| Den ultimative katastrofe |
| |
Roland Emmerich er popcornfilmens konge extraordinaire. Når den milde tysker er i sit es, er underholdningsværdien kriminelt høj og ingen idé for vanvittig til at blive realiseret på lærredet. Han slog sædet væk under biografgængere verden over med gennembruddet Independence Day i 1996, og han fulgte de fantastiske billeder af en fjendtlig invasion fra rummet op med den af menneskeheden selvforskyldte klimakatastrofe i The Day After Tomorrow. I begge tilfælde var hovedattraktionen at se kendte bygninger, monumenter og landskaber blive smadret til ukendelighed samtidig med et forsimplet og komplet ulogisk plot drev den sparsomme handling frem. Emmerichs noget frie forhold til sund fornuft har givet ham mange fjender, som ikke kan forlige sig med f.eks. det fuldt Windows-kompatible software på rumvæsnernes computere i Independence Day eller frostvejret i The Day After Tomorrow, der lægger Manhattan øde på sekunder, men til gengæld kommer til kort, da det efter at have jagtet Jake Gyllenhaal rundt i mørke gange, må stoppe, da han smækker en trædør i hovedet på det.
 |
Copyright:
Walt Disney Studios Motion Pictures |
Hvis man kan skyde den slags trivialiteter i baggrunden, så er Emmerich med det rette forlæg en enestående underholder. Hans seneste film var stenalder-eventyret 10,000 B.C. - et indiskutabelt flop, som selv ikke de varmeste tilhængere kan tale op. Det markerede ellers starten på et nyt kreativt samarbejde med hans komponist Harald Kloser, som pludselig havde fået skrivekløe, og med det i baghovedet så det ikke voldsomt lyst ud for super-apokalypsen i 2012, hvor samme team har siddet ved computeren. Heldigvis må de to tyskere have brugt tiden på at låne samtlige betydelige katastrofefilm fra 1975 og frem, for først at koge dem ned til et slagkraftigt koncentrat og derefter spæde dem op med effekter og simpel fortælleglæde. Kombinationen er i hvert fald lykkedes – det er klassisk Emmerich, fordummende, forsimplet, for meget og helt umuligt ikke at lade sig rive med af.
John Cusack er forfatteren Jackson Curtis, en rodet, fraskilt weekendfar, som ser frem til en tur til nationalparken Yellowstone med de modvillige unger, der hellere vil være hjemme hos mor og hendes seje plastickirurg af en ny mand. Hvad han – og stort set ingen andre i verden ved – er, at man 3 år tidligere, i det herrens år 2009, har opdaget, at solens baggrundsstråling er steget til et farligt niveau, hvor jorden stille og roligt er ved at blive kogt. I stedet for at skabe global panik har verdenslederne valgt at gøre klar til den nært forestående dommedag – og forberede den nye verden. Teorierne findes allerede – risikoen for at de tektoniske plader pludseligt og dramatisk skifter plads og flytter helt rundt på verdenskortet, frygten for en opvarmning af jordens kerne, der vil gøre jordskorpen ustabil – og ikke mindst maya-indianernes teori om en dommedag ved udgangen af året 2012, hvor deres kalender udløber. Som teorierne dikterer, så instruerer Emmerich, så Jackson Curtis’ besøg i Yellowstone bliver startskuddet til en lidt over 2 timer lang jagt på overlevelse på et verdenskort, som er i fuld gang med at blive visket ud og tegnet op på ny.
