| En agent fødes… |
| |
Hvordan holder man liv i en agent, der runder 44 års aktiv tjeneste i år og stadig skal være lige ung, atletisk og kynisk? Producenterne bag Bond-serien har i tidens løb valgt at udføre en række ’reboots’, hvor rammerne er forblevet de samme, mens indholdet med sikker hånd er blevet omformet til tidens trend. Sean Connery var den overlegne agent sat op mod næsten uovervindelige superskurke, Roger Moore var eksponent for en mere outreret, urealistisk Bond med missioner i rummet og oversvømmelser af Californien inden Timothy Dalton i to film fik bragt Bond tilbage på jorden i en benhård variant, der faldt så meget i unåde hos publikum, at serien gik i koma i 6 år. Genoplivningen stod Pierce Brosnan for med stor respekt for de stærkeste kendetegn fra hver af de tre forgængere, men da filmene med ham konstant så sig nødsaget til at overgå forgængeren for at levere varen, så endte det helt naturligt med behovet for en ny genstart af systemet efter den overgearede Die Another Day, hvor det meste af Island blev lagt øde af altødelæggende satellitspejle.
 |
Copyright:
Sony Pictures International |
Den nye ’reboot’ er dog den mest markante hidtil, primært fordi man har valgt at tage udgangspunkt i en af de gamle Ian Fleming-bøger – ”Casino Royale” – som der indtil nu har været gjort to forsøg med, begge udenfor det normale Bond-værk: Tv-filmen med Barry Nelson fra 1954 (hvor Bond var amerikaner!) og spoof-filmen fra 1967 med David Niven som den gamle Bond, der kæmper mod bl.a. Orson Welles som Le Chiffre. Ved at gå helt tilbage til begyndelsen, til tiden før den hårdhudede agent var ”Bond, James Bond”, før han drak sine martini ”shaken, not stirred” og før han for alvor vidste, at kvinder i lækkert lingeri sagtens kunne have andre motiver end de helt åbenlyse, får vi for alvor en helt ny start. Her er Bond en ung agent i MI-6, som den skeptiske M egentlig helst var fri for på grund af hans problemer med at holde sig til reglerne, men da han kommer på sporet af nogle store transaktioner mellem terrorister, som fører tilbage til den mystiske Le Chiffre, bliver der pludselig grund til at give ham lidt længere snor. Le Chiffre er nemlig mistænkt for at have været involveret i en række aktiehandler op til 9/11, som tydede på, at han vidste, hvad der skulle ske.
For at få Bond tæt på Le Chifffre bliver han tilmeldt en stor poker-turnering i Montenegro (originalens baccarat-turnering er af hensyn til publikum fornuftigt nok skiftet ud med poker), hvor indsatser og egoer begge befinder sig i de høje luftlag, men samtidig udstyres han med en pekuniær guvernante i form af den smukke Vesper Lynd, så man sikrer sig, at den iltre Bond ikke spiller alle skatteydernes penge op. I begyndelsen er hun kold, rapkæftet og forretningsmindet, men efterhånden som vores mand i smoking må kæmpe sig gennem venner og fjender for at redde både penge, pige og bagmand, tør den iskolde Lynd op overfor vores nu blonde og blåøjede agent.
 |
Copyright:
Sony Pictures International - Jay Maidment |
Som Bond-film er Casino Royale absolut vellykket. Ganske som Batman-serien gik tilbage i den seneste film Batman Begins og så på heltens tilblivelse, så giver det god mening at introducere Daniel Craig som en ny begyndelse snarere end en fortsættelse, for han har ikke Brosnans umiddelbare charme og reklamefilmsstil, men er i stedet rå, ubearbejdet og på alle måder en menig agent på vej mod 00-status. Til gengæld er filmen sikkert og rutineret iscenesat af den ellers ujævne Martin Campbell, som også skød Pierce Brosnans Bond-karriere i gang med GoldenEye for 11 år siden.
