| Indespærret og lystigt baskende |
| |
Låst inde i sin egen krop. Fysisk fastfrosset i samme ubevægelige stilling og helt afhængig af alle mennesker omkring sig. Det blev situationen for magasinet Elles chefredaktør, den dynamiske levemand Jean-Dominique Bauby, da han i midten af 90’erne på toppen af sin tilværelse pludselig blev ramt af en lammelse. Jet Set-tilværelsen i Paris blev kynisk vekslet til livet som grøntsag i et hotelværelse i en dødssyg badeby ved kysten – men Bauby gav ikke op. Indespærret i den dykkerklokke han selv forestiller sig på bunden af havet, er der kun et lille vindue ud: hans venstre øje, som han kan blinke med. Ikke andet. Et øjenlåg er alt, der knytter ham til omverdenen.
 |
Copyright:
Scanbox |
Det er Baubys historie, som den amerikanske kunstner Julian Schnabel vælger at fortælle i Dykkerklokken og sommerfuglen baseret på Baubys egen bog. For ikke nok med, at øjenlåget kunne bruges til at angive simple ønsker i hverdagen; Bauby valgte med hjælp fra et hjemmestrikket alfabetsystem at diktere sin bog til den sprogterapeut, der blev tilknyttet ham. Således blinkende sig gennem side efter side af rørende, kyniske og ofte morsomme betragtninger fra sengelejet viste han sig som den sommerfugl, der inde i dykkerklokken basker lystigt rundt med fantasiens og stædighedens kraft. En sygehistorie af de helt bemærkelsesværdige.
Men historiens indhold er ikke nok til at gøre en god film. Faktisk bliver spektakulær sygdom ofte oversat til patetiske fortællinger om den heltemodige grøntsags kamp for at finde meningen med livet. Den slags hører hjemme på tv-kanalen Hallmark – men der skal vi heldigvis ikke forvente, at finde Schnabels mesterlige greb på genren. For Dykkerklokken og sommerfuglen er noget så sjældent som en film, der symbiotisk går i ét med sit forlæg og sin historie. Vi ikke blot er i Baubys sted, vi føres også gennem scener fra hans liv og sygeforløb, der tjener et tematisk formål snarere end et kronologisk – og det er en styrke, da kronologi som oftest resulterer i en opremsning.
 |
Copyright:
Scanbox |
Og opremsning er Baubys kamp med at få blinket bogen færdig bestemt ikke. Fra første klip er filmen en sublim indføring i en rask og rørig mands liv indespærret i en død krop. Det minder mere om scener af en levende begravet end scener fra en sygeseng. Vi følger med på det indre lydspor og vi ser helt konkret kun det, som Baubys venstre øje kan formidle. I samarbejde med fotografen Janusz Kaminski har Schnabel trukket på old school-tricks for at formidle oplevelsen af at være ét med den sengeliggende Bauby – og det virker på en måde, som ingen computereffekter kunne have leveret. Og selv da vi senere i filmen klipper tilbage i tiden, følger de æstetiske valg hele tiden scenen så tæt som nogen skygge. Ubetinget en af de visuelt mest velovervejede og veludførte film i mange år.
Mathieu Amalric er fænomenal som Bauby, men generelt trakteres vi med store præstationer ofte knyttet på enestående enkeltscener. De to scener med Max von Sydow som Baubys far hører velsagtens til noget af det bedste, den store svensker har præsteret – og det siger ikke så lidt. Tilsvarende gribende er scenen, hvor Emmanuelle Seigner – moderen til Baubys tre børn, som han forlod kort før katastrofen indtrådte – med såret værdighed og samtidig stor kærlighed må oversætte en telefonsamtale mellem ham og hans elskerinde, som han forlod familien til fordel for.
Men stilistiske trumfkort og et stærkt hold skuespillere kan kun nå så langt, som instruktøren formår at bære dem. Og her er det netop fortjent, at Schnabel snuppede instruktørprisen på årets filmfestival i Cannes for Dykkerklokken og sommerfuglen, for hans tredje film om en outsiders tilværelse i periferien af en normal eksistens – de to første var Basquiat om Jean Michel Basquiat og Before Night Falls om Reinaldo Arenas – viser en instruktør, der nu er helt på højde med sin metier. Alle elementer smelter sammen til en mosaik om gevinster og omkostninger ved at klynge sig til livet – og ikke mindst om de nye bånd, der bindes mellem mennesker, når de ikke længere eksisterer på lige vilkår. Men bedst af alt, så frigør filmen sig aldeles fra genrens mange faldgruber og eksisterer i sit eget univers. Det er ikke blevet en historie fra og i en dykkerklokke, men heldigvis en sommerfugl, der fuld af filmisk stædighed og talent folder sig ud som en decideret unik oplevelse.
|
| |
| | Ekstramaterialet vurderes ikke, da distributøren ikke har stillet kopi af udgivelsen til rådighed.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Maria
8-12-2007 22:16 | Har lige set filmen i aften. Den er fantastisk. Da jeg kom ud fra biografen følte jeg at jeg så verden gennem Jean-Do's øje. Jeg græd en del undervejs og sad ellers med en rørt klump i halsen, grinede også - det er en dejlig film. Meget bevægende. |
| Frederik Vandrup
7-12-2007 12:27 | Hej AP,
Tak for din rettelse - det er nu ændret i anmeldelsen.
Hvad synes du ellers om filmen?
-Frederik Vandrup |
| AP
7-12-2007 11:56 | Han har tre børn med Céline, ikke to! |
|
|
|  |
|
