| Boston Hardcore |
| |
Hvem er jeg? Du har sikkert ofte stillet dig selv netop dette spørgsmål, for livet igennem får vi med jævne mellemrum brug for at definere os selv i nye sammenhænge. Identiteten er vigtig, ja selvforståelsen er faktisk afgørende for det enkelte menneskes eksistens. Hvis vi ikke ved, hvor vi hører til, mister vi grebet med virkeligheden.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Dette meget menneskelige og almengyldige dilemma destilleres til fineste form af Martin Scorsese, der som en etableret gangsterboss ser ud til at blive mere og mere sikker i sit håndelag for hver enkelt opgave, han kaster sig over. Nu gælder det The Departed, på overfladen en genindspilning af den overrumplende effektfulde, æstetiske perle Infernal Affairs fra Hong Kong, men i sin sjæl en selvstændig, dybtfølt afdækning af menneskets behov for at kunne identificere sig med sin egen position i livet.
Frank Costello er gangsterbossen. Han ved præcis, hvem han selv er, for efter mange år som Bostons illegale overhoved er han for længst holdt op med at spørge om lov. Som underverdenens borgmester styrer han byen nedefra og sørger hele tiden for kun at rekruttere de bedste medarbejdere til den nære kreds af håndlangere. Hertil rekrutteres også unge Colin Sullivan, men netop den på overfladen så retskafne Sullivan har en helt særlig fremtid foran sig. Han bliver nemlig sendt på politiskole og består med så fine karakterer, at han ryger direkte ind i den helt særlige enhed, som bekæmper netop Frank Costello. Således har bossen sikret sig mod ubehagelige overraskelser.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
På den anden side af lovens arm står den tilsvarende snu Queenan, som ret hurtigt indser, at den bedste måde at holde Costello i kort snor er ved at plante en muldvarp i hans inderkreds – og her kommer den iltre Billy Costigan behændigt ind fra politiskolen. Tilsyneladende bliver han arresteret for en forseelse i tjenesten, smidt i fængsel og ud af politiet, og efter tilstrækkelig lang tid er der ingen, der overraskes over at se ham slutte sig til Costellos slæng.
Når de direkte modstandere består af en betjent, der lader som om han er gangster, og en gangster, der lader som om han er betjent, så er spillet åbnet for et dramatisk opgør. Plottet følger i hovedtræk Infernal Affairs, men Scorsese og manuskriptforfatteren William Monahan sikrer på alle andre niveauer, at The Departed bliver sin helt egen fortælling. Det lette træk er naturligvis at have sikret en drømmebesætning til rollerne, nøje udvalgt helt ned til de mindste roller. Godt nok skulle Robert De Niro vanen tro hos Scorsese have været med som Costello, men når man har Jack Nicholson som stand in, så går det såmænd lige an. Mere kompliceret har det været, at få vinklet historien, så både den ydre dramatik, når jagten mellem de to muldvarpe og deres foresatte i to fulde klokketimer konstant intensiveres, og den indre splittelse mellem to mænd, som begge er placeret på fremmed grund både fysisk og mentalt, tilgodeses. Balancegangen lykkes til noget nær perfektion, og her ligger Scorseses egentlige mesterstykke i The Departed, så vi under tiraderne af skældsord fra de testosteronbårne egoer og de fermt håndterede spændingsscener, når muldvarpene graver sig tættere og tættere på det afslørende dagslys, også bliver introduceret for to plagede sjæle på nippet til at tabe grebet om virkeligheden, fordi de er tvunget til at leve uden identitet.
Midt i al denne snak om identitet er det naturligvis interessant, hvor Scorsese selv er henne. For nok har han en naturlig filmisk tilknytning til netop den underverden, som vi møder i The Departed, hvor magtanvendelsen sker lige synligt på begge sider af lovens bogstav, men samtidig ændrer det ikke ved den kommercielle tone, der hviler over en amerikansk genindspilning af en succesrig fremmedsproget film. Hvor et projekt som Goodfellas emmede af en brændende personlig entusiasme over at præsentere den glitrende ”Show me the money”-verden, har The Departed en snert af mere kynisk kalkulation. Åbningsscenen er ægte Scorsese, og hans næsten dekadente evne for personskildring føles direkte, når Frank Costello filmet nede fra sengen kaster håndfulde af kokain ud i rummet og snerrer til den prostituerede udenfor vores synsfelt ”Don't get up 'til you're numb”. Plottet truer undervejs med at stjæle scenen, ganske enkelt fordi det er så pokkers effektivt og spændende. Det var hele den første film, og også i The Departed mærker man dets tiltrækningskraft – en dobbelt No Way Out, som ellers er spændende nok i sig selv. Men Scorsese holder kontrollen, fordi han fastholder sine personer som filmens skelet. Et andet af hans varemærker – den tyngende, katolske skyld – præger vores to hovedpersoners langsomme opløsning. Identitetstabet er også et trostab, og de pointer slås fast med kæbeknusende styrke, når Scorsese i nøje afmålte doser lader lærredet eksplodere i den vold, vi ved, han mestrer effekten af. Her tæller hvert ord og hver bevægelse som en kamp for overlevelse, en kamp væk fra den befriende tilstand, som alle i filmen både i tanke og handling bevæger sig hen mod som det nedslående alternativ til at finde tilbage til deres egen identitet – titlens ”The Departed”, de afgåede.
|
| |
| | Udgivelsen fylder to dvd’er, men omfanget af ekstramaterialet er ikke så voldsomt, som en hel ekstra dvd kunne antyde. Det er imidlertid godt og præcist, men ni nye scener, som Martin Scorsese præsenterer grundigt og oprigtigt, samt to featuretter på 15-20 minutter. Den ene kigger på historien bag om Jack Nicholsons figur, for godt nok er filmen en genindspilning af Hong Kong-spændingsfilmen Infernal Affairs, men Boston har også haft deres egen gangsterboss, som har dannet baggrund for den amerikanske fortolkning af historien. Den anden featurette sætter fokus på Scorseses arbejde med crime-genren og hans opvækst i New Yorks barske Little Italy. Godt, relevant ekstramateriale.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (33 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Jake
4-8-2009 11:49 | Utrolig overvuderet kedelig film. |
| Eldine er en stakkel
4-8-2009 01:05 | The Departed virkeluf en fantastisk film 5 stjerner! |
| Eldine
3-8-2009 16:20 | Så er det godt vi andre ikke følger dig i din dom , Dom |
| Dom
3-8-2009 13:00 | Denne film var nok den kedeligste film jeg har været i biografen og se...Den var virkelig ringe i følge mig...Med alle de skuespillere troede jeg at jeg skulle ind og se en fed film, men det ville have været bedre hvis jeg var blevet hjemme..Jeg var ved at falde i søvn i biografen fordi den var så ringe...den var krafedeme lige så dårlig som syv år i Tibet i følge mig!!! |
| morten
28-7-2007 21:01 | spænden film rigti go men ikke oscard værdi |
|
|
|  |
|
