| Lånte liv |
| |
Tyskland oplevede i efterkrigstiden et spændingsforhold mellem befolkningen og den gruppe, der ikke blot havde været loyale overfor Nazi-regimet, men også havde arbejdet aktivt for dem. 45 år senere fik de den tvivlsomme fornøjelse af en lignende situation, da det tidligere DDR blev indlemmet i den tyske republik. For DDR, den socialistiske mønsterstat, blev holdt i et jerngreb af det statslige sikkerhedspoliti – i folkemunde kaldet Stasi. Næsten en kvart million indbyggere arbejdede i eller for Stasi, der udelukkende havde til opgave at holde rebelske individer nede, så kritik af styret ikke slap ud til hverken befolkningen eller omverdenen. Det giver sig selv, at det ikke var helt uproblematisk pludselig at ophæve dette tydelige hierarki - og det er i virkeligheden den historie, som den tyske instruktør Florian Henckel von Donnersmarck fortæller i sin særdeles vellykkede De andres liv.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Vores hovedperson er Wiesler, en af Stasis mange grå mus, som udførte deres arbejde i en blind tro på, at de arbejdede for 'den rette sag'. Han får en af de tvivlsomme opgaver, som altid følger i hælene på administrationen af ubegrænset magt. En minister har udset sig den feterede skuespillerinde Christa-Maria Sieland som sin næste erobring, problemet er bare, at hun danner par med dramatikeren Georg Dreymann, der er kendt som en loyal, systemvenlig ildsjæl på de skrå brædder. Men kunstnere var per definition modstandere af systemet, og derfor virker det ikke overvældende urimeligt, at Dreymann bliver udvalgt til totalovervågning med henblik på at finde noget smuds – også selv om motivet i virkeligheden handler om ministerens libido snarere end nationens sikkerhed.
Wiesler påtager sig opgaven med en mekanisk grundighed, der er nødvendig, for at han ikke skal ende med at involvere sig personligt, men trods alle foranstaltningerne, så må han indse, at en totalovervågning er noget ganske andet end de forhør, han normalt udfører mellem hans undervisning af nye stasi-elever. For under totalovervågningen lever man sammen med sit mål, godt nok adskilt af nogle etager og et par hovedtelefoner, men hver eneste bevægelse, hvert eneste åndedræt iagttages med samme grundighed, som var det hans elskedes, som var det hans eget.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Og her finder filmen sin solide, menneskelige forankring. Den første times tid er en effektivt leveret Stasi-thriller i samme kuldslåede atmosfære, som vi f.eks. også har set i danske Kongekabale. Hvis man er til den politiske spændingsgenre, nyder man magtspillene, sikkerhedstjenestens metodiske tilgang – og ikke mindst overvågningsscenerne, hvor Wiesler langsomt kommer tættere og tættere på Dreymann og Sieland. Men så krakelerer facaden pludselig. Ikke teatralsk og udadvendt, men i en lille, næsten ubetydelig handling. Ministeren har haft en hektisk hyrdetime med en aldeles modvillig Sieland på bagsædet af hans limousine; han drevet af besiddertrang, hun accepterende med et ydmygt ønske om fortsat at have lov til at optræde på østtyske teatre. Limousinen ankommer udenfor lejligheden, hvor Dreymann intetanende venter på sin elskede, men Wiesler vælger ikke blot at lytte og notere, hvad der sker, når hun kommer hjem. Han kortslutter ringeklokken, så Dreymann tror, at der bliver ringet på døren – og da ingen svarer på dørtelefonen, går han ned på gaden, i tide til at se hende forlade limousinen. Uden at afsløre sig selv og dermed helt give slip på livlinen til det system, der egenhændigt afgør, om folk lever eller dør, har Wiesler bragt sig selv ind i de andres liv, ind i den tilværelse han ellers blot levede af at betragte.
Efter 'syndefaldet' lader Wiesler langsomt sin menneskelighed komme med på arbejde, og her vokser De andres liv fra den veldrejede og sikre spændingsfilm til en flot skildring af medmenneskelighed i et strengt umenneskeligt system. Mere skal ikke afsløres her, for netop uforudsigeligheden er en stor styrke i en fortælling, der snildt kunne have lagt sig stilsikkert, men uopfindsomt op af de utallige forgængere i spiongenren. Von Donnersmarcks historie ender derimod et ganske andet sted end man kunne forvente, og får fint problematiseret den maskinelle administration af mennesker, der om noget kendetegnede DDR-regimets rygrad. De andres liv er en stærk film, som ganske fortjent har vundet hjerter stort set alle steder, hvor den er kommet ud. Det kunne have været endt som et internt tysk samvittighedsanliggende, men Von Donnersmarck og de enestående stærke skuespillere løfter det til en almengyldig historie om behovet for at betragte sine omgivelser som mennesker af kød og blod – uanset hvad ens foresatte beder en om.
|
| |
| | Udover en sjov lille præsentation af en lang række af Stasis spionudstyr består ekstramaterialet udelukkende af interview med de medvirkende og personerne bag filmen. Det er en ok måde at komme rundt om produktionen, men netop denne film med så rig en historisk baggrund kunne sagtens have brugt en mere fyldig udgivelse.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (7 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Sara
19-5-2007 16:49 | Hej Nikolai.
Kan anbefale dig at læse Anna Funder's Stasiland og besøge stasihovedkvarteret i Østberlin. Fremstillingen i Das Leben der Anderen er faktisk ikke så langt fra virkeligheden - opfindsomheden var stor, og stupiditeten i de anvendte metoder endnu større... |
| Nikolai - Teil 2
9-5-2007 15:11 | hvis hun fortæller noget til en anden. I en virkelig politistat ville han ikke behøvet, at sige det - det ville bare har været klar for hende. Nærmere ville han har inviteret hende til en "informativ samtale" angående hendes nabo og gjort hende til "IM" (informel medarbejder). Det ville har været meget mere overbevisende og realistiske end den oh-så-chockerende afpresning af C.M.Sieland senere i filmen.
