| Flamberede hjerter |
| |
Der er ikke mange, der har fået øjnene op for Simon Stahos talenter. Lidet imponerende 3.088 mennesker har i gennemsnit indløst billet til hans tre seneste film, der da heller ikke kan anklages for at lefle for publikum. Den brede befolkning er dermed foreløbigt gået glip af et af tidens mest spændende og kompromisløse navne i dansk film, for med sine klaustrofobiske, deprimerende historier båret af et stringent formsprog ligner Stahos film ikke mange andre. Hans seneste værk, Himlens hjerte, er hans hidtil mest tilgængelige og bredt appellerende, og man kan kun håbe, at den slår stahosk tilskuerrekord. Det har den i hvert fald fortjent.
 |
Copyright:
Nordisk Film - Bilduppdraget/Bo Håkansson |
Tosomhedens tomgang
Himlens hjerte besidder flere af de karakteristika, man kender fra Stahos film som Dag og Nat og Bang Bang Orangutang: Miljøet er fokuseret i stærkt afgrænsede fysiske rum, ligesom rollelisten udelukkende består af svenske skuespillere. Alligevel adskiller den sig fra instruktørens tidligere film i sin knap så entydigt sortsynede tilgang til tilværelsen. Bevares, Himlens hjerte er ikke jubelglad folkekomedie, men den åbner muligheden for en hos Staho hidtil uset forsoning.
Emnet er ellers ganske nedtrykkende: Tosomhedens tomgang, utroskabens udåd. I centrum står ægteparret Lars og Susanna, der tror, de er lykkelige, men måske slet ikke er det. Ved de tilbagevendende middagsselskaber med venneparret Ulf og Ann falder snakken på den store kærlighed såvel som lysten til sidespring, og langsomt lærer parrene mere om hinanden og sig selv – kulminerende med at Ann og Lars til deres egen overraskelse indleder et forhold bag deres partneres ryg.
Uafrystelige Persbrandt
Disse fire personer befolker som de eneste Himlens hjerte – og så godt som hele handlingen foregår i deres respektive hjem. Det er de nøgne, symmetrisk koreograferede nærbilleder, der præger filmen og afslører eller i hvert fald antyder personernes inderste følelser – nærbilleder, der udgør hudløst ærlige portrætter, ja nærmest malerier, af kvartettens eksistentielle midtvejskrise. En så karakterbåret film står og falder med, at skuespillet ikke bare er troværdigt, men decideret fængslende, og det er heldigvis tilfældet. Mest skræmmende – og dermed seværdige – er altid uafrystelige Mikael Persbrandt med de klare lyseblå øjne og Lena Endre med det smukke, let kyniske udtryk som hhv. Lars og Susanna; det måske fortabte par, der med bitterhed og vemod i bagagen har tabt sig selv og derefter glemt at lede ordentligt efter igen. "Selv når I er utro, er I hamrende uopfindsomme", siger Susanna til Lars og Ann og indkapsler med én replik suverænt småborgerlighedens kvælertag.
 |
Copyright:
Nordisk Film - Bilduppdraget/Bo Håkansson |
Bergmansk kammerspil
De gode replikker er der mange af i den knivskarpe dialog, der er lige så pertentligt gennemarbejdet som resten af filmen. Og slutningen, ja, den kan læses som let optimistisk eller stærkt illusionsløs, alt efter temperament. Himlens hjerte er et drønintelligent kammerspil, en mere afdæmpet udgave af "Hvem er bange for Virginia Woolf" og endnu en film med Stahos signatur, som ambitiøst sætter sig for at udforske menneskesjælen og lykkes med at sætte sig varige spor i tilskuerens. Staho bliver jævnligt sammenlignet med Bergman, og det er tæt på at være helt på sin plads.
|
| |
| | Nogle trailers.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Andreas
21-5-2008 02:44 | Fuldstændig fantatisk og gribende film. |
|
|
|  |
|
