| Hvem logrer med hvem? |
| |
Lige inden stormen over Bill Clinton for alvor brød ud for et par år siden, kunne man opleve Barry Levinsons satiriske bud på den metavirkelighed, der er grundlaget for de politiske kampagner. Wag the Dog er en filmatisering af Larry Beinharts roman American Hero, der udkom i 1993, lige efter golfkrigen. Siden har vi med Lewinsky-sagen og Paula Jones-sagen, og senest sagen om den 6-årrige cubanske dreng Elian Gonzales, set, at virkeligheden på mange punkter har overgået fantasien. Det rykker dog ikke ved, at denne særdeles virksomme komedie ofte rammer plet. Den udstiller groft de skjulte marionetmestre, der hele tiden trækker i trådene fra de mørke kulisser. Og så er den velsignet befriet for politisk stillingtagen. Uden at gå efter enkeltpersoner leverer den en kritik, der rammer hele det system af magt, politik og medier, der er smeltet så meget sammen, at kun en umenneskelig kompliceret fantasi kan anskueliggøre det.
Sexskandaler og lynkrig
Robert De Niro spiller med hele sit gangsterkatalog i baghånden den yderst effektive spindoctor Conrad Brean. Der er tolv dage til valget, og præsidenten skal for enhver pris genvælges. Modkandidaten til præsidentsædet har netop introduceret en skandaløs historie om den nuværende præsidents seksuelle udskejelser for befolkningen. Det kræver et modtræk af dimensioner at genvinde tilliden. Og er der noget, der kan bringe befolkningen sammen, som en lille hurtig krig mod et ubetydeligt land, der undertrykker sin befolkning og truer USAs sikkerhed? I hvert fald er det det, Conrad Brean satser på, da han tager til Hollywood, for at opsøge den miskendte producer Stanley Motss. Han spilles fint af en forfjamsket Dustin Hoffman.
En uovervindelig duo
Sammen spiller Robert De Niro og Dustin Hoffman en uovervindelig duo. Der er ingen grænser for, hverken deres opfindsomhed eller deres evner til at udføre de mest omfattende planer. De udnytter mediernes geniale evne til at skabe myter, og iscenesætter krigssituationer og fællessange fra et simpelt filmstudie. Udgangspunktet er, at hvis man ser noget på TV, så er det virkeligt. En sandhed, der nok har modifikationer, men som i hvert fald ofte viser sig at holde stik i praksis.
Den medieskabte virkelighed
Netop Hollywoods billedfabrik er oplagt til deres arrangement. Og de muligheder, der findes der for den medieskabte virkelighed, får da også et par kommentarer med på vejen. For eksempel optages den første af scenerne fra den falske krig på en såkaldt ’blue screen’. Den samme elegante teknik, der gør det muligt at skifte baggrundsbilleder under Voldborgs vejrudsigter, gør det muligt at placere en forskræmt pige midt i et voldsomt krigsscenarium. Teknikken gør det også muligt for Stanley Motss, der ikke kan beslutte sig for hvilken kattekilling, der er mest effektiv for symbolikken, at sætte en computeranimeret kattekilling ind i efterarbejdet i stedet.
Rutineret sammenspil
Instruktøren Barry Levinson, der havde sin storhedstid i slutningen af 1980érne med film som Tin Men, Good Morning Vietnam og Rain Man, har fået masser af stor humor ud af manuskriptforfatter David Mamets bearbejdelse af Larry Beinharts bog. Og de to store stjerners rutinerede samspil skaber en god ramme for andre gode enkeltpræstationer. Lidt ærgerligt, at filmens eneste kvinde, Anne Heche, der markerede sig på glimrende vis i Mike Newells Donnie Brasco fra 1997, først rigtigt bliver sluppet løs i et kort øjeblik hen imod slutningen. Hun kunne sagtens have bragt mere til historien.
Næring til den kritiske sans
Satirens rammer bliver udnyttet til fulde, og historiens omfang er veldisponeret. Det knækker dog for Dustin Hoffman og hans figur til sidst. Og dermed også for filmen. Flæbende kræver han anerkendelse for sit livs største iscenesættelse. Det falder ufint helt uden for filmens rammer. Det ændre dog ikke ved, at langt det meste af filmen fungere til fulde. Den alvor der ligger bag komikken, bliver stillet frem på en effektiv måde. Og det er en fed måde, at nære den kritiske sans på.
|
| |
| | Gennemgående er det en god DVD-udgivelse, der indeholder, det meste af hvad man kan forvente af den ekstra plads, der er til rådighed. På den kan man finde en sekvens med William H. Macy, hvor han taler om manuskriptforfatteren David Mamet. Mamet var Macys lærer i skolen i sin tid. Man skulle næsten tro, at han stadigvæk fik karakterer, som han fedter for ham her. Og der er B-rolls med sønderklippede kommentarer fra skuespillerne. Der er også en slags 'bag om filmen'-dokumentar fra Washington. Det mest interessante er dog de gode bibliografier, noterne fra produktionen og instruktørens kommentarer, der er krydret med Dustin Hoffmans deltagelse.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