4. Den egentlige installation af mikrofonerne er også meget sjov. Hele tiden bærer de grå STASI-folk grå handsker. Klart, de må jo ikke efterlade fingeraftryk. For hvis Dreymann nu opdager noget og går til politiet og de undersøger fingeraftrykkene og så arresterer STASI-agenterne ... HALLOOO, hva' fan'n er det her? Det er ikke DDR, det er en børnehave! James Bond for wanna-be-politisk-opklarede.
5. Senere, da Dreymann vil skrive en systemkritisk tekst, "tester" han sin lejlighed, idet han får besøg af Hausers Onkel fra Westberlin: De praler højt i lejligheden, at de vil skaffe Hauser i Onkelens bagagerum over grænsen. Da han kommer over grænsen, uden at blev kontroleret, betragter de lejligheden som sikkert. Det virker som om Florian Henckel von Donnersmarck tror, at alle DDR-borger var fuldidioter. Tror han virkelig, at en borger i DDR mente, at han kunne "teste" sin lejlighed sådan bare? Og tror han virkelig, STASI var så dumme, at de ville falde for sådan en plat ide? Og hvad er det for en skrækkelig politistat, hvor man bare behøvede, at teste sin lejlighed og så var man i sikkerhed? Ja, hvis det var bare det, hvad var der så slem ved DDRen?
6. Men det bliver endnu bedre: Dreymann få besøg af en westtysk journalist, der skal publicere Dreymanns tekst. Wieslers chef Grubitz (Ulrich Tukur) spørger ham efter journalisten, hvis bil er blevet "fulgt efter fra grænseovergangen til Prenzlauer Berg, og der tabt ud af syne". Wiesler dækker Dreymann og siger, at han ved ikke noget om det. Men det er altså urealistisk at en westtysk bil i Østtyskland "går tabt". En eller anden, den lokale politimand, en STASI-medarbejder, der bor i samme gade, en IM i en nabolejlighed, en eller anden ville har set bilen foran Dreymanns hus og meldt det videre.
7. I øvrigt ville man s&a |
| Nikolai
9-5-2007 15:09 | Filmen "De Andres Liv" af Florian Henckel von Donnersmark er, filmisk set, vellykket. Den har en god fortællerytme, atmosfæriske kulisser, god fotografering, fantastiske skuespiller og virker egentlig ikke så lang, som den faktisk er.
Og dog har filmen et afgørende problem: Den er utroværdig. Godt nok starter den med et tør semidokumentarisk indledningstekst om funktion og arbejde af STASIen og viser bagefter en, stadig authentisk virkende, afhøring og skolingen af kommende STASI-medarbejdere. Men direkte bagefter udvikler sig filmen til et eventyr om et system, der aldrig har eksisteret på den måde med borger, der har aldrig har eksisteret.
Kulturminister Hemf (Thomas Thieme) vil få udspioneret dramatikeren Georg Dreymann (Sebastian Koch) for at skaffe ham af vejen for at kunne få dens kæreste, skuespillerinden Christa-Maria Sieland (Martina Gedeck). Men den STASI-kaptajn (Ulrich Mühe), der fik opgaven, udvikler sympati for sit offer og beskytter det, uanset dens egen tab.
Det er en meget rørende historie, som desværre aldrig har kunnet fundet sted i den virkelige DDR. Og man behøver ikke at have levet der, for at kunne se det. Man skal bare prøve, at bruge sit hovedet mens man ser filmen, istedet for at bare proppe popcorn ind:
1. Måske er Georg Dreymann nok selv systemtro og umistænkelig. Men til hans nærmeste venner hører folk som teaterinstrukøren Jerska (Volkmar Kleinert), som har arbejdsforbud, og journalisten Hauser (Hans-Uwe Bauer), som har selv siddet i STASI-varetægt. Når Dreymann har sådan nogen venner, hvorfor bliver han ikke overvåget i forvejen? Selv hvis STASI stoler på ham, så ville de dog gerne vide, hvad hans venner snakker om, når de er på besøg. Men nej, overvågningen skal først igangsættes.
2. Og så kommer det næste: Hele aktionen er selvfølgelig top hemmelig. Men STASIen står med en mandskabsvogn fyldt med grå mænd midt på dagen foran huset, for at, når Dreymann er væk, invadere lejligheden i én samlet flok. Og ikke en eneste beboer i hele gaden lægger marke til det?!?
3. Jo da, naborinden der bor overfor Dreymann ser det hele igennem sin dørspion. Derpå bliver hun truet af kaptajnen, at han vil tage hendes datter studieplads, hvis |
| michaelw
1-3-2007 15:05 | En rigtig fed film en af de bedtse tyske film jeh nogensinde har set den vækker mange tanker og psykologisk er den jo helt exeptionel overgå dog ikke der untergang.
fortjent Oscar.
Fem stjerner. |
| Coenfan
28-1-2007 17:10 | Fantastisk film. I mine øjne sidste års bedste. Jeg fandt den meget rørende, og samtidigt gav den et udmærket indblik i hvordan aflytningsprocedurer, afhøringer osv. fungerede. Den går stadig i visse udvalgte biografer, og skal så absolut anbefales herfra.
Selvom jeg desværre endnu ikke har set "Pans Labyrint", håber jeg klart at den vinder Oscar-kapløbet. Så kan Tyskland også få revanche for "Der Untergang". |
|
|
|  |
|
