| Faktuel fortolkning af 30’ernes folkehelt |
| |
Glem alt hvad du tror, du kender til legenden John Dillinger og efterlad den romantiske illusion om den berygtede bankrøver som en art Robin Hood-figur i jakkesæt og Fedora-hat i døren. Der er ingen våde øjne eller heroisme at spore i Michael Manns fortolkning af banditten. Public Enemies er bygget op omkring faktuel viden om mandens gøren og laden i de blot 13 måneder, han raserede i det depressionshærgede USA, inden han blev indhentet af ordensmagten, helt bogstaveligt, i en mindre regnbyge af kugler.
 |
Copyright:
UIP |
De dumme strømere
1933. Filmen lægger ud med Dillingers første flugt fra fængslet. Faktisk er manden knapt nok nået ind ad porten, før hans håndlangere træder til og befrier ham igen. Politiets manglende evne til at få manden bag tremmer skriger af inkompetence og giver os et krystalklart billede af den slappe ordensmagt, som Dillingers bande var i stand til at drive gæk med. Tiderne er dog langsomt ved at ændre sig, og netop Dillinger er en af grundene til politiets optrappende brutalitet samt de omfattende lovændringer, der forvandlede det daværende Bureau of Investigation til the Federal Bureau of Investigation i 1935 med den efterhånden ligeså berygtede J. Edgar Hoover i spidsen. I filmen portrætteres han stilfuldt af Billy Crudup, der med is i maven og kalkuleret overblik trækker i alle tråde for at fælde banden ét medlem af gangen. Hans marionetdukker består blandt andre af Melvin Purvis (Christian Bale); en dedikeret og rystende habil politimand, der i takt med politiets eskalerende voldshandlinger må kæmpe mod sine egne humane overbevisninger, idet han på bundlinjen er en hæderlig mand. Det er ovenud befriende igen at opleve Bale som den kompetente skuespiller han er. Det er ikke 'Bale at his best', men strippet for flagermuskostume og futuristiske dommedagsklæder, et velkomment gensyn med en mere nedtonet og følelsespræget performance.
Talenter på rad og række
Kigger man længere ned ad rollelisten, vil man mere end én gang måbe over den høje kaliber af talent, der gemmer sig mellem de større og mere anerkendte navne. Den unge Channing Tatum, der kan gå hen og blive en filmisk sværvægter, spiller Pretty Boy Floyd, som indenfor filmens første minutter bliver offer for Melvin Purvis’ imponerende skydeevne. Trist er det ligeledes at erfare, at adskillige flere må lide samme skærmtidsberøvende skæbne. Lily Taylor, Leelee Sobieski, Giovanni Ribisi har alle små og noget ubetydelige roller og selv David Wenham er svær at spotte i mængden. John Ortiz, i rollen som den snu og respektable forbryder, Phil D’Andrea, formår som den eneste af de mange oversete at stjæle opmærksomheden i de få scener, han er med i. Midt mellem de tunge drenge og de nærved utallige bifigurer indfinder den smukke og særdeles ferme Marion Cotillard sig som en ensom garderobepige; af blandet race og derfor 2. rangsborger i samfundet. Det er næsten givet, at pigen, der håber på en bedre fremtid, forføres af det ustabile forhold, der muligvis ikke eksisterer i morgen. Hun er en sølle eksistens; lidt som en forladt hundehvalp, der gerne udstår tæv i håb om at en smule kærlighed følger efter. Cotillard har terpet hårdt på sin amerikanske udtale og er bestemt nydelig at se på, men på trods af, at hun har en del mere frihed og psykologisk indsigt til at udvikle sin figur, lykkes det hende ikke rigtig at få os til at se bag de store brune øjne.
