| Da teen blev kold |
| |
Det er et par noble, elegante ældre kvinder, eller rettere Dames, skuespilleren Charles Dance har fået til at pryde sin instruktørdebut. Hverken Judi Dench eller Maggie Smith er Frøken Hvem Som Helst, og deres aristokratiske, men samtidig indbydende engelske udstråling overstråler på nærmest vanlig vis deres medskuespillere. Det er derfor også deres fortjeneste, at en tilforladelig og halvkedsommelig film bliver et hyggeligt lille bekendtskab, som ikke får pulsen for højt i vejret før middagslur og afternoon tea.
Daniel Brühl skylles i land
Maggie Smith og Judi Dench har tidligere sammen drukket Te med Mussolini, og den stil fortsætter de i Ladies in Lavender. Her spiller de to søstre, Janet og Ursula, der bor som et ægtepar i en lille engelsk kystby i 1936, hvor de lever en relativt begivenhedsløs, men tilsyneladende tilfreds tilværelse med strikketøj og netop eftermiddagsteen som dagens højdepunkter. En dag må de imidlertid lade teen blive kold, da de redder en ung mand, Andrea (Daniel Brühl), som er skyllet bevidstløs op på stranden. Han forstår ikke et kvæk engelsk, men vinder ikke desto mindre de to søstres hjerter, og særligt Ursula får hurtigt ejerfornemmelser over ham. Snart viser det sig, at Andrea er polak og en yderst talentfuld – og charmerende – violinspiller, der både vækker beundring og misundelse i det lille idylliske samfund, som ikke just byder alle fremmede velkommen. Og med Andreas talent og ambitioner må Janet og Ursula – hvis forhold slår små knaster med den unge mands ankomst – sande, at Andrea nok ikke bliver hos dem for evigt.
Dogville på valium
Ladies in Lavender udspiller sig om muligt endnu mere udramatisk, end handlingen lyder til på papiret. Med tiden lige før 2. verdenskrig som bagtæppe er Ursula og Janet repræsentanter for verden, før den blev af lave, mens Andreas ankomst signalerer nye og mere turbulente tider. I sin behandling af 'en fremmed kommer til byen' ligner filmen Dogville på valium og lykkepiller og rettet mod velfriserede pensionister – harmløs og egentlig også ganske uinteressant.
Samtidig fungerer afdæmpetheden dog fint til at belyse, hvordan Andreas livsmod og fremtidshåb får de to søstre til med en blanding af vemod og fortrydelse at se tilbage på og revurdere deres liv. En seniormoden skildring, der uden melodrama eller følelserne uden på tøjet viser, hvordan livet faktisk kan gå så langsomt, at det kan være svært at skærpe opmærksomheden omkring dets (tabte) muligheder.
Mærkværdig slow motion
Med særligt Dench i en usædvanlig sårbar rolle er man i godt selskab, og man får stor sympati for hendes fremstilling af vanskelighederne i at forlige sig med, at hun for Andrea blot er en skøn bedstemor. Bortset fra i en yderst mærkværdig brug af slow motion, flashbacks og freeze frames tror filmen ikke, at den er mere, end den er, og det klæder dens relativt lave ambitioner. Netop de lave ambitioner gør dog også, at ingen vil blive forarget eller på anden måde ophidset over de glansfarvede billeder og sobre budskaber, og man kunne således godt ønske sig, at Dance havde turdet at sætte noget mere på og i spil. Ladies in Lavender har ligeså meget kant som en hoppebold, en ligeså dramatisk fremadskridende udvikling som et egetræ, og kun Smith og Denchs lune, underdrejede sammenspil sørger for, at pacemakeren holder den temmelig ordinære fortælling i live. Ingen skal derfor høre et ondt ord for at bruge halvanden times tid på filmen – men heller ikke for at vente med det, til folkepensionen tikker ind.
|
| |
| | Udover et par trailers fra SF Films 'Noget på hjerte'-serie indeholder dvd’en intet andet end selve filmen. En kedelig udgivelse.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
