| En instruktør kommer hjem |
| |
Han indtog Cannes som dansk films nye gulddreng, overvældede publikum såvel som kritikere og introducerede verden til dogmefilm. Ni år senere er Festen unægteligt slut for Thomas Vinterberg efter to på mange måder mislykkede (eller misforståede?) engelsksprogede værker. Det var tid for ham til at komme hjem til det danske sprog, hjem til – med instruktørens egne ord – hans eget udtryk. Hjem til En mand kommer hjem. En dramatisk komedie (eller et muntert drama, ifølge plakaten – vælg selv) skåret ud fra den søgen efter menneskers skrøbelighed og ofte umulige følelsesliv, som Vinterberg altid har brændt for at berette om.
 |
Copyright:
Filmfolket - Vihan de Mel |
Den gode dreng og slemme far
Metoden i En mand kommer hjem er en sprængfarlig sidestilling mellem den uskyldsrene ungdom og det korrumperede og forulykkede voksenliv. Som i Festen projiceret over på en far/søn-fortælling af de mere særegne: Mødet mellem en lillebys stolt hjemvendte, men livstrætte operatenor og den næsten naivt godhjertede søn, ingen vidste, han havde. Et aldrig for alvor dybfølt møde, men heller ikke egentligt fremmedgørende. Og for første gang i næsten et årti er Vinterberg i det mindste vedkommende, hvorfor man gerne tilgiver ham for en ikke helt sammenhængende historie.
Udgangspunktet er en solbeskinnet provinsby og den unge kokkeelev Sebastian, der vil gøre alt for ikke at blive det utro svin, hans far var. Men pludselig er det nemmere i teorien end i praksis, for elskov i en fuldmoden kornmark med den småskøre, men unægteligt billedskønne forførerinde Maria føles mere rigtigt end rutinesex i det sterile soveværelse med hans forlovede Claudia, og så ruller den dårlige samvittighedslavine. Alt imens hele byen nærmest går i frenetisk selvsving til ære for den hjemvendte helt og sanger, Karl Kristian, der under sin primadonnaoverflade gemmer på ikke så få ligheder med Sebastian.
It’s all about love?
Finder far og søn hinanden? Kan Sebastian hitte hoved og hale i sit kærlighedsliv og stadig være den gode dreng, hans mor altid har anset ham for? Vinterberg forsøger at svare på disse spørgsmål ved at servere en perlerække af overdrevne og urealistiske intriger, der kun overfladisk berører plottets jonglering med (sjæle)livets store spørgsmål. Man føler aldrig, det rigtigt gør ondt, når figurerne græder, råber, aggressivt overfalder hinanden og spytter hinanden i ansigt, men til gengæld er det uomtvisteligt underholdende. Nydeligt gemt væk under komediegenrens sarkasme og luftige charme bliver den sande kerne om at finde sit ophav og sig selv aldrig for selvhøjtidelig eller søgt. "A spoonful of sugar makes the medicin go down" i Mary Poppins og ligeså i En mand kommer hjem, som rimeligt præcist kan karakteriseres ud fra den dialog, hvor Karl Kristian belærer Sebastian om kærligheden: ”Det er så dumt og banalt, og så alligevel det eneste, der betyder noget”.
 |
Copyright:
Filmfolket - Vihan de Mel |
Punchs i hjerteregionen
Vinterberg negligerer ikke kærligheden, men ved at putte den i en formodentlig bevidst banal sammenhæng, får han på trods af nogle forbiere her og der alligevel leveret et par solide humoristiske punchs i hjerteregionen. Ikke mindst takket være nogle bedårende skuespilpræstationer fra især de unge debutanter Oliver Møller Knauer og Ronja Mannov Olesen i hovedrollerne som Sebastian og Maria, men også fra en køligt krukket Thomas Bo Larsen som Karl Kristian og en ustyrligt morsom Morten Grundwald som semipsykotisk hoteldirektør. Også velfungerende er kærlige tæsk og hyldestreferencer til alt fra Morten Korch til Kusturica, en herligt varm billedside fotograferet af Anthony Dod Mantle og sågar en flittig musisk brug af Shoshtakovichs anden vals fra Jazz Suite – kendt som hovedtemaet i Kubrick-svanesangen Eyes Wide Shut.
