| Den sorte slange og den hvide skøge |
| |
En ældre afroamerikansk mand i Tennessee lænker en forslået, halvnøgen nymfoman til sin radiator med en lang, tyk, sort jernkæde. Ikke for at forgribe sig på hende, men for at indprente noget god kristen moral ind i hendes stofomtågede legeme. Det klassiske slaveforhold spejlvendt i en skæv, absurdistisk handling, en mildest talt tvetydig moralanskuelse udlevet og illustreret – og i sandhed et kontroversielt, pirrende udgangspunkt for en usædvanlig og sært fornøjelig svedig sydstatsfortælling om kærlighed, frelse, blues og alt det indimellem.
 |
Copyright:
UIP |
Et perfekt match
Den aggressivt moralforkyndende, men meget velmenende bonde bag førnævnte lænkebinding bærer det bibelske navn Lazarus, og på hebræisk betyder det minsandten noget i retning af ”Guds hjælp”. Han søger da også netop vejledning fra de højere magter, da hans kone i en sen alder forlader ham til fordel for hans bror, og han anser det måske lidt for bogstaveligt for at være et tegn sendt fra oven, da han ser en ung, blødende pige ligge bevidstløs nær hans hus. Hun, Rae, er endt dér efter at have druknet sine sorger i sprut, piller og fremmede bondeknoldes selskab som følge af kærestens afgang til hæren, og Lazarus træder plejende og bekymret til som den barmhjertige samaritaner, hun netop stod og manglede. Hun hopper i bukserne på enhver mand, der værdiger hende et blik. Han er dødtræt af uregerlige, fordærvede kvindfolk. Hun kunne godt trænge til et kærligt los bagi. Han har samlet al sin kærlighed i sin løftede, højre fod. Tilsammen et perfekt match!
Skærende rå blues
Begge får de efterhånden et positivt udbytte af hinandens indflydelse trods lænkernes påtvingende betingelser, men deres snart nærmest far-datter lignende forhold er ikke uden komplikationer. Rae bærer rundt på et traumatisk, incestuøst forhold til sin far, mens Lazarus er så nedtrykt, at han tager sit gamle blues-talent op igen, og situationen viser sig umiddelbart kun at blive værre, da Raes kæreste uventet vender hjem fra krigen.
De skiftevist skærende rå og blødt afbalancerede guitarriffs driver filmen frem i en stemning så skæv som blues-musikken selv, og lydsiden står godt sammen med de lækre billeder, pludselige chokeffekter og den beskidte sydstatsatmosfære. Præcis som den karismatiske sorte musik handler Black Snake Moan om øm kærlighed, hedt bedrag og cool melankoli, og dens uforudsigelige vekslen mellem sorthumoristisk distance og sprængfarlig alvor fungerer i al væsentlighed.
 |
Copyright:
UIP |
Rytmisk drive, filmisk vovemod
Instruktør Craig Brewer, der også viste musikalsk filmtalent med Hustle & Flow, formår dog ikke helt at opretholde historiens dragende undertone af dvask amoral og underspillet ironi hele vejen igennem. Det skyldes blandt andet, at Raes naive, angstramte kæreste, spillet fint af Justin Timberlake, får en lidt for central placering i forhold til, at han som karakter er noget uforløst, og det skygger desværre for den både elektriske og sympatiske kemi mellem Christina Ricci som white trash-vilddyret Rae og Samuel L. Jacksons rå, troværdige portræt af en mand med et lige så dubiøst gudsforhold som hans egen Jules fra Pulp Fiction.
Efterhånden kammer frelserbudskabet desuden over i en lidt højtidelig, tam og entydig finale, der ikke lever op til den overraskende og tiltalende tøjlesløshed, som ellers overvejende præger filmen. Hvor endemålet derfor ikke helt står mål med vejen dertil, ligger denne vej så tilpas langt ude på det etisk uigennemskuelige og gudsforladte (eller var det gudsvelsignede?) overdrev, at Black Snake Moan stadig er et labert og mærkværdigt fantasteri fuld af rytmisk drive og filmisk vovemod.
|
| |
| | Ekstramaterialet er ikke anmeldt, da distributøren ikke har stillet kopi af udgivelsen til rådighed.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
