Når det store regnskab skal gøres op over de mest markante europæiske instruktører i nyere tid, så må den bosniske instruktør Emir Kusturica nødvendigvis komme til at indtage en plads i den prominente del af feltet. Men det bliver ikke for hans seneste film, Livet er et Mirakel. Frem for at opdyrke nye ideer og historier fra det kaotiske ex-Jugoslavien, der har været hans hjemmebane gennem hans mere end et kvart århundrede som instruktør, er der nærmere tale om en småkedelig rundvisning i det samme landskab, han flere gange tidligere har været en langt skarpere guide i. Filmen holder stilen fra tidligere, og i passager er den endog utrolig smuk, ikke mindst i sine imponerende udendørs-optagelser, hvor lyset farves af årstidernes skiften, men historien har langt fra format nok til at bære de over to en halv times trasken afsted.
 |
Copyright:
Camera Film |
En tynd konstruktion
Filmens bærende konstruktion udgøres af historien om den serbiske ingeniør Luka, der befinder sig vel i en afsidesliggende dal tæt ved den bosniske grænse og drømmer om en togbane, der kan bringe turisme, handel og velstand til. Han lever med sin lettere ustabile kone, der er operasanger, og deres søn, en habil fodboldsspiller. Vi skriver 1992, og da krigen bryder ud vil skæbnen, at konen stikker af med en anden og sønnen, der er blevet indkaldt, bliver taget til fange af serberne. Luka er dog ikke ensom længere end til han bliver pålagt at vogte over den tiltagende charmerende muslimske pige Sabarah, som han forelsker sig i med samme hastighed. Slutningen er blændende i sin udkrystalisering af såvel krigens som kærlighedens dilemma, men der er som allerede antydet alt for lang vej til den.
Ikke stil men gentagelser
Udover den svulstigt melodramatiske kærlighedshistorie får vi serveret en spids humor, der stiger som en varm dis over den politiske alvor og piftes op med instruktørens sans for finurlige Storm P'ske "falden-på-halen"-scener. Vi møder forretningsfolk, politikere og militære ledere uden skam i livet, og mennesker, der kun er mennesker, og derfor oftest sig selv nærmest. Vi oplever en fjollet krig, en hund og en kat, og et kærlighedshungrende, grådopløst æsel, der vel bedst kan placeres som en symbolsk cameo-optræden af instruktøren selv. Ingen af disse elementer, er ikke også i spil i instruktørens to forrige film, det historisk-politiske mesterværk Underground og sigøjnerknaldperlekomedien Sort Kat, Hvid Kat. Det er ikke længere stil, blot gentagelser. Det er ikke for at være tvær, alting var ikke bedre i gamle dage. Men Emir Kusturicas film var.
|