Velkommen hjem, Thomas
En mand kommer hjem er nærmere harmløs end en stor eller vigtig film, men den er både mere rendyrket fornøjelig end sin instruktørs gamle mentor von Triers selvterapeutisk kringlede forsøg udi komediegenren med Direktøren for det hele og mere troværdigt sød og tossegod end Lone Scherfigs provinsielle farce Hjemve. Thomas Vinterberg er kommet hjem med åbne arme og lettet hjerte, og han skal være noget så velkommen, inden de helt store udenlandske udfordringer formodentligt og forhåbentligt venter på ny.
|
| |
| Seneste kommentarer: (4 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Pictura
20-9-2007 13:52 | Festen er forbi!
Nej, nej, nej!!!
Aldrig er så mange uinteressante karakterer blevet præsenteret på så kort tid på så uinspirerende og utroværdig måde.
Hvad har de dog tænkt på, da de lavede manuskriptet? Sebastians stammen er kun et irritationsmoment. Faderen Karl Kristians udtale af sine replikker er dybt utroværdige. ("Ve do ha nåed å drik'?", siger Karl Kristian til Maria. Sådan siger en "gadedreng", ikke en skolet operasanger.)
Fotograferingen er rodet og sjusket,(der er intet fotografisk-kompositorisk til grund for bruge cinemascope-format. Dermed bliver det et irritationsmoment!) og som gammel vestfynbo må jeg sige: Aldrig er det vestfynske bølgende landskab blevet skildret så grelt og rædselsfuldt.
Så se hellere "Adams æbler"! Sådan skal dét nemlig gøres!
På musiksiden nasser man på Stanley Kubricks "Eyes Wide Shut". Det er simpelthen for lavt, Hr. Vinterberg!
Det er en OM'er!!
|
| Susanne B
16-9-2007 12:11 | Sig mig, er jeg den eneste, der mener, at filmen har 3-4 slutninger? Først den måske poetisk set "rigtigste", hvor Sebastian vandrer ud i den nattemørke mark. Derefter - som en hyldest eller et kærligt dril til til diverse feel-good movies -2-3 bud på en mere traditionelt happy-end: Sebastian vågner på stranden efter et drukorgie og må nu gå i gang med sit nye liv, Sebastian er i København, hvor han "tilfældigt" møder Maria og de erklærer hinanden deres kærlighed - og endelig Sebastian møder (på vej TIL byen) sin far og kommeren slags afklaring med ham, inden Sebastian og Maria går ud i fremtiden sammen. Til overflod er der lagt samme grotesk gyldne lys over disse sidste scener, som over det "barndomsminde" Sebastian har gemt af sin fars død. Et minde, der jo bliver afsløret som ren fantasi. Altså er filmen meget mere genreleg end entydigt udsagn. Og med Karl Kristian som operatenor er der, som jeg ser filmen, lagt et tydeligt spor: Denne film rummer kun de store følelser og muntre, pitoreske optrin, man kan finde i en opera. Sjældent har man set så lidt hverdag (og samtidig hørt så mange mundrette replik) i en film. Et orgie af talte arier, som vi selv kan digte med på/videre fra. Eller er det bare mig, der synes det??? |
| Thomas H.
14-9-2007 07:29 | Læste Berlingske m.fl's kritiske anmeldelser, og hvor er det bare typisk dansk jantelov at give den 2/6. det er da helt ude i hampen. Jeg er langt mere enig med Langelund.
De andre anmeldere virker som om de dømmer filmen ud fra instruktørens tidligere meritter, og jeg mindes at Ebbe Iversen på Berlingske fx. gav Hjemve 4/6 (var jeg ikke den eneste betalende kunde til det grimme, rodede og på alle måder leverpostejs-kedelige danske makværk) - og den her film er da langt pænere, flottere, sjovere og mere behagelig.
En ny Festen? Nej, langt fra, men alligevel en fin film. |
| Lars
14-9-2007 02:15 | Første post! Fremragende anmeldelse som altid hr. Langelund. |
|
|
|  |
|
