| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (6 stemmer) |
|
|
|
 |
Ærens dage
| Mission completed |
| |
Rachid Boucharebs Ærens Dage har ét brændende inderligt ønske: At sprede kendskabet til de nordafrikanere i de franske kolonilande, som syngende med på Marseillaisen, hyldende Tricoleur og beundrende Charles de Gaulle ofrede deres liv i 2. verdenskrig for et land, de aldrig havde sat deres ben i, og som aldrig anerkendte deres indsats. I den franske hær blev de mødt af kun en smule broderskab, endnu mindre frihed og stort set slet ingen lighed i forhold til deres franske soldaterkammerater, og i 1959 blev de sågar frataget den pension, alle franske krigsveteraner ellers havde ret til. Først da Jacques Chirac så Ærens Dage sidste år, fik de nordafrikanske veteraner godtgjort, hvad der rettelig tilfaldt dem. Bedre sent end aldrig, og dens kvalitet uanfægtet har Ærens Dage derfor også fuldført sin vigtigste mission.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Oprør om tomater
I tilgift er det bestemt heller ikke en dårlig film, Bouchareb har drejet. Tydeligvis indigneret og med afbalanceret sympati følger den en gruppe frivillige, nordafrikanske soldater, hvis spirende drømme om et lykkeligt liv som franske borgere brutalt udnyttes til at kaste dem ud i forreste linje i et par af de allieredes mest livstruende slag. Forskelsbehandlingen sætter sig uafrystelige spor i dem alle. Den ambitiøse og dygtige Abdelkader bliver negativt forfordelt i kampen om at blive befalingsmand, og Yassir kan ikke besøge sit livs nyfundne kærlighed, da nordafrikanerne alt for sjældent får orlov. Bedst går det faktisk den forsigtige, følsomme og lidt forkrøblede Saïd – evigt med den ene hånd usikkert i lommen – som blot tilpasser og affinder sig.
Mens de i kampens hede må indordne sig de ikke altid retfærdige ordrer for at overleve, lurer oprøret dog også, og som i Eisensteins klassiker Panserkrydseren Potemkin er det i spisesalen, at det bryder løs. Rod med rationeringerne – og i dette tilfælde uddelingen af saftige, postkasserøde tomater – er åbenbart noget, der forvandler passiv accept til aktiv handling!
Spielberg-inspiration på godt og ondt
Ærens Dage er en yderst traditionel krigsfilm med karakterer, der hører til genrens arketyper. Selv den hårdføre, men på bunden samvittighedsfulde (hvide) sergent, er repræsenteret. Heldigvis bliver det traditionelle sjældent kedeligt, arketyperne sjældent stereotyper, og instruktør Bouchareb giver momentvist også plads til mere kontemplative passager, der antyder krigens absurditet. Desuden leverer han et meget præcist og fint billede af kultursammenstød og -forskelle, når soldaterne fx belønnes med fisefornem, røvsyg ballet – og udvandrer! Filmen er på godt og ondt inspireret af Spielbergs Saving Private Ryan, hvilket fremstår som en fordel i de – i både lyd og billede – effektive og fængslende krigsslagscener. Mindre heldigt er det, at man så også direkte har kopieret Spielbergs epilog af hvide kors og autentiske krigsveteraner.
Bundhæderlig film
Med filmens meget klassiske, episke opbygning frem mod soldaternes sidste, fatale opgave kan det hverken overraske eller undre, at Ærens Dage blev Oscar-nomineret for bedste udenlandske film. Selvom den i midterpassagen mister en smule af sin drivkraft bestående af lige dele fortørnelse og sympati, er den mindre positive del af Hollywood-inspirationen dog til at overse, og uden at tilføje krigsfilmgenren nye detaljer – det skulle da lige være den fine brug af arabisk musik – lykkes filmen i at videreformidle sin rørende indignation. Ved hjælp af nærværende skuespil, et stort hjerte og Boucharebs overvejende gode greb om historien er Ærens Dage nemlig en bundhæderlig film, der har haft større konkret betydning for det virkelige liv, end de fleste film kan prale af.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
