| Måske uskyldig |
| |
’Uskyldig indtil det modsatte er bevist’-teorien har man siden tidernes morgen lavet utallige film over. Tilbage i 1986, under Reagans regering og samme år som Aliens, Top Gun og Pretty in Pink hærgede biograferne verdenen over, udkom Ivan Reitmans Leg med ild. Den havde tre af tidens absolutte stjerner i hovedrollerne. Daryl Hannah havde lige lavet grov-hittet Splash, Debra Winger havde også ligget lunt i svinget siden hendes gennembrud med An Officer and a Gentleman og Tid til kærtegn. Robert Redford havde derimod været fremme i over 20 år, men lige som i dag, var han stadigt et salgbart ansigt. 14 år senere udkommer filmen så på DVD.
Morderisk kunstner eller…
Daryl Hannah spiller den unge performance-kunstner Chelsea Deardon. Tilbage i 1968, på hendes 8 års fødselsdag, omkom hendes far i en stor brand. Sebastian Deardon var på det tidspunkt en lovende ung kunstner, og hans død blev opfattet som endnu mere tragisk, fordi mange af hans malerier også omkom i branden. Chelsea har siden følt et voldsomt afsavn og har søgt støtte og trøst hos farens gamle ven Victor Taft. Nu står hun anklaget for at have myrdet Taft.
Det umage par
Hannah er ikke filmens akse, den ære deler Redford og Winger. De arbejder på hver siden af de anklagede. Hun er forsvarsadvokat, han er 'assistant district attorney’. De kommer til genæld hurtigt til at arbejde sammen. Unge Chelsea blev først anklaget for at have stjålet et Deardon maleri fra en af byens store forretningsmænd, et maleri som hun mente tilhørte hende, det var nemlig hendes fars ’hjemmelavede’ gave til hende på den tragiske fødselsdag. Tyveriet af maleriet bliver pludselig opklaret lidt for let, så Redfords Logan og Wingers Kelly begynder at arbejde sammen for at komme til bunds i fuskerierne og den ildevarende lugt af korruption og mord.
Uden spænding
Redford og Winger er herlige sammen. De går godt i spænd og deres dynamiske spil gør underværker for en ellers temmelig traditionel historie, som dog heldigvis ikke er til at regne ud på forhånd. Instruktør Ivan Reitman (Ghostbusters, Twins, Six Days Seven Nights) sætter også de to i et par næsten komiske situationer, men ellers bliver filmen udført uden i de store armbevægelser og rigtig spændende bliver den heller aldrig. Skuespillerne gør alle et troværdigt stykke arbejde og handlingen er habil nok til at holde en interesseret gennem de små to timer.
Gensynet med 80’erne
Det lyser langt ud af filmen, at den er lavet i midt-80’erne. Tidens glatte indstilling til at fortælle en underholdende historie er evigt tilstdeværende. Alting passer fint og redeligt ind i pæne rammer, her er intet kynisk livssyn eller moralsk korrupte holdninger. Folk får hvad de fortjener og ingen løse ender får lov at hænge uvist hen. Filmen er al for mainstream til at gå i dybden med aspekter af historien, og personerne hører heller ikke til de mest nuancerede set inden for genren. Men underholdningsværdien fejler ingenting, så nyd gensynet med 80’ernes letfordøjelige tilgang til endnu en film med teorien om skyldig eller uskyldig.
|
| |
| | Der er intet at sige om ekstramaterialet på DVD-udgivelsen, for det er der ikke. Der kan vælges mellem nogle forskellige sprog og en pæn håndfuld forskellige undertekster. Rigtigt godt er det til gengæld, at filmen bliver vist i bredformat, lyden fejler heller ingenting, så alt i alt er det en indholdsbleg DVD men i lækker indpakning.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
