| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (7 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
16:9, 2.35-1
Lyd:
Dolby Surround 2.0
Ekstra materiale:
Intet |
|
|
|
 |
Flandres
| Kold krig |
| |
Der var kamp om priserne på sidste års Cannes-festival. Alligevel vandt Bruno Dumonts smalle sidestilling af landsbyliv og krigsførelse Flandres Grand Prix-trofæet foran internationale succeser som Babel, Volver og Pans labyrint. Dette kan man undre sig over, for den franske ny-eksistentialist Dumont har vitterligt ikke lavet en synderligt mindeværdig film.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Krig og kærlighed
Dumont har udtalt, at for ham er det at lave film ligesom at væve, og det kan mærkes på filmens tempo. Der bliver unægtelig vævet en hel del over et særdeles simpelt plot, som er svært at gengive på mere end et par linjer: På bøhlandet i Flandern bor nogle unge bonderøve, som forlader den rolige hjemstavn til fordel for den indbringende, men også dødsensfarlige tilværelse som soldat i et fjernt arabisk land. Alt i mens den promiskuøse ungpige Barbe lystigt hopper på alt hankøn på egnen, og mens hun styrer direkte mod et nervesammenbrud, stjæler krigen drengenes uskyld.
Markvandringer og hyrdestunder
Flandres er en af de franske film, som er skyld i, at man til tider har en tendens til at påføre netop dette lands film prædikatet ”kedelig”. For der sker vitterligt meget lidt – også sammenlignet med lignende underspillede avantgardistiske dramaer. Det første kvarter går således med, at man følger bondeknøsen Demester, mens han vandrer ud over gårdpladsen, ud af nogle stier og ned mod hans marker. Stopper ved et stakit. Går ud over nogle flere marker. "Merde" bryder tavsheden, da han skærer sig i armen, men heldigvis kan en hyrdestund i høet med Barbe dulme hans smerter.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Mental billedfortælling
Det er tydeligt, at Dumonts ærinde ikke er at fortælle den mest sindsoprivende historie. Plottet er blot en undskyldning for at lade billeder og lyd omringe de skæbner og eksistenser, som han så inderligt brænder for at beskrive. Eksempelvis er krigen, som drengene drager i, ikke nogen bestemt krig. Det er bare en tilfældig, unavngiven krig, som kun har funktion af bagtæppe for udfoldelse af følelser. Når Dumont i en supertotal-indstilling placerer Demester omgivet af sine enorme jorder, er det ligeledes ikke Flandern, han filmer, men figurens sindsstemning.
Alt forsøges udtrykt – på bekostning af tempo og plot – mentalt og indvendigt, for at give publikum en altfavnende personkarakteristik af disse gådefulde skæbner, og det er både en styrke og svaghed i Flandres. Der er scener, hvor man som tilskuer føler sig i et med den enkelte figur, og begynder at forstå meningen med instruktørens metode – f.eks. i den konsekvente og rammende skildring af Barbas følelseskulde, mens hun dyrker sex til højre og venstre – men der er langt flere, hvor Dumont med sit dvælende tempo og for uskarpe fremstillinger efterlader én i en indifferent og i værste fald søvnig tilstand i selskab med hverdagstrivialiteter og nogle for ofte uvedkommende figurer.
Svingende nærvær
Også i mere general forstand er Flandres særdeles svingende. Just som man er begyndt at falde i svime over tilfældige hverdagstanker uendeligt langt fra filmens univers, serverer Dumont et par decideret uforglemmelige scener – f.eks. en barbarisk, men alligevel nærværende voldtægtsscene og en oprigtigt hjerteskærende afslutningsscene. Jeg mindes ikke, at have oplevet hvordan et mesterligt øjeblik i så eklatant grad bliver efterfulgt af overflødige ligegyldigheder, og det er simpelthen for sjældent, at filmen kræver sit publikums opmærksomhed. At man føler dens nærvær. Det er første gang, at Dumont får en film i dansk distribution, men ud fra Flandres at bedømme ser vi næppe flere af hans film på vore breddegrader lige foreløbigt.
|
| |
| | Intet ekstramateriale, men nydelig indpakning.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
