| Kontroltab vil flå os i stykker |
| |
18. maj 1980 hængte en kun 23-årig britisk forsanger sig i sit ydmyge køkken, dagen før han stod foran sit store gennembrud i USA. Men af hans aske rejste der sig hurtigt en rocklegende og en ny kultkonge af weltschmerz, som nu vækkes til live igen med biografifilmen Control. Navnet var Ian Curtis, en på alle måder skrøbelig og plaget ungsjæl, som i front for punk-rock-særlingene Joy Division fik levet sine indre dæmoner ud på scenen og i pladestudiet i en sådan grad, at bandet ofte er blevet kaldt et af Englands mest indflydelsesrige undergrundsbands i nyere tid. Bag filmen står den verdenskendte hollandske fotograf Anton Corbijn, som i over 25 år også har været ophavsmand til skelsættende musikvideoer for bl.a. Depeche Mode, Nirvana og U2, og som meget passende blev kendt for at have taget det sidste officielle og meget dystre fotografi af Joy Division. Spørgsmålet er så blot, om Corbijn fra sit kendskab til bandet har erhvervet sig nok psykologisk indsigt i hovedpersonen til at gøre sin film til mere end blot det billeddigt, man kunne forvente fra en mand med hans æstetiske ophav?
 |
Copyright:
Camera Film |
Psykosens mange ansigter
Det umiddelbare, men lidt tilbageholdne svar er "ja". For Corbijn har foruden sine egne oplevelser med bandet researchet alle ender og kanter af Curtis’ korte liv så grundigt, at han eftersigende har måttet pantsætte sit hus for at betale filmens budgetoverskridelser. Et sådant vovemod og en så høj grad af dedikation er svær ikke at respektere. Men svært er det til gengæld også for alvor at holde af Control, og i løbet af de to til tider ret lange timer er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt klogere man reelt bliver på vor ellers interessante hovedpersons psykoser. ”Når jeg står deroppe og synger, forstår de ikke, hvor meget jeg giver af mig selv”, siger Curtis om publikums oplevelser af sine sceneoptrædener, men det er også lidt for dækkende for vores oplevelse af hans person på film. Fra han i første scene som teenager kommer hjem med den seneste David Bowie-LP, til han mod slutningen selv når at gribe ud efter stjernerne, ser vi ham konstant gå rundt i en melankolsk boheme-døs, uden vi for alvor kommer ind under huden på hans vansirede vægelsind.
Musikkens betydning
Anton Corbijn betragter nemlig Curtis med en distance, der specielt den første time forhindrer, at vi for alvor forstår den unge, plagede kunstner. Hvad er det, der gør Curtis så tungsindig, og – endnu vigtigere – hvordan påvirker det hans personlige såvel som professionelle liv? Var det reelt en flugt fra sig selv, da han som ung teenager giftede sig med sin kæreste? Er musikkompositionerne hans eneste fristed – ja, hvad betyder musikken egentlig for ham? I filmens sidste halvdel præsenteres specielt Curtis’ emotionelle splittelse mellem kærlighed til to kvinder som et løsningsforslag, ligesom det fysiske tab af kontrol efter konstateringen af epilepsi ikke just styrker den svage psykes mangel på samme. Men det kommer alt sammen sent i fortællingen, og det er som om, der ligger noget dybere, grundlæggende bag – noget der gør personen Curtis unik – som vi bare aldrig får at vide. Specielt mangler en ret essentiel sammenkobling mellem personen Ian Curtis og kunstneren Ian Curtis, som ikke kan undgå at give en ridse i en ellers forrygende visuel overflade.
 |
Copyright:
Camera Film |
Magiske øjeblikke
For ikke overraskende er der intet at udsætte på Corbijns sorthvide billedside, som sætter en intim og konstant pirrende stemning, der er helt og aldeles umulig at tage øjnene fra. De kontrasterende, grynede silhuetter og dvælende kamerature, der leder tankerne hen på Jim Jarmusch’ tidlige værker, gør i sig selv filmen værd at se. Men også skuespillerne bør fremhæves – og specielt Sam Riley i hovedrollen. Hans flakkende og alligevel ufatteligt nærværende øjne giver en næsten skræmmende troværdig overlevering af Ian Curtis, som for alvor eksploderer, når han skælvende indtager scenen med en indebrændt energi af en anden verden. Sammenspillet mellem Corbijns billeder og Rileys tilstedeværelse resulterer også i decideret magiske øjeblikke, som da Ian i et smukt orkestreret dybdeskud på åben gade fortæller, at han ikke længere elsker sin kone, og tonerne til signaturhittet "Love Will Tear Us Apart" aldrig har syntes mere rammende.
