| Den rette sag |
| |
Michael Clayton – i form af George Clooney – er firmaets praktiske mand. I selskab med højt betalte topadvokater arbejder han i de øverste cirkler af den amerikanske forretningsverden, men Clayton er den usynlige medarbejder, som tager sig af uventede problemer og penible situationer. Ikke som brutal håndlanger, men med den kløgt og snilde, der kræves af stillingen, og som han naturligvis besidder.
 | Copyright: SF Film | Hans arbejdsgiver får et uventet problem, da en af de helt tunge drenge pludselig får et mentalt sammenbrud efter seks års ubønhørligt arbejde med at forsvare en skruppelløs kemikalieproducent, hvis gødningsprodukter har dræbt utallige uskyldige bønder. Under et retsmøde begynder han at klæde sig af, mens hans højlydt og gestikulerende taber fatningen. Ikke kønt, og en bombe under hele sagen, som de ellers er på nippet til at vinde efter at have trynet det fattige bønders sagsanlæg ned under den gennemforurenede muld. Clayton får til opgave at redde resterne, og mens han metodisk går i gang med arbejdet, begynder han selv at forstå sagens detaljer mere og mere tydeligt, og med samme sikkerhed som sand i en western må han møde det moralske dilemma, om det er godt nok at være god til sit job – eller om jobbet også skal være godt for en selv. Plottet og tonen i filmen er forudsigeligt. En Politiken-korrekt forargelse over storkapitalens metoder og magt, en handlekraftig hovedperson under psykisk pres og med en tikkende deadline over hovedet og en plotstruktur, som ikke længere er overraskende, men som stadig virker godt og giver sidste akt mulighed for at levere lidt raffinerede overraskelser. Det er tydeligt at se sammenhængen mellem de tre nye film om Jason Bourne, som Gilroy har skrevet, og så denne Steven Soderbergh/Michael Mann-producerede spændingsfilm fra advokaternes hårdtarbejdende lejr. Begge har en ensom hovedperson, der under tidspres og til dels forfulgt af modstandere, må finde sandheden og holde de skyldige til ansvar.
 | Copyright: SF Film | Heldigvis er de to medproducerende instruktørers fremmeste varemærker også repræsenteret – Manns usvigeligt sikre æstetiske sans og Soderberghs evne til at skabe autenticitet og menneskelig forståelse for begge sider i en konflikt samtidig med, at hans film tager stilling. I dette tilfælde med portrættet af den død-effektive chefadvokat hos gødningsfirmaet, der er indbegrebet af en arbejdsmaskine uden overvejelser om moral og etik – perfekt leveret af Tilda Swinton. På bundlinjen står en velproduceret advokatthriller for det voksne publikum, lidt for forudsigelig, prædikende til koret snarere end til menigheden, men pæn at se på og gribende i øjeblikket. 4 af de små stjerner.
|
| |
| | (- af LB)
Forfatter og instruktør Tony Gilroy viser sig ikke kun at have en behagelig stemme at lytte til, han er lige frem også fornuftig at høre på! Han får selskab på kommentarsporet af klipperen John Gilroy, og de er gode til at holde tonen afslappet med stadig uden det hverken bliver for fjollet eller tørt.
Ellers er der tre slettede scener med i bonuspakken, som tilmed kan opleves med kommentarer. Lidt, men rigtigt godt ekstramateriale!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Hansen 25-1-2009 02:02 | Den her film er vist vildt overset. Den kan anbefales, så prøv lige DVDen eller se den når den kommer i tv - uden reklamer :-) |
|
|
|  |
|