| Tandløs talmagi |
| |
Jim Carrey er i denne anmelders øjne en ofte skamløst undervurderet skuespiller. Få som ham har på én gang et så bredt komisk repertoire og en så nærværende sårbarhed, og mindst én af hans fremragende præstationer i The Truman Show og Man on the Moon burde have givet ham den Oscar-nominering, han stadig har til gode. Derfor er det også helt naturligt at have store forventninger til The Number 23, hvor Carrey debuterer i thriller-genren uden nogen form for komisk sikkerhedsnet. Hans tidligere 'seriøse' film har ofte haft et naivt komisk, skævt eller ironisk islæt, og aldrig har man set Carreys gyldne gummiansigt lagt i så alvorlige og sammenbidte folder som nu.
 |
Copyright:
SF Film |
Besat af et tal
Måske det skyldes Carreys (for store?) iver for at bevise, han også mestrer denne genre, at det virker som om, han bestemt ikke føler sig tilpas i rollen som sorgløs pater familias, hvis liv bliver vendt op og ned, efter en uhyggelig bog om tallet 23 pludselig føles som skrevet til og om ham. I takt med at Walter bliver mere og mere opslugt af bogens altoverskyggende omdrejningspunkt, begynder vanviddets mørke at sænke sig over hans før så lyse sind, for hvorfor er det, at alle datoer, numre og personlige oplysninger i hans liv altid ender ud med tallet 23? Han er eksempelvis født den 3. februar og mødte sin kone, da han var 23. Desto mere besat han bliver af bogens tvangstanker om en diabolsk egenskab ved tallet 23, desto mere frygter han også, at han vil slå sin yndige hustru ihjel. Alligevel må han finde ud af, hvorfor 23 hjemsøger ham overalt. Koste hvad det vil.
Numerologisk nonsens
Jim Carrey gør et hæderligt forsøg i hovedrollen, men han finder aldrig ind til kernen af sin figur, hvilket resulterer i en for tam og gennemsnitlig præstation. Han får dog heller ikke just meget at arbejde med fra debutanten Fernley Phillips’ manuskripts for spinkle fascination af noget numerologisk nonsens, som aldrig udgør en sammenhængende, troværdig eller virkelig interessant historie. Den for forcerede mystik introduceres allerede i introsekvensen, hvor tilfældige facts relateret til 23 præsenteres, men oplysninger, som at Cæsar blev stukket ned 23 gange, eller at Hiroshima blev bombet den 6. august 1945 (6+8+4+5=23), virker som konspiratoriske spredehagl uden substans, der ikke kan afføde anden reaktion end 'nå'.
 |
Copyright:
SF Film |
Ufrivillig pixibog-komedie
Også instruktør Joel Schumacher bidrager til, at The Number 23 – på trods af en dødseriøs Carrey – hurtigt forandrer sig fra thriller til ufrivillig komedie. Schumacher mestrer aldrig antydningens kunst, men vælger i stedet at undervurdere sit publikum og sidestille tilskueren med en treårig, der meeeeget laaaangsomt og tyyyydeligt får læst en pixibog højt af en nøjsom farmand, som ivrigt peger på de enkle illustrationer i bogen for yderligere at understrege de tyndbenede pointer. Et godt eksempel på dette er slutningen, hvor Walter på ualmindeligt detaljeret vis leverer en klamt opklarende 5-minutters voiceover, så alle løse ender fikst bliver samlet i én stor, nydelig afrunding. Det er for meget af det gode, nedladende og til tider tangerende det dramaturgisk amatøragtige.
Ironiforladte klicheer
Så godt som samtlige af genrens narrative såvel som visuelle klicheer står desuden i kø: De fortvivlede køreture i piskende regnvejr, en hemmelighed røbet af en gammel mand umiddelbart før hans død, det dystre hotelværelse og den gammeldags, lille boghandel, der sætter hele miseren i gang, er alle vitale dele af historien. Ydermere plages man af hovedpersonens ih-så-livagtige mareridtsscenarier og en uendelig strøm af for opmærksomhedssøgende effekter i form af fx overæstetiserede flashes og brat indzoomede indstillinger. Alt sammen serveret uden et glimt af den selvironi, der i det mindste kunne have gjort filmen til kitsch.
Rammende titel
Det eneste positive synes således næsten at være, at titlen på ægte Snakes on a Plane-maner i det mindste er ret rammende, for alt handler vitterligt om tallet 23. Så tilfældigt kan det vel heller ikke være, at der (inkl. mellemrum) er 23 tegn i 'forfejlet spændingsfilm'...?
|
| |
| | Ingen anmeldelse af ekstramaterialet, da distributøren ikke har stillet kopi til rådighed.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (12 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
31-1-2009 17:07 | Jim Carrey spiller en alvorlig rolle i number 23 en mand, der får en bog i fødselsdagsgave, og finder ud af at lighederne mellem sig selv, og bogens hovedperson er slående.
Filmen snegler sig af sted, og kommer aldrig til at være interessant på nogen som helst måde.
Manuskriptet er papirs tyndt, og instruktionen af scumacher er elendig og helt uden passion.
En film uden bid og vid og aldrig uhyggelig på nogen måde bortset fra at man gyser af bare irritation over, at de ikke får mere ud af det.
En stjerne. |
| dart
9-11-2008 13:47 | Hold kæft en lortefilm! Plottet er det værste jeg har set i længere tid. Det eneste gode/sjove ved denn film er at se Jim Carey spille seriøs, men hold da op noget værre bras.
1/6 stjerner herfra. |
| Kaj
14-8-2007 16:49 | Virkelig dårlig film, jim gør det
godt, men historien er noget rod,
man sidder og savner den sjove
gode gamle jim carrey |
| Bent Lorentzen
7-4-2007 00:00 | Jeg har netop været inde og se filmen, og kan godt forstå hvis man er lidt skuffet. Jeg mener dog, man skal se lidt dybere end så. I filmen henvises bl.a. til Albert Camus´ mening om, at det eneste virkelige filosofiske spørgsmål er selvmordet - hvilket peger i en anden retning end ren og skær konspirationsteori. Er der en mening med tingene? Er det en matematisk fuldkommenhed - eller er det hele tilfældigheder som præges af den enkeltes valg. Altså en klassisk diskussion om naturret contra eksistentialisme. På den måde nød jeg meget filmen, men jeg var dybt skuffet over slutningen, som blev alt for sukkersød. Her manglede man en slutning hvor tingene ikke ender retfærdigt, hvor en familie vælger at leve livet uden hensyntagen til moral og etik? Set med disse øjne, er det måske lidt meget at kalde det en pixibog-komedie, når vi bevæger os i et spændingsfelt mellem eksistentialisme og naturret. |
| Søren Langelund
31-3-2007 17:39 | Tak for roserne og kritik.
Hvorvidt min anmeldelse er dybt uprofessionel vil jeg lade andre om at vurdere, men jeg vil dog blot benytte lejligheden til at pointere, at jeg bestemt ikke er ene om at være mindre glad for Number 23. I USA fik filmen en hård medfart, og Politiken, JP, EB m.fl. herhjemme gav også karakteren 2/6.
Så hvis jeg skal forstå Jacobs kritik sådan, at problemet med anmeldelsen (også) ligger i karakteren og den negative bedømmelse, så er vi ret mange i branchen, som er uprofessionelle.... |
|
|
|  |
|
