| Being Bob Dylan |
| |
Hvordan portrætterer man en kunstner, der har været så mange hamskift igennem som Bob Dylan? Fra den spæde start som protestsanger, over den elektriske musik og tilhørende selvoptaget adfærd, gennem et par soul- og gospelprægede år, hvor religionen spillede en altafgørende rolle, og frem til en slags genopdagelse af de tidlige dyder i de seneste 20 år. Todd Haynes, der for ni år siden stod bag Velvet Goldmine om glamrockens gyldne år, har her taget en tilsvarende tilgang ved at skrive selve Bob Dylan ud af historien og i stedet brugt en lang række forskellige hovedpersoner, der bedst kan betragtes som stemninger af Dylan-begrebet. Der følges en form for intern kronologi, der giver rig lejlighed til at bevæge sig på tværs af tid og sted, men som alligevel samler fænomenet Dylan til en helhed – samlet af ånd og udvikling, splittet i sin fysiske tilstedeværelse.
 |
Copyright:
Scanbox |
Det lyder højbrynet – og er det også. Man skal have styr på sin Dylan-historie for at kunne følge helt med i filmen, for pointen er, at Dylan aldrig rigtig var til stede i sin egen eksistens. Titlens henvisning til ikke helt at være dér peger på den konstante søgen efter den større mening et andet sted – en søgen, der netop fremtvang de mange skift i musikalsk personlighed. Det portræt rammer Haynes’ utraditionelle tilgang lige i øjet ved at bryde Dylan-figuren op i en lang række roller – fra folkesangeren Jack i Christian Bales skikkelse, over Cate Blanchetts enestående androgyne udgave under navnet Jude til Heath Ledger, der spiller en skuespiller, som portrætterer folkesangeren Jack (forvirret, bare rolig, det hører med til oplevelsen). Mere aparte er Marcus Carl Franklin, en sort knægt, som under navnet Woody Guthrie, kører rundt med vagabonder i togvogne 30’er-style i 50’erne, eller endnu mere Richard Gere, der helt perifært er en gammel udgave af Billy the Kid, der må tage endnu en runde med sin ærkefjende Pat Garrett, og hvor relationen til Dylan er, at han medvirkede i Sam Peckinpahs Pat Garrett and Billy the Kid. Endelig er Ben Whishaw en Bob Dylan/Arthur Rimbeau-klon repræsenterende den inspiration som den franske filosof havde på Dylan-generationen. Han afhøres løbende gennem filmen af en McCarthy-agtig domstol og fungerer som en tematisk fortæller for filmen.
Haynes har godt styr på sine virkemidler. Nogle af variationerne over Dylans liv giver mere mening end andre – og især i den sidste tredjedel af filmen bliver tålmodigheden en smule tyndslidt, da vi bliver bedt om at investere interesse i Richard Gere-delen af fortællingen. Her ville man hellere have dvælet længere ved Cate Blanchetts portræt, vel sagtens fordi det trods alt er tættere på en genkendelig Dylan. Men sådan er vilkårene – Dylan var svær at få greb om, og filmen er på samme måde. Normalt en hæmsko, men her en kvalitet, fordi det understøtter, at Haynes portrætterer personen i højere grad end personens liv. De ægte Dylan-afficionados har mulighed for at dyrke denne film langt mere end en traditionel biografisk film havde givet mulighed for, og forhåbentlig kan de mindre lærde få vækket interessen for at gå tilbage i troubadourens værk – ikke med den genealogiske interesse, som et traditionelt portræt havde bidraget med, men fænget af stemningen, tonen og billederne fra netop den epoke i legendens liv. Hvis den inspiration lykkes, rummer I’m Not There store kvaliteter som kunstnerportræt – og det tror i hvert fald denne anmelder oprigtigt på vil ske.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Alex A.
9-3-2009 20:33 | Jeg mener det er 'The Lonesome Death Of Hattie Carroll'... som er en virkelig smuk sang... helt enig |
| Anna Johanne
9-3-2009 19:51 | Er der nogen som ved hvad den sang, christian bale synger i ekstra materialet? Den varer omkring 7 min. Virkelig smuk sang!
Det ville hjælpe meget |
|
|
|  |
|