Kold kunst
Desværre er der altså bare ikke så meget dybde i karaktertegningen over hele filmen som i den scene, og derfor får Control kun en lidt splittet anbefaling. Om end stadig en anbefaling. For godt nok er filmen et lidt for langt og koldt kunstværk, hvor Corbijns kamera er mere tilstedeværende end nærværende, men den er ikke desto mindre et kunstværk, der intimt, sobert og sine steder uforglemmeligt sætter både den visuelle og skuespilmæssige barre for 2008 meget højt. Endda til tonerne af mesterligt melankolsk punk, som man hurtigt får sat i heftig rotation på stereoanlægget efter hjemkomsten fra biografen.
|
| |
| | (- af LB)
Tre lettere udvidede koncertscener? De er lige så lidt spændende som det lyder. Derimod er man i fornemt to timers selskab med instruktør og producer Anton Corbijn, da hans kommentarspor er klart anbefalelsesværdigt. Det samme kan siges om bag kameraet-indslaget, der er sagligt og grundigt. Adskillige af filmens involverede deltager, og man bliver på alle måder klogere af at se ekstramaterialet.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (6 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Lucas
20-7-2012 07:07 | "Le4skiga" hinder e4r inte bra om ni prices bf6rjat hoppa med ryttare, bf6rja med ve4ldigt le5ga hinder i trav/galopp och ff6rsf6k att inte stf6ra he4sten utan le5t hon hitta re4tt sje4lv. d6va e4ven mycket bommar pe5 marken i trav och galopp se5 hon blir starkare, e4ven avspre5ngsbommar e4r bra ff6r att hje4lpa henne att hitta re4tt avste5nd.Det viktigaste e4r att inte ha ff6r bre5ttom, hoppa bara je4ttele5ga hinder tills hon verkligen bjuder frame5t i galoppen, sedan f6kar du sve5righetsgraden steg ff6r steg, hoppa hellre typ 3 le5ga spre5ng 5dar i veckan e4n massor och le4nge en ge5ng. Kanske sme5 Naturhinder skulle vara ne5got?Om hon aldrig vill galoppera frame5t ne4r du rider (i beskrivingen ne4mns det bara i samband med hoppning) kanske du skulle kolla sadeln?Lycka till! |
| Alex Andersen
22-3-2008 17:52 | Fed musik-film. den prøver ikke at være Larger-Than-Life ligesom fx. Ray og Walk The Line.. |
| Jakob
27-1-2008 23:15 | Jeg er helt enig, flot og gennemført film, men man bliver ikke meget klogere på Ian Curtis end man gør med en hurtigt tur på Google. Men stadig værd at se, om ikke andet for at se legende komme til live som det sker her. H
4/6 |
| René Kruse
15-1-2008 13:52 | Hej Søren, tak for kommentaren. Det virker ganske fornuftigt at give den karakter til en film, som man mener, at den fortjener at få - frem for hvad man ville ønske filmen fortjente at få. Ellers vill anmeldelsen heller ikke give så meget ening, helt klart ;-)
Dér hvor jeg egentlig blot blev og bliver i tvivl med din anmeldelse er, om filmen bliver set for, hvad den forsøger at være - frem for hvad film om kunstnere bør være.
Det er svært umiddelbart at afkode, hvad der menes med manglerne i anmeldelsen og kommentaren om "hovedfigurens forhold til musikken".
Mellem linjerne i anmeldelsen og kommentaren virker det som om, der efterspørges en klassisk dramaturgisk, psykologisk eller endog psykonalytisk tilgang, hvorimod beskrivelsen af filmens indhold ikke skaber det indtryk, at nogle af disse tilgange er filmens præmis. Det forvirrer.
Kunstner- og musikfilm er en svær genre. "Walk the line" havde fx fin energi, men blev for uintelligent og banal i sin behandling af det biografiske materiale - hvorimod "I'm not there" på den anden side var et virkelig godt tænkt koncept, men hvor realiseringen af konceptet haltede en smule, og idéen og måske i højere grad den manglende stringens i den i perioder kom til at overskygge selve portrættet af Dylan.
Kan 'Control' sammenlignes med andre kunstner- eller musikfilm, hvor filmen lykkes bedre som helhed? Og hvad gør forskellen? |
| Søren Langelund
13-1-2008 02:18 | Hej Rene. Tak for kommentaren. Det er klart, at det at være "varm" kontra "kold" ikke nødvendigvis er en kvalitet. Ligesom det ikke nødvendigvis er en fejl som film at være kold.
Jeg synes dog ubetinget, at det er et problem, at instruktøren her sætter sig mellem to stole, og eksempelvis ikke får hovedfigurens forhold til musikken vævet ind i sin skildring, så han ikke står så stærkt skildret, som han KUNNE have været. Der er simpelt hen for mange spørgsmålstegn omkring Curtis, jeg savnede svar på eller fortolkninger af.
Specielt i filmens første time, synes jeg også Corbijn i visse scener (fx. omkring mødet med kæresten, der alt for hurtigt bliver kone uden vi for alvor forstår dét forhold) har svært ved at få historien til at flyde. Det er lidt klodset sine steder.
Men altså. Som altid med vurderinger, så kan man argumentere både for og imod. Jeg har bare som anmelder svært ved at give 5 til en film, som jeg på mange måder sagtens kunne forestille mig ENDNU bedre end det endelige resultat på det narrative plan. Det ændrer dog ikke ved, at Control er en stor FILMoplevelse som fortjener et publikum. Og som skrevet med et skønt soundtrack. Bestemt et meget stort 4-tal. |
|
|
|  |
|