Vi åbner med en jagtsekvens, som ville være enhver slutscene værdig, højt over den afrikanske jord med effektiv og tidstypisk brug af parkour – den atletiske stil, hvor man svinger sig rundt i og mellem den urbane akitektur og som man kender fra Yamakasi samt B-13 - og samtidig en umiddelbar reminder om, at denne Bond ikke klarer sagerne med en kæk replik, en smart himstregims og en velpresset smoking. Craigs Bond bliver kylet ned af trapper, tævet sønder og sammen og må klare ærterne helt uden Q’s gadgets – og faktisk virker det som en forbløffende god rensning af konceptet. Her løbes og slås og ikke meget andet, men vi har en klar forventning om, at i kommende eventyr kan både biljagter og Q’s omfattende kælderforskning sagtens vende tilbage i tilsvarende reviderede versioner. Craig er god til denne variation over Bond-figuren, mest troværdig som den kålhøgne agent og i de udvalgte showdowns med Mads Mikkelsens Le Chiffre (som er god uden at være mindeværdig), men også fin som den uerfarne agent med stor appetit på kvinder uden kendskab til den svigfuldhed, som altid har været knyttet til de letpåklædte pigebørn i Bond-universet.
At filmen så er en halv time for lang og slet ikke får ordentligt styr på det sidste kapitel omkring et synkende hus i det centrale Venedig, hvor nye skurke pludselig introduceres uden ordentlig baggrund og hvor den store finale, som filmen åbnede med, ikke bliver spejlet i en tilsvarende slutning, er til at leve med, fordi man med Casino Royale rent faktisk tror på, at det er lykkedes at genoplive Bond-serien i en form, som kan holde flere år ud i fremtiden. En temporær konkurrent som Jason Bourne har netop vist, hvor gode resultater man kan få ud af at holde agentgenren nede på jorden, og nu er Bond kommet med på noderne uden at miste den fornemmelse af uopnåelig overklasse, som trods alt hører universet til. Vi glæder os – helt uden forbehold – til at se, hvordan den nye Bond om et par år forhåbentlig formår at fastholde det rå, upolerede udtryk, nu hvor martinien har fundet sin rette konsistens, hvor kynismen har bredt sig helt ind under smokingen og hvor identiteten som 00-agent i hendes majestæts tjeneste har indfundet sig en passende moderniseret udgave.
|
| |
| | Dejlig 2-disc-udgivelse med alt det, der hører en stilfuld filmserie som Bond til. Naturligvis med fokus på den nye skuespillers tilvænning til rollen som Bond – og et altid velkomment blik på Bond-pige-begrebet.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (53 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Den fornuftige
26-1-2010 01:07 | Casino Royale er temmelig vellykket. Til Pierce Brosnans forsvar skal man nok lige nævne; GoldenEye. Den er meget meget bedre end Casino Royale. En af de mærkbare fejl ved alle Bond-film, der er kommet ud efter GoldenEye er musikken. David Arnold er ikke god til at lave Bondmusik. Casino Royale soundtracket er et dårligste Bondsoundtrack siden 1962. Actionmusikken er så umelodisk som den næsten kan blive. Daltons film faldt desuden ikke i unåde hos publikum. The Living Daylights var en kæmpe succes. Det største problem ved Casino Royale er nok Daniel Craig. Jo han spiller meget godt, men han ligner jo ikke en Bond. Efter at have set Quantum Of Solace ser jeg meget frem til at se Daniel Craigs efterfølger. Og nej hvis CR og QOS sætter standarden for fremtidens Bondfilm, så er jeg ikke interesseret. Hvor er Q? Hvor er Moneypenny? Jeg spørger bare. |
| Hansen
10-9-2008 10:00 | Al den omtale omkring Mads Mikkelsen og Jesper Christensen blir helt overset..som man heldigvis ser mere til i næste.
Og jeg glæder mig til at se Craig som Bond igen. |
| Chels<'3
12-12-2007 16:09 | FED film. Helt sikkert en vinder.
Glæder mig med hele hjertet til fortsættelsen, som jeg desværre skal vente næsten et helt år på.
Har læst at den vil starte lige hvor den forrige sluttede, Fedt.
Daniel Craig leverer varen meget bedre end Pierce Brosnan gjorde det. Daniel har den der Bond atitude over sig, hvor Pierce Brosnan bare er et kønt ansigt.
Bond 23-Can't seem to wait for you |
| Johnny Pepperoni
22-9-2007 11:59 | Jamen Pierce Brosnan fortsatte jo netop ikke i samme stil... de gamle Bonds gjorde netop det med at "kneppe kællinger" og efterlade dem uden moralske skrupler, hvor Brosnans Bond var en langt mere kedelig moralsk person i overdrevne og trivielle actionfilm fremfor stillistiske spionfilm. |
| Lukazzen
22-9-2007 11:45 | De skulle have fortsat i den samme stil . Han skal bare kneppe damerne og de skulle være det . Pierce Brosnan skulle have lavet en mere !! |
|
|
|  |
|
