| Knapt så rap fyr i L.A. |
| |
Når den unge skotske bedemand Richard ser Barbara, en amerikaner på gennemrejse, er det kærlighed ved første blik. Efter en kort men hed ferieromance må hun vende tilbage til Los Angeles, hvor hun er servitrice med skuespillerambitioner og smiler til alle mænd med skæg i håb om, at en af dem skulle være Spielberg eller Coppola. Men Richard kan ikke glemme Barbara, og med sædvanlig dårlig timing dukker han en dag uanmeldt op på hendes arbejdsplads i L.A. Ikke alene har Barbara, uden forventling om at gense Richard, fortalt veninderne om den spændende forfatter hun mødte i England (Richard skriver nekrologer for den lokale avis), men det viser sig også snart, at hun allerede har en kæreste, wannabe-filminstruktøren Patterson.
Indiefilm i downtown Hollywood
Mika Kaurismäki, bror til den mere succesfulde Aki, bevæger sig med L.A. Without a Map fra B-film land over i ægte independent-territorie. I biroller finder vi gamle indie-rotter som Vincent Gallo (Buffalo 66) og Julie Delpy (Before Sunrise), og en plakat for Jim Jarmusch’ Dead Man, hvor billedet af Johnny Depp ganske opfindsomt bliver levende og agerer mentor for Richard, minder os hele tiden om, hvad det er, filmen så gerne vil ligne. Ironien er, at denne film, der prøver så hårdt på at være alternativ ikke magter at hæve sit plot over traditionel, umotiveret Hollywood-romance, og at hovedpersonernes højeste ønske er at være en del af L.A.’s drømmefabrik, hvor ’high-concept’ er trylleordet.
A Scotsman in L.A.
David Tennant, der mest af alt minder om en desperat blanding af Tim Roth og en ung Robert Carlyle, fungerer godt som den stive brite på safari i La La lands galskab. Associationen til Tony Richardsons Stemningsfuld begravelse er nærliggende, og i Richards konfrontationer med filmbyen mærker man da også en snert af satire, men den bliver aldrig skarpere end en halvsløv papirkniv. Richards ven, poolrenseren Moss spillet af Vincent Gallo, tilføjer kulør, men bliver ligesom filmens gæsteoptrædener af Johnny Depp og Leningrad Cowboys ikke udnyttet som mere end baggrund for Richard og Barbaras problematiske forhold. Og karikerede figurer som Patterson og Richards agent lugter langt væk af genbrug af gamle skabeloner.
Finske forbindelser
L.A. Without a Map er ingen katastrofe, men den kommer slet slet ikke i nærheden af de film, den forsøger at ligne. Indiefilmens kendetegn er det personlige fingeraftryk, men her har Kaurismäki tilsyneladende instrueret med begge hænder bundet bag ryggen. Selv filmens eneste finske præg, Leningrad Cowboys og deres rockabilly-punk, er lånt fra bror Aki. Heller ikke Richard Rayner, der skrev det efter sigende selvbiografiske romanforlæg, har formået at tilføje filmen personligt præg eller budskab.
Den magiske ingrediens
Romancen er sød om end en smule banal, og man håber på en overraskelse. Men når bruddet endelig opstår, er det som om filmen ikke ved hvor den vil hen. Man mister sympatien, når den i øvrigt søde og fornuftige Barbara ikke kan holde sig fra det dumme svin Patterson, og den kejtede Richard er en underligt passiv hovedperson. Hvor filmen i sin første halvdel er charmerende trods manglende drivkraft, går den for alvor død i sidste. Mika vil så gerne lave en film a la Jarmusch, men magter ikke at tilføje den magiske ingrediens, som vellykkede indiefilm bruger som erstatning for narrativ fremdrift og overfladisk action. Måske skulle han spørge brormand til råds, eller også bare holde sig til b-film som Amazon.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