 |
Copyright:
UIP |
Filmiske fælder
Når alle disse overflødige personer er skåret væk, står vi tilbage med en film, der drives af Johnny Depp og det er bestemt ikke en dårlig ting. Depp spiller helt ud til de stramme følelsesmæssige grænser, han er blevet givet i en gangsterfortælling, der ikke giver sig af med at sentimentalisere myten om Dillinger, men i stedet fokuserer på kolde fakta i perioden maj 1933 til Dillingers endeligt i juli 1934. Dillinger var beregnende, dygtig til sit fag og elskede det. Mere vides ikke om manden, og Public Enemies fylder ikke halve sandheder på. Et episk brag er det altså ikke; snarere et stærkt afgrænset katten-efter-musen drama uden for megen indblanding fra fortid og fremtid. Nuet er frem for alt det eneste, der eksisterer i Dillingers verden. Manns insisteren på at holde sig i nuet og tilmed afstå fra en dybdepsykologisk tilgang til sit emne er fyldt med filmiske faldgruber, som den akkurat undgår at falde i. Hans personlige engagementet i Dillingers historie er tydeligt til stede, og de følelsesmæssige huller udfyldes hurtigt af et højere tempo og accelererende skyderi. Mann afsætter ikke tid til eftertænksomhed eller moralske skrupler. Det placerer filmen på popcornsniveau, hvor man kan frygte, at gangsterklicheer vil begynde at overtage den sammenbidte historie.
Klicheforladt gangsterunivers
Lykkeligvis er der ikke en tøddel af kliche at finde i Public Enemies. Tværimod går den bevidst imod alle de ideer, man end må sidde med om gangstere og deres levevej. Jakkesæt, Fedora-hatte og Tommyguns er heldigvis ikke en mangelvare i filmen, fængselsflugter og bankrøverier er elegant udført og skudduellerne opleves på meget nært hold af Manns digitale håndholdte kamera, der placerer én midt i kugleregnen. Forventer man imidlertid en stereotypisk Cagney-attitude til at få gangsterlivet til at gå op en højere helhed, går man forgæves. Filmen serverer ingen tegneseriefigurer med sære kendetegn, fjollede accenter eller morbide tendenser. Dillingers mænd er på godt og ondt almindelige mænd, der prøver at komme på den grønne gren i et økonomisk falleret samfund. De er overbevist om at de ikke skader andre end de ansigtsløse banker, og oppe imod en svækket ordensmagt må det synes dem svært ikke at rage til sig, hvor de end kan komme til det. Det samme kan siges om Manns film. Det er muligvis ikke hans bedste til dato, men overraskende glimrende som rendyrket underholdning. Klogere bliver man dog ikke på hvem Dillinger egentlig var, men som han selv sagde, når han skulle forklare sig selv: I rob banks. Mere var der måske heller ikke at sige om manden?
|
| |
| Seneste kommentarer: (8 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | ¥°¥Ã¥Á Ø”²¼ ¥á¥ó¥º
1-4-2013 09:49 | hi!,I love your writing very a lot! share we keep in touch extra approximately your article on AOL? I require an expert on this area to unravel my problem. May be that¡¯s you! Having a look ahead to see you. ¥°¥Ã¥Á Ø”²¼ ¥á¥ó¥º http://gucci.kanpaku.jp/ |
| Hansn
21-8-2009 00:51 | Her gik man og troede man skulle se lidt klasse af Mann og med Depp og Bale. Men nej. Teknisk set kunne jeg godt lide den, men havde der været skåret 3 kvarter - så faldt man ikke af. Ikke fordi handlingen var tung, men tempoet derimod.
3 herfra, for en skuffelse. |
| bn
15-7-2009 21:48 | Dolphin Square skriver: "Jeg foretrækker såvel Heat som The Insider, selv om førstnævnte også mindst var en halv time for lang ..."
Det er nok fordi 'Heat' ikke er en action-film, men et karakterdrevet drama, som fortæller en tragisk historie om en række personer på hver sin side af loven. Man lærer personerne godt at kende. Filmen har også nogle små sidefortællinger med f.eks. den ulykkelige datter, Chris' haltende, utroskabs-ramte ægteskab og den prøveløsladte sorte restaurant-arbejder. Det at filmen tager sig tid til at vise disse ting, er det som hæver den højt op over mere overfladiske, traditionelle action-krimier. |
| Bullet
11-7-2009 16:07 | Så fik jeg set den. Føj for en skuffelse!!!
Havde nok lidt høje forventninger til sammensætningen Michael Mann, Bale og Depp, men de skuffer fælt!
Der er på ingen måde kælet for historien som virker indholdløs og ligegyldig, ligesom personskildringen er meget overfladisk på trods af de dygtige skuespillere. Actionsekvenserne ligner noget fra en billigt produceret TV-film, og sammenligner man med de flotte actionscener fra fx Heat, er der en verden til forskel...
Øv og kun 2/5 herfra
|
| Francisco Dyhr
8-7-2009 19:49 | Jeg var virkelig godt underholdt. Ikke et sekund for lang. |
|
|
|  |
|
