright:
Camera Film |
Simpelt og godt
Don’t Come Knocking er ligesom Jim Jarmusch’ knasvittige komedie en film om at komme overens med fortiden. En historie om manden, der når til et punkt, hvor han må se tilbage og revidere. For Howard Spence er en helt i sine westerns, men i sit eget liv en fordrukken, ansvarsløs og forkælet egoist, der har afskåret sig fra sine nærmeste. Der er sådan set ikke de store overraskende udsving i den morale, men den efterlader som oftest en god historie og også her i Wim Wenders’ hænder, fordi han gør det hele på sin helt egen måde. Skævt og originalt.
Kan det passe?
Flere ting virker sært forkerte. Blandt andet er man efterladt med nogle anakronistiske fornemmelser, idet filmen udspiller sig i dag, men taler om en slags westernfilm, som hverken bliver lavet nu eller i 70-80’erne, hvor man må gå ud fra, Spence har været på toppen af karrieren. Af samme grund undres man over de teenagere, der går i Beatles-tilstand ved synet af Western-helten. Og Sarah Polleys rolle som den gode Sky virker lidt for oprigtig og velmenende i et ellers satirisk univers. Men man har også på fornemmelsen, at den slags blot er med til at forme Wenders’ skæve smil. Han laver ikke film for, at de skal ligne virkeligheden. Han sætter den hellere på spidsen og snurrer rundt.
Glimrende spil
Sam Shepard spiller afdanket stjerne på en maskulin facon, som især de fleste mandshjerter vil finde passende. Tim Roth stjæler helt åbenlyst opmærksomheden i sin lille, kække birolle som den detaljefokuserende detektiv Sutter, men det er Jessica Lange, der går over the top i sin sylespidse portrættering af servitricen Doreen. Nogle havde måske ventet mere tyngde fra en instruktør, der stod bag Himlen over Berlin og guldpalmevinderen Paris, Texas, andre vil synes, den ligger et upræcist sted mellem mainstream og art-film, og tredje, som undertegnede, morede sig bare bravt i det spøjse selskab.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
