| Postkort fra Lynchland |
| |
”Jeg skal bruge en etbenet, 16-årig pige, en euro-asiatisk kvinde og en edderkopabe”, fortæller David Lynch sin assistent med samme naturlighed, som bad han om en kop kaffe. Har man set hans seneste mesterværk, Inland Empire, ved man hvad dette skæve menageri skal bruges til. Men i dokumentarfilmen Lynch, der følger instruktøren gennem to år af hans liv, understreger replikken først og fremmest, hvad vi allerede ved om Lynch: At han er en spøjs fætter.
 |
Copyright:
Camera Film |
Multikunstneren på arbejde
Dokumentaren tegner en fragmenteret portræt af maleren, fotografen, skulptøren, møbeldesigneren, filminstruktøren, ja multikunstneren David Lynch. Som fluen-på-væggen følger vi Lynch på fotosafari i forladte, polske fabrikker. Vi ser ham kravle rundt på alle fire og lægge gulv eller gribe hammeren og banke vægge ned som initiativtager i kulissebyggeriet. Vi overhører Lynch mens han i bedste Agent Cooper-stil indtaler beskeder til abonnenterne på hjemmesiden davidlynch.com, alt imens han smider aske og skodder cigaretter på gulvtæppet. Og vi får lov til at overvære hans indfølte personinstruktion af Laura Dern, når de sammen og uden noget endeligt manuskript eksperimenterer sig vej gennem det filmiske terra incognita, som skal blive Inland Empire.
Flakkende fascination
Det er vitterligt fascinerede at få indblik i Lynchs særegne arbejdsproces. Men netop som man tror, at vi skal følges gennem produktionen af Inland Empire, ligesom Jesper Jargil gjorde det i sin bag-om-filmen-dokumentar fra Idioterne, De Ydmygede, slutter filmen abrupt. Vi kommer vidt omkring, men Lynch savner i den grad en rød tråd. Det er fx svært at se, hvad vi skal med de små historier fra instruktørens forhutlede ungdomstid i 60’ernes Philadelphia, og den eneste form for struktur viser sig at være Lynchs egen, fuldstændigt arbitrære nedtælling til Bastilledagen.
Den fragmenterede fortællestil mærkes også i dokumentarens æstetik. Filmen er indspillet på digital video, men det ene øjeblik ser vi et sort-hvidt, kornet landskab fra et togvindue, så et kort klip i negativfarver, pludselig i billedet delt i to felter på lærredet. Tilsyneladende forsøger man at emulere stilen fra Inland Empire selv, hvilket selvfølgelig falder til jorden og blot understreger filmens mangel på substans.
 |
Copyright:
Camera Film |
Overfladisk fisketur
David Lynch er kendt for ikke at ville forklare sine værker, og nægter pure at indtale kommentarspor. Men selv den korte snak om Lynchs 32 år lange dyrkelse af transcendental meditation og hans engagement i fonden med det kostelige navn The David Lynch Foundation for Consciousness-Based Education and World Peace går ikke i dybden, trods at Lynch netop har beskrevet selv samme emner udførligt i bogen "Catching the Big Fish". Og metaforen om de store fisk og det dybe vand føles sært rammende. Det virker som om, at dokumentaristerne i deres idolisering af Lynch ikke har turdet stille ham ét eneste svært eller udfordrende spørgsmål, og filmen ender derfor blot som et pudsigt portræt af excentrikeren David Lynch.
Lynch ville fungere fint som ekstramateriale på Inland Empire-dvd’en eller som indslag i en temaaften på DR2. Men som selvstændig biografdokumentar er den alt for flakkende og savner den røde tråd. Vil man virkelig bag om mennesket og kunstneren David Lynch, er dokumentaren Pretty as a Picture: The Art of David Lynch fra 1997 et langt bedre bud, trods dens 10 år på bagen.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
