| Fejltrin |
| |
Stedet var Berlinalen ’06, filmen hed En soap, og ud af det blå og til manges overraskelse fik en ung debutinstruktør to bjørne med hjem. Pludselig skulle vi til at lære en ny ung dansk instruktør at kende i form af Pernille Fischer Christensen, som nu står over for den altid så svære film nummer to. Ligesom i debuten tager hun favntag med tosomhedens overvældende emotionalitet, men denne gang dog næppe med store priser som resultat. Dansen har hverken forgængerens kække replikker, særlige kemi mellem hovedfigurerne eller skyggen af selvironi. Tilbage er kun en allerhelvedes alvor og grågrumset storkøbenhavnsk hverdagstrivialitet. Og nå ja, Trine Dyrholm – gudskelov.
 |
Copyright:
Nordisk Film - Christian Geisnæs |
Snubler over sine egne ben
Dyrholms såvel nuancerede som nøjsomme portrættering af den optimistiske danselærer Annika er nemlig mere eller mindre det eneste, der forhindrer Dansen i helt og aldeles at snuble over sine egne ben. Både plot og dramaturgi er så tung at danse med, at historien om Annikas møde med elektrikeren Lasse (Anders W. Berthelsen) og dennes blakkede fortid aldrig kommer ud over affyringsrampen. Instruktør Christensen vil i mødet mellem det hvide, fromme lam og den store, stygge ulv afsøge grænsen mellem fortrængning og erkendelse og den vej igennem nå frem til, hvorvidt kærligheden kan tilgive det utilgivelige. Desværre formår hun og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson aldrig at gøre fundamentet for denne kærlighed troværdig.
Envejskommunikeret kærlighed
For selvom man godt kan forstå, hvad den karikeret indelukkede Lasse ser i skønne Annika, bliver det aldrig klart, hvad hun vil med ham. Ved parrets første møde skifter han hendes sikringer med blikket solidt plantet i jorden og lavmælte autopilotsvar, men det er åbenbart lige præcis, hvad vor heltinde har gået og drømt om! Da Annika senere fortæller sin mor (Birthe Neumann), at hun på trods af hans eventuelle ugerninger elsker ham, tror hverken hun selv eller tilskueren hende over en dørtærskel, og gennem hele filmen forbliver passionen mere postulerende end involverende.
 |
Copyright:
Nordisk Film - Christian Geisnæs |
Malplacerede Berthelsen
Således falder enhver chance for at blive klogere på kærlighedens skyggesider til jorden, og vi er som publikum ret ligeglad med, hvorfor Lasse dækker over sin fortid, og hvad sandheden i virkeligheden består af. Dette må dog nok også tilskrives, at Anders W. Berthelsen leverer karrierens mest utroværdige præstation. Den gæve jyde virker helt og aldeles malplaceret som hardcore håndværker med – måske/måske ikke – voldtægtstilbøjeligheder og får aldrig mulighed for at udnytte det godmodige intellekt og kækt underspillede charme, som er hans forcer.
Solid kortfilm, skidt spillefilm
Bedre bliver det ikke af, at historien maksimalt har udvikling og fremdrift nok til en halv times spilletid. Der bliver vævet frem og tilbage om motiver, følelser og afdansningsbal, og vi kommer aldrig rigtigt ud af stedet. Hvis bare vi en enkelt gang blev overrumpet eller overrasket – narrativt eller filmisk – havde man været tilbøjelig til at kunne tilgive de mange overflødige scener. Men lige som med den kedelige fotografering, den mærkeligt cellotunge musikside og den ret intetsigende titel, er det ikke just kreativitet eller originalitet, der præger Pernille Fischer Christensen andet værk. Bortset fra en stemningsfuld rulletekstsekvens er Dansen mere et halvfærdigt filmskoleprojekt end en flyvefærdig film. Mere Varm på is end Vild med dans.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