 |
Copyright:
Walt Disney Studios Motion Pictures |
Skuespillet er faktisk overraskende godt. Emmerich har solide folk på samtlige positioner – fra Woody Harrelsons skønne tosse, over Oliver Platts luskede embedsmand og halvdanske Zlatko Buric’ brovtende russiske milliardær til Cusacks ufrivillige helt. Replikker og handling er simpel staffage – og når tempoet sættes ned og personernes indbyrdes relationer skal udforskes, så viser begrænsningerne sig øjeblikkeligt, men effektscenerne er næsten ubegribelige i deres fantasifulde destruktionslyst. Her er det ikke blot Det Hvide Hus eller Eiffeltårnet, der får deres bekomst – men en lang række vanvidsscenarier af jordskælv og kontinentsammenbrud. Man kan ikke forestille sig dem på forhånd – og man kan ikke slippe dem, når de først er set. Teknisk kunne visse detaljer måske nok have været ramt bedre, men Roland Emmerich er ingen James Cameron. Her visualiseres idéerne uden at der går tekniknørd i det.
Roland Emmerich opfandt måske ikke, men har i hvert fald som ingen anden forfinet popcornfilm-konceptet. Han bærer en væsentlig del af ansvaret for den særlige gren af blockbuster-produktioner, der har destruktionen som et centralt omdrejningspunkt. Michael Bays Transformers-serie havde f.eks. slet ikke set sådan ud uden Emmerich, men samtidig er han en af Hollywoods få virkelig visionære billedmagere. På linje med Peter Jacksons Ringenes herre-trilogi og Ridley Scotts historiske storfilm presses grænserne for det visuelt mulige – og tankerne sendes tilbage til de største af pionererne i filmens tidlige år, som heller ikke lod hverken virkelighed eller teknik sætter begrænsninger for deres forestillinger. Emmerich skal til gengæld have ti hårde i den bare for at være så skamløs en tyv, som det er tilfældet i 2012. Titlen og alt derefter er variationer over kendt materiale – og man kan hele filmen igennem slavisk krydse af, hvilken dvd, der har kørt i baggrunden, når de enkelte 'kapitler' af filmen kører. Flere af dem er endda taget fra hans egne film. Vi er langt ude over, hvad pastiche-begrebet kan bære – og i slutscenens 10 minutter fra Titanic begynder man for alvor at blive træt af legen, især fordi netop den del af filmen ikke er særlig interessant realiseret rent visuelt. Emmerich er billedmager, og man kan til dels tilgive ham rapserierne og de dårligt formede figurer, når han bare holder sig til sin metier – men denne anmelder takker under alle omstændigheder af hele sit popcornhjerte for, at nogen er vanvittig nok til at give den gale tysker en kvart milliard dollars til at realisere hans visioner. 2012 er pokkers god underholdning og visuelt en ny milepæl i katastrofefilmens historie.
|
| |
| Seneste kommentarer: (12 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | valborg Heine
24-12-2009 14:57 | Øv - det var sgu en fuser, - man sidder bare og venter på hvad der bliver ødelagt næste gang
og vi så ikkw engang christiansborg forsvinde i vandmassen, og hvad med fogh i en gummibåd tilsidst
Ja der var en dansker med som russer - Buric kendt fra pusher og anja og victor, han fik da nedtur |
| Mathias
16-12-2009 10:56 | Sikke en skod film
De første 40 minutter gab - snak snak-- derefter løber de, kører og det er bare så langt ude |
| keld Herman
6-12-2009 12:21 | Gå ikke i biffen, det er en ren katastrofe..... |
| Michaelw
3-12-2009 08:45 | "2012" er mere af samme skuffe fra Emmerichs side. jorden på katastrofekurs.
Vi følger nogle bestemte personer dem skal vi føle sympati for mens ragnarok foregår.
Det er den samme gamle opskrift som altid.
Manuskriptet er meget tyndbenet og figurerne er alt for unuanceret til min smag.
Der er nogle rigtig flotte computersekvenser i filmen, men hvis det er det eneste positive, man kan sige om en film, er det sikkert, fordi den ikke er ret meget værd. Det er den heller ikke.
To stjerner. |
| ...lol
29-11-2009 18:50 | Den ok, men slutningen er lam, altså alt det med at lukke porten og lort.
Det er for fedt at ham den fede russer, er Milo fra pusher 3 ;)
|
|
|
|  |
|
