| At søge tilbage og komme videre |
| |
Jeg vågner op. Jeg går i bad og vasker mig. Med sæbe. Jeg... Jeg vågner op. Jeg spiser morgenmad. Jeg... Jeg vågner op. Det er i mellem repetitionen og variationen, at Chris eksisterer. Ligesom filmen om ham, om hans forskruede og forviklede eksistens, gør det. Forfattet og instrueret af Scott Frank, der brød i gennem som manuskriptforfatter på bl.a. Elmore Leonard-filmatiseringerne Out of Sight og Get Shorty – og med et utroligt øje for thrillergenrens konventioner og det psykologiske dramas dramaturgi. The Lookout er en stram, snedig krimi på én og samme tid forankret i og på en armslængdes afstand fra sin genre.
 |
Copyright:
Buena Vista |
At bevæge sig både frem og tilbage
Nøglen til forståelse af netop The Lookout, til at forstå dens detaljerigdom og -finesse, ligger i en god fornemmelse af genren; en forståelse af skiftene mellem og brudene med repetition og variation. Hvordan vores hovedperson, Chris Pratchett, der lider af hukommelsesforstyrrelser og generel psykisk ustabilitet efter et biluheld fire år tidligere, gerne vil fremad i sit liv, men endnu hellere vil tilbage, og dermed søger indad, vender indad. Hvordan den åleglatte Gary skruppelløst udnytter Chris til at være udkigspost – den titulære The Lookout – men samtidig er tvunget til det, ude af stand til at undslippe en umulig situation på bunden af samfundet. Sociale relationer, tryghed og usikkerhed side om side, at tro og at turde tage troens spring samt – ikke mindst – et intelligent øre for tilfældets musik. Hvordan håndterer den privilegerede Chris at miste sin forstand, sin kæreste, sine venner? Hvordan kommer man over noget, som man ikke tør tænke på – men alligevel ikke kan glemme? Hvordan bevæger man sig på én og samme tid tilbage og frem? Det er kernen i The Lookout.
Gennemført på alle fronter
En svær størrelse dels forudsigelig i sit plot, dels uforudsigelig, men langsomt åbnende op for sine personers inderste liv. Det er hjernens uvilkårlige rod fra The Machinist koblet med Coen-brødrenes alternative krimi Fargo – og i øvrigt også med dennes kølige, isnende blå og hvide palet. En intens persontegning, der efter godt tre kvarter bliver til en rendyrket krimi om en lille, urolig bandes bankrøveri, for til sidst igen at nærme sig det psykologiske drama. Genrebrud og -skift helt i Elmore Leonard-ånden. Og helt i samme ånd som hovedrolleindehaver Joseph Gordon-Levitts gennembrud Brick. Ligesom i denne er han her i rollen som Chris ude af sig selv og ude af stand til at gennemskue personerne og strukturerne omkring sig. Psykisk ustabil og ofte følelsesmæssig uudgrundelig, men alligevel identificerbar. En svært imponerende persontegning. Velspillet, velskrevet, velafbalanceret i sine skift, velfotograferet og – ikke mindst – velkomponeret af James Newton Howard med simple, men inciterende strenge- og klaverarrangementer. The Lookout stikker undervejs afsted i flere retninger, men holder sig alligevel samtidig på rette spor. Med klare pointer og uklare hensigter. En i dén grad anderledes krimi.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
