| Che – Humanisten |
| |
Det har været en lang og problematisk rejse, men Steven Soderberghs biografiske beretning om den argentinske revolutionær, Che Guevara, har endelig fundet vej til biograferne. Forventningerne er skruet godt i vejret til denne mastodont af et filmisk værk, der fra start af frygtedes dømt til at gå uset hen ud over USA og Canadas grænser på grund af dens længde. Det var oprindelig Soderberghs intention at lave én film, men efter verdenspremieren i Cannes var der ingen distributionsselskaber der stod i kø for at købe hans 18. film. Når en instruktør med et imponerende ry for filmisk autenticitet og et ligeså imponerende generalieblad ikke kan sælge en film om et af kommunismens/popkulturens største ikoner, svirrer rygterne hurtigt i luften. Er det filmens længde, eller er den ganske simpelt noget opreklameret juks? Under alle omstændigheder delte han den i to film, og tre måneder efter den kom på markedet, blev den endelig købt. Kan Che så leve op til forventningerne og al den snak, der har raset omkring den det sidste års tid? Meningerne vil antageligvis være delte, for selvom filmen begrænser sig selv i stil og indhold, når den nye højder for episke livsskildringer. Den er i sig selv en revolution.
 |
Copyright:
Scanbox |
Interessant historietime
I 1952 væltede general Batista den Cubanske regering og trådte til som diktator med en hær på 40000 mænd i ryggen. Den daværende unge advokat, Fidel Castro reagerede ved at gå til angreb på en militærpost med en lille gruppe oprørere, men fejlede og tilbragte to år i fængsel, hvorefter han drog i eksil i Mexico. På omtrent samme tid var den unge argentinske læge, Ernesto Guevara de la Serna blevet involveret i politik i Guatamala. I 1954 flygtede han til Mexico og slog følge med cubanske revolutionære, der som Castro var gået i eksil. Det var i Mexico City i juli 1955 den cubanske revolution for alvor begyndte at tage form. I en lille lejlighed introducerede Raúl Castro Guevara for sin storebror, Fidel. Det berygtede møde mellem de to er Soderberghs udgangspunkt. Vi følger, med enkelte flashforwards til Guevaras tale i FN- bygningen i 1964, hans rejse fra dedikeret læge til hans træning som guerillasoldat i Cubas jungle (hvor han fik sit kælenavn Che) til Kommandant for den røde hær for til sidst at ende som revolutionær helt og forbillede for en hel generation af politiske idealister.
Revolution (not) for dummies
Che er ikke en eksplosiv actionfilm. Den er ikke en dybdeborende psykologisk portræt af manden på t-shirten (som den dag i dag er det mest masseproducerede billede), og den er på ingen måde en hyldest til eller en fordømmelse af argentineren. Soderbergh giver i stedet et sobert og virkelighedsnært billede af livet i junglen, som det formede sig for oprørerne i en endeløs række af mondæne begivenheder. Havde det været alle andre end Soderbergh bag kameraet, havde Che hurtigt udviklet sig til en triviel og dræbende kedsommelig højskoledokumentarfilm. Som det er, fungerer Soderberghs observerende blik som en effektiv katalysator for en fuld og ucensureret udlægning af guerillatilværelsen i minimalistisk stil. De synger ved lejrbålet, læser bøger, lærer matematik i deres hjemmebryggede skole, sover i regnen, rekrutterer nye mænd og diskuterer i det hele taget sjældent politik. Soderbergh har modigt stillet sig på sidelinien uden at blande sig eller tage stilling. Han fedter ikke for sit publikum ved at tilbyde romantiske sidehistorier, sensationslystne sekvenser eller geværfægtende lidenskabelige deklarationer om folkets undertrykkelse. Der er ingen pædagogisk fortællerstemme til en guide én igennem handlingen eller forklare de politiske omstændigheder. Der er blot enkelte overskrifter til at informere om hvor vi er og hvornår. Ikke hvorfor eller hvordan vi er kommet derhen. Soderbergh taler distinkt til intellektet og derigennem bliver Che et udfordrende og innovativt stykke filmkunst. Udtryksfuld, tankevækkende og overraskende storladen på den småtskårne baggrund.
 |
Copyright:
Scanbox |
Overlegen Del Toro
Ord rækker kun så langt, når man skal beskrive Benicio Del Toro i rollen som Guevara. Blændende underspillet er et godt sted at starte. Kaprer billedet i hver eneste scene er et andet og ligeså velvalgt synspunkt. Imidlertid ville skamløst overset af Oscar akademiet dog nok være det mest passende standpunkt, når man efter to timer at have iagttaget ham kun længes efter at se mere. Hvad man end vælger at fremhæve ved Del Toros optræden, hersker der ikke skyggen af tvivl om at han ikke imiterer Guevara; han er Guevara. Med afmålt kropssprog og kontrolleret stemmeføring, lader han os se alle aspekterne ved manden, men holder den samme distance som Soderbergh gør med sit subjekt. Guevaras ansigtsudtryk er det eneste, der kan løfte sløret for hvad der egentlig foregår inde bag de mørke øjne, men selv det rækker ikke til at kunne læse hans tanker. Del Toro serverer ham som en fåmælt og forbløffende fattet menneske, der ikke desto mindre besidder lune og en solid portion humanisme. En art humanisme der er fri for blødsødenhed, men alligevel bunder i kærlighed; kærlighed til frihed og retfærdighed. Det er al den information vi får om Guevaras følelsesliv, for filmen svælger ikke i personlige anliggender. Dertil er den for saglig. Det vil formentlig skræmme adskillige væk eller provokere tilstrækkeligt til at man risikerer at afskrive Che som opstyltet og underlødig underholdning. Det ironiske er at den akademiske tilgang fungerer som filmens største aktiv. Den tillader reflektering og debat. Rabiat morder eller folkehelt? Soderbergh baner vejen for selvstændig tankevirksomhed – med bravur.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
